Russisk kynisme

Tiden er kommet til, at Rusland indtager en konstruktiv rolle i Syrien. Rusland nægter at støtte politisk forandring i Syrien, uden at det har støtte fra den syriske befolkning. Det lyder smukt. Men hvorfor hjælper Rusland så den syriske diktator, Assad? Han er aldrig frit valgt. Han har kun overlevet ved brug af censur, tortur og den fornødne magt – hvilket i dag kræver, at han sætter kampvogne og angrebshelikoptere ind mod egne landsmænd, selv i sin hovedstad, Damaskus. Enten har Rusland travlt med at beskytte sin flådes adgang til to syriske havne ved Middelhavet. Eller også er Rusland mere optaget af at sikre sig selv og andre allierede mod politisk indblanding end af det syriske folks tragedie. Eller også venter Putin, der er trist over at have mistet sin supermagtsstatus, med at skifte kurs, til han er overbevist om, at Assad er færdig. Kynisk er det i hvert fald. Rusland har ikke alene forsynet det syriske diktatur med hovedparten af de våben, som nu anvendes til at beskyde civile kvarterer i Damaskus. Putins Rusland bærer også hovedansvaret for, at FN’s Sikkerhedsråd ikke har udsat Assaddiktaturet for hårdere kritik, skarpere sanktioner og flere observatører. Syrerne betaler prisen, som kan tælles i liv. Men russerne betaler også en pris – i politisk skam og et voksende ansvar for de voldsomme overgreb på den syriske befolkning, som Rusland hævder at respektere. Hvis Rusland også eller primært vil vise, at der ikke bliver noget nyt FN-engagement i Syrien uden russisk vilje, er beskeden modtaget. Til gengæld kan Rusland nu med fordel – også for sig selv – tage et mere konstruktivt ansvar. Det er en illusion at tro, at Assad kan genvinde respekt hos sin befolkning, efter at 15.000 civile er slået ihjel, og han end ikke er i kontrol få kilometer fra sit palads. Den syriske opposition har oven i købet anerkendt Moskva som en nødvendig formidler og aflagt besøg hos den russiske regering, som man tilmed skal have tilbudt fortsat adgang til syriske havne. Det er derfor nu, Rusland kan skifte politik. Det kan ske uden at skifte retorik: ved at insistere på at følge det syriske folks vilje. Den peger entydigt på, at syrerne ønsker en mere legitim regering. Hvis Rusland vitterlig vil, kan det blive formidleren af en syrisk løsning frem for at være fedtet ind i diktaturets blod. Det ville hjælpe syrerne – og ikke blot klæde Rusland, men styrke respekten for Moskva.