På udhængslisten

For 14 dage siden optrådte undervisningsminister Christine Antorini (S) på en skole i Odense, som hun fremhævede for dens progressive arbejde og gode resultater. Nu er samme skole på ministerens liste over de dumpede. Det hænger ikke sammen. 17 skoler i landet blev forleden hængt ud på Undervisningsministeriets hjemmeside som de ringeste. Der er tale om 17 skoler, som er dumpet i en screening af resultaterne fra alle landets offentlige skoler, og viser, som det hedder, "tegn på vedvarende dårlig kvalitet". Udhængningen af de 17 skoler med navns nævnelse i al offentlighed rejser igen diskussionen om det omsiggribende behov for at lave lister over skolers kvalitet. Ud over denne liste, som baserer sig på tre parametre – karaktergennemsnit ved afgangsprøver, antallet af elever, der forsætter på en ungdomsuddannelse og den såkaldte socioøkonomiske reference, hvilket dækker over karakterer afvejet i forhold til elevernes sociale baggrund, er der også mængder af andre lister. Lister som offentliggøres i et væk, og som dels forventes at kunne få skolerne til at tage sig sammen og dels forventes at kunne give forældre et bedre grundlag for valg af skole til lige netop deres barn. Bag denne liste-fiksering ligger naturligvis en grundlæggende opfattelse af, at skolekvalitet er objektive og målbare størrelser. Men selv om fokus på kvalitet og forsøg på et måle den naturligvis er bedre end det modsatte, og at målingerne naturligvis kan give gode og vægtige oplysninger til den enkelte skole om, hvad man skal blive bedre til, så er liste-fikseringen et absurd foretagelse, som skolepolitikere og meningsdannere burde være hævet over. En ting er, at det naturligvis ikke giver mening for en forælder i Søllerød at blive konfronteret med oplysningen om, at hvis vedkommendes børn i stedet gik i skole i Svendborg, så ville deres karakterer være højere. Dels er der intet belæg for den logik, og dels flytter man næppe rundt i landet efter skoler, der ligger højere på listerne – for hvad nu hvis det går ned næste år? En anden ting er, at skolerne øjensynligt slet ikke får noget positivt ud af denne opstilling på offentlige lister. Jovist kan man sikkert internt have god brug for at dykke ned i sådanne tal og søge viden om, hvordan man gør tingene andre steder. Men når nu eksempelvis det blot er de 17 dumpende skoler, der trækkes frem, så gør man næppe disse skoler, deres elever og forældre nogen stor tjeneste ved at pege fingre af dem på den måde, som det selvfølgelig medfører. Dertil kommer, at det klinger decideret hult og ligefrem selvmodsigende, at en af de 17 udhængte skoler – en skole i Odense – for blot 14 dage siden lagde festsal til undervisningsminister Christine Antorini knæsætning af skolen som særlig dygtig og progressiv. Antorini udnævnte skolen til såkaldt Ny Nordisk Skole-institution og fremhævede skolen for dens fremsynede arbejde med undervisningsdifferentiering. 14 dage senere blev selvsamme skole af selvsamme minister stemplet som dumpet. Og begge dele kan vel ikke passe, eller hvad Fr. Undervisningsminister. I realiteten trækker Christine Antorini tæppet væk under al argumentation for sit arbejde med at højne kvaliteten i folkeskolen. Man kan jo ikke hylde skolen for sit arbejde og sin kvalitet den ene dag, for så at dumpe den for det samme dagen efter. Offeret er, udover ministerens egen troværdighed, de børn og de lærere, som nu formentlig mister både selvtilliden og tilliden til deres minister.