Hykleriet er i udbrud

Åbenhed kan medvirke til at bekæmpe doping. Doping er for altid en del af cykelsporten. Fortidens mildt sagt afslappede indstilling til brugen af præstationsfremmende midler er i løbet af det seneste par årtier erstattet af en stadig mere intensiveret klapjagt på dopingsyndere. Ingen sportsfolk er i dag mere og oftere kontrollerede end cykelryttere. Alligevel forekommer det stadig, at selv højtprofilerede udøvere af idrætten på to hjul bliver testet positive for doping, sådan som det nu senest er sket for luxembourgeren Fränk Schleck. Det styrker kun opfattelsen af, at en så højt profileret begivenhed som Tour de France kun på overfladen er en konkurrence mellem de atleter, der træder i pedalerne. I kulisserne foregår den intense kamp mellem læger, farmaceuter og andre medicinmænd. I den ene lejr går de til den yderste grænse – og i nogle tilfælde over – for at optimere sportsfolkenes præstationer. I den anden gør de alt, hvad der står i deres og teknologiens magt for at afsløre brud på reglerne for, hvad cykelryttere må indtage for at stå de ekstreme strabadser igennem. Den præmis er kendt og accepteret af alle, der har med sporten at gøre. Derfor klinger det hult, når hele feltet udtrykker skuffet overraskelse over, at fælden har klappet igen. Det kan ganske enkelt ikke komme bag på nogen af de involverede, at det er sket og vil ske igen – heller ikke Bjarne Riis, der som dansk repræsentant for den generation af flittigt dopede, der i dag er branchens topledere, kalder det trist for cykelsporten, at hans tidligere medarbejder er blevet taget i brud på reglerne. Den danske holdejer burde snarere udtrykke begejstring over, at kontrolsystemet endnu en gang har demonstreret sin effektivitet og sat en regelbryder ud af spillet. Den hykleriske undren understreger desværre, at tavshedens lov stadig hersker i hovedfeltet. I stedet for at lade som om, at det, man ikke taler om, ikke eksisterer, er enkelte udbrydere – eksempelvis skotten David Millar – begyndt at bruge deres fortid som dopingsyndere i debatten om misbruget og dets konsekvenser. Hvis halvfemsernes falske nationalhelt oprigtigt vil gøre noget for at komme uvæsenet til livs, er det et spor, Bjarne Riis bør følge. Kun ved at tale åbent om alle aspekter af doping og via sin magtfulde position anspore andre til at gøre det samme, kan han bidrage til, at cykelsporten tager de næste skridt i bekæmpelsen af den.