Danmarks EU-formandskab en grøn succes

Danmarks EU-formandskab er overstået for denne gang. Mange danskere sidder måske tilbage med spørgsmålet: ”Hvad opnåede regeringen egentlig? Blev der sat nogle danske fingeraftryk på EU’s beslutninger?”

Ingen havde på forhånd troet på en dansk succeshistorie à la 2002, hvor Anders Fogh kunne bryste sig af at have udvidet EU med ti nye lande. Europaminister Nikolai Wammen havde på forhånd bekendtgjort, at formandskabet anno 2012 ville blive et ”rugbrødsformandskab”. Efter Lissabon-traktatens indførelse er de roterende formandskabers rolle blevet en anden end den tidligere idémagers.

Og godt det samme. En arbejdsrytme, hvor formandskaberne hvert halve år rider deres egne kæpheste, er for ustabilt. Derfor blev det lavet om, og EU har siden da fået en mere jævn arbejdsrytme. Nu handler det om at få arbejdet gjort til gavn for fællesskabet. Derfor har formandskabet været præget af forhandlinger om de forslag, som allerede lå på bordet.

Jeg har tidligere peget på, at formandskabet havde to overordnede mål: at få økonomien stabiliseret og at få gang i væksten. Inden for begge områder er Danmark som formandsland nået langt med en række af de vigtigste forhandlinger.

Inden for det første område, har Margrethe Vestager formået at få skabt enighed i Ministerrådet om to vigtige aftaler. Den første regulerer bankerne og stiller specifikt flere krav til de europæiske banker om kapital og likviditet. Det skal sikre, at vi undgår en ny finanskrise med udspring i dårlig långivning og uigennemskuelige forpligtigelser. Den anden aftale regulerer kreditvurderingsselskaberne. Begge aftaler vil være med til at få økonomien stabiliseret og forebygge kriser som den nuværende.

Hvad angår målet om at få gang i væksten, ønskede vi fra dansk – og fra radikal – side at sikre, at væksten bliver grøn og bæredygtig. Desværre viste det sig svært og til tider ligefrem umuligt at blive enige om vigtige og nødvendige aftaler. Det skyldes i altoverskyggende grad ét land, nemlig Polen. Den polske økonomi er dybt afhængig af kul, og polakkerne er særdeles uvillige til at forpligte sig på grøn omstilling. Derfor blokerede Polen vedtagelsen af klimakøreplanen 2050 og energikøreplanen 2050. Det er rigtig ærgerligt, for det vil forsinke Europas omstilling til CO2-neutralitet og dermed betyde, at vi måske taber kampen om de grønne jobs i verden.

På trods af problemerne med Polen er det alligevel lykkedes formandskabet at lande en række aftaler, som sikrer grønne jobs i Europa i fremtiden. Vigtigst af alt har klimaminister Martin Lidegaard for nylig opnået enighed i Rådet om energieffektiviseringsdirektivet. Ambitionerne blev sænket en smule, men resultatet er alligevel til at glæde sig over.

Miljøminister Ida Auken fik i maj skabt enighed om to aftaler, som forbedrer miljøet og mindsker forureningen. For det første fik EU landet en international aftale om reduktion af udledning af bl.a. ammoniak, svovl og organiske opløsningsmidler. Dernæst har EU forpligtet sig til at reducere udledningen af svovl fra skibsfarten med 90%. Det forbedrer ikke bare miljøet, men vil også spare tusinder af menneskeliv. Luftforurening fra skibstrafik i EU’s farvande koster således 50.000 dødsfald om året!

Derudover har det danske formandskab landet en aftale, som skal bidrage til at skabe et velfungerende indre marked for jernbaneydelser. Bedre offentlig infrastruktur på tværs af Europas grænser er afgørende for den grønne omstilling. Ligeledes er man i Rådet blevet enige om principperne for en fiskerireform, hvorunder et forbud mod udsmidning af fisk indgår. Fiskerikvoterne vil i fremtiden desuden skulle tage udgangspunkt i det maksimale niveau, som bestandene kan tåle uden at bæredygtigheden sættes over styr.

Slutteligt må det tilføjes, at formandskabet i sig selv har været grønt og bæredygtigt. Faktisk er det danske EU-formandskab netop blevet certificeret som bæredygtigt efter den internationale ISO20121-standard for bæredygtige events.

Formandskabet har altså nået vigtige mål inden for stabilisering af økonomien og grøn vækst. Men de danske ministre og embedsmænd har også fået hevet mange gode resultater hjem inden for forskning, retspolitik og ikke mindst udvidelse.

Således fik Serbien i marts efter lang tids venten status som kandidatland til EU. Og det danske formandskab har netop landet en aftale om, at Tyrkiet inden for et 2-3 år opnår visumfrihed til Schengen-landene. Det er et stort og vigtigt skridt på vej til fuldt EU-medlemskab og det er noget, som her og nu vil gavne den europæiske økonomi i form af flere forretningsrejsende og turister til Europa. Desværre byder det kommende halvår på udfordringer på netop den front. Tyrkiet nægter nemlig at forhandle med Cypern, som har overtaget formandskabet 1. juli i år.

Alligevel er jeg fortrøstningsfuld. Cypern vil have fokus på andre vigtige problemstillinger, ikke mindst en stabilisering af Mellemøsten og Nordafrika efter revolutioner og borgerkrige i det forgangne år. Det er der i den grad brug for. Den økonomiske krise er desværre langt fra løst, men vi må ikke glemme, at vi også står i en klima- og energikrise og at vi fortsat har demokratiske udfordringer i Europa og lige uden for vores grænser. Man keder sig aldrig som EU-ordfører.