Der er tale om mennesker på flugt. Mennesker, hvis første tanke nok snarere er gået på at komme sikkerhed frem for fremmede landes inkrementelle ændringer i udlændingelovgivning.

Mette Reissmann
Integrationsordfører for Socialdemokraterne

Af Mette Reissmann
Integrationsordfører for Socialdemokraterne

Det har nok desværre altid været på mode at tale om ”dem og os” i den politiske debat. Den pointe blev understreget, da jeg for et par uger siden, tog et opgør med den tone, der er overfor østeuropæere i debatten omkring deres adgang til velfærdsydelser i Danmark.
 
På den baggrund beskrev Brian Arly Jacobsen, religionssociolog ved Københavns Universitet med speciale i migration, at tonen i debatten omkring østeuropæere ikke har ændret sig siden 1900-tallet. Helt ned til, at østeuropæiske arbejdere også dengang blev omtalt som ”græshopper”.
 
Den politiske debat omkring udlændinge bærer altså i dag, som dengang, præg af generaliseringer og dannelse af fjendebilleder, som man skal være meget påpasselig med.
 
Jeg finder det selvsagt, at når man udtaler sig generaliserende om en bestemt gruppe mennesker, så er man med til at forme den generelle holdning til disse mennesker i samfundet. Pludselig hører man de samme ord over middagsbordet. Der danner sig et bestemt billede om, at alle de mennesker – om man kender dem eller ej – er nassere, svindlere, farlige og så videre.
 
Nu drejede debatten sig for et par uger siden om østeuropæeres adgang til danske velfærdsydelser, men jeg mener klart, der er paralleller til retorikken i forhold til asylansøgere i Danmark.

Ikke kyniske spekulanter
Dansk Folkeparti har i årevis ufortrødent spredt et billede af, at asylansøgere kommer til Danmark først og fremmest for at udnytte det danske velfærdssystem. På den måde kan de sætte lighedstegn mellem udlændingepolitikken og antallet af asylansøgere.
 
Formålet er naturligvis at skabe usikkerhed og utryghed omkring regeringens udlændingepolitik, men det efterlader samtidigt et indtryk af asylansøgere som kyniske spekulanter på en slags global velfærdsbørs, hvor Danmarks kurs følger udlændingelovgivningen.
 
Det er fuldstændigt ude af proportioner. Der er tale om mennesker på flugt. Børn, der har set deres forældre omkomme i et giftgasangreb i Syrien. Folk, der har oplevet grusomme ting, og som måske aldrig kommer sig. Mennesker, hvis første tanke nok snarere er gået på at komme sikkerhed frem for fremmede landes inkrementelle ændringer i udlændingelovgivning.
 
Alligevel har Dansk Folkeparti ingen skrupler i at tillægge gruppen af asylansøgere mistænkelige motiver, blandt andet med baggrund i den stigning vi har set i antallet af asylansøgere over en årrække,
 
For det er jo rigtigt, at der over længere tid har været en stigning i asylansøgere. Det var en udvikling, der allerede startede mens Venstre og Konservative sad ved magten. Jeg mener jo, at det er tydeligt, at udviklingen skyldes krig og ufred i verden. Særligt det borgerkrigshærgede Syrien har drevet millioner af mennesker på flugt, og det er kun naturligt, at det også skaber bølger i flygtningestrømmen til Danmark.
 
Danmark oplevede således en stigning i antallet af asylansøgere fra 2012 til 2013 på 22 procent. Sammenligner vi os med vores nabolande, havde Norge samme stigning, mens Sverige og Holland havde højere stigninger. Tyskland oplevede en stigning i 2013 på antallet af asylansøgere på hele 70 procent.
 
Skader integrationen
Men den udvikling er sket uden, at betingelserne, der skal opfyldes for at få asyl i Danmark, er blevet ændret med et komma. Alligevel fortsætter Dansk Folkeparti med at omtale asylansøgere som ”lykkejægere” og virker til at fornægte, at der er tale om flygtninge fra borgerkrigshærgede lande. Det er med til at skabe mistænkeliggørelse af asylansøgere og utryghed i det danske samfund. Og det skader integrationen.
 
Ligegyldigt hvilke holdninger man kan have til udlændingelovgivningen, har vi politikere derfor et ansvar for, at debatten holdes på et respektfuldt og ordentlig niveau. Alt andet bør vi holde os for gode til.