Det tyske ansvar

I det kriseramte EU tales der for tiden meget om, at nu må Tyskland vise sig solidarisk; nu må Tyskland vise sig sit ansvar voksent. Hvis forbundskansler Merkel udtaler sig lidt kritisk om de mange vidtløftige planer i Bruxelles om pagter, unioner og bureaukratiske mekanismer, hedder det ikke sjældent, at hun nu demonstrerer en helt ny tysk EU-skepsis, der er uklædelig og ude af trit med traditionerne, som går tilbage til den første institutionalisering af det europæiske samarbejde. Helt bevidst bliver der raslet lidt med de historiske skeletter. Man er vant til, at Tyskland derpå retter ind. Det nye er, at Tyskland holder lidt bedre fast i sine egne forestillinger. Debatten kan reelt sættes på en meget kort formel: De sydeuropæiske lande ønsker, at Tyskland skal betale en endnu større del af regningen for deres årelange, uansvarlige overforbrug og hæfte for en gældsætning, som lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien – men også Frankrig – ser ud til at få meget vanskeligt ved at få styr på. Tyskland er efterhånden suverænt Europas stærkeste økonomi foruden EU-klassens mønsterelev, når det gælder ordentlig og ansvarlig omgang med de offentlige finanser. Væksten er høj, arbejdsløsheden lav. Tyskland boomer. Det er ikke kommet af sig selv. Også Tyskland har haft sine vanskelige perioder. Det hører til den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröders helt store fortjenester, at han fik trimmet de offentlige finanser og i højere grad sat tæring efter næring med sine ellers forkætrede arbejdsmarkedsreformer kaldet Hartz IV. Det nyder Tyskland godt af i dag, men vejen har ikke været let, som mange i Sydeuropa har en idé om, at tilretningen bør være. Nu lyder kravet så, at Tyskland skal klare de økonomiske problemer for landene omkring Middelhavet. Ganske mange tyskere skæver lidt misundeligt til La dolce vita i regionen og sammenligner f.eks. med niveauet for de nye mindstelønninger, som Hartz IV-reformerne afstedkom. Mens Tyskland er på vej mod en pensionsalder på 70 år, opretholder den nye franske præsident, François Hollande, en pensionsalder for mange på 60 år. Og sådan kunne man fortsætte forklaringen på, hvorfor det går Tyskland godt og andre mindre godt. På den baggrund er det ikke svært at forstå, at mange tyskere – ej heller kansler Merkel – ikke automatisk klapper begejstret over, at hvad der er tilvejebragt ved tysk selvdisciplin nu skal bruges til at holde hænderne under Sydeuropa. Det er hverken udtryk for populisme eller EU-skepsis, når Merkel ønsker garanti for, at de sydeuropæiske økonomier tilpasses virkeligheden, hvis Tyskland igen skal bære hovedbyrden. Men mange er blevet så vant til, at Tyskland bare betaler. Tyskland er suverænt den største nettobetaler i EU, og utallige er de hårdt opkørte topmøder, der i sidste øjeblik har fundet deres løsning ved, at skiftende kanslere har fundet checkhæftet frem af hensyn til den gode stemning. Helmut Kohl betalte for genforeningen ved at opgive D-marken af hensyn til Frankrigs ønske om at forhindre, at magtbalancen mellem Berlin og Paris tippede yderligere til tysk fordel. Og mange kanslere har betalt sig fra at skulle levere et forsvars- og sikkerhedspolitisk bidrag – f.eks. til Golf-krigene – som man af historiske årsager ikke så sig i stand til. Denne betalingsvillighed har Tysklands europæiske partnere, ikke mindst Frankrig, reelt udnyttet hæmningsløst i årtier. Nu er Tyskland omsider ved at tage sig sammen til at sige høfligt fra. Det kan man kun have forståelse for.