Ældre dropper venner for at undgå socialt bedrageri

Af Bjarne Hastrup
Administrerende direktør, Ældre Sagen

I Ældre Sagen får vi mange henvendelser fra enlige pensionister, der bliver utrygge, når de får en god ven. De ringer og spørger nervøst til reglerne for reelt enlige. Hvor ofte må man spise sammen? Hvor ofte må man sove hos hinanden? Og hvor længe må man være på ferie sammen, før man får inddraget pensionstillægget til reelt enlige og måske boligydelse, medicinkort og ældrecheck?

Der er stor usikkerhed blandt enlige pensionister, som netop har glæde af hinandens selskab, for eksempel ved at spise sammen i stedet for at sidde alene. Begrundelsen for, at pensionisterne ikke har nogle konkrete retningslinjer, er, at det skal være muligt at skønne, om der er tale om socialt bedrageri.

I Ældre Sagen tager vi afstand fra socialt bedrageri, men der er i den grad brug for nogle klarere regler. Det kan ikke være meningen, at for eksempel enlige pensionister skræmmes til at droppe venskaber, der er til glæde for dem selv, men også for samfundet. 

Hvad enten det drejer sig om kontanthjælp, børnetilskud, boligsikring eller det særlige pensionstillæg for enlige pensionister, er udgangspunktet i regelsættene, at det er dyrere at opretholde en almindelig husholdning, når man er alene, end når man er to til at dele alle udgifterne. Udgiften til husleje, el, varme, vand, licens, forsikring m.v. er nemlig væsentligt større pr. person, hvis man er alene.

Lovens intentioner er således at sikre en højere grad af ligestilling mellem samlevende og gifte og derved give enlige mulighed for at klare sig økonomisk. Det var altså ikke lovens intention at hindre enlige pensionister i at mødes eller overnatte hos hinanden.

Klare regler om, hvornår man er reelt enlig, vil give øget retssikkerhed for borgere, der modtager ydelser efter regler, hvor der tages hensyn til, om man er enlig.

Bjarne Hastrup
Adm. direktør, Ældre Sagen

Dropper vigtige venskaber
Det er af stor betydning for mennesker at have et godt netværk. Men i dag har vi en lovgivning, der er ude af trit med den måde, mange borgere indretter sig på. Det gælder også pensionister.

I nogle tilfælde har vi oplevet, at pensionister vælger at droppe et venskab, fordi de er bange for at overtræde reglerne og for at miste deres forsørgelsesgrundlag. De er bange for at have besøg, overnattende gæster eller at deltage sammen med en ven i sociale aktiviteter.  

Når nogle vælger at droppe venskaber på denne baggrund, er det ikke alene de involverede personer, det går ud over. Det er også et tab for samfundet. For den enlige kan det betyde større risiko for ensomhed, dårligere livskvalitet og ofte større behov for praktisk hjælp og støtte fra kommunen.

Nødvendigt med vejledning
Ældre Sagen har længe ønsket sig klarere regler, og vi har kontaktet de skiftende socialministre herom. Det har ikke ført til en ændret lovgivning. I juli 2013 blev der dog udarbejdet en vejledning til bedre forståelse og anvendelse af reglerne. I vejledningen har man forsøgt at give mere konkret information om, ”hvad man må”, når man modtager pension som enlig, og ”hvad man ikke må”.

Det fremgår heraf, at status som enlig eller samlevende afhænger af, ”hvor mange økonomiske og praktiske fordele, man har ved at have et forhold til et andet menneske”. Vejledningen er et skridt i den rigtige retning.   

Selv om der er kommet denne nye vejledning, og selv om området er flyttet over til Udbetaling Danmark, modtager vi i Ældre Sagen forsat henvendelser fra pensionister, der ikke kan finde ud af reglerne og heller ikke kan få klar vejledning. Dette underbygger blot behovet for klarere regler.

Klare regler for ”reelt enlige”
I Ældre Sagens seneste henvendelse i begyndelsen af 2013 skrev vi til daværende social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) med et konkret forslag til nogle klarere regler.

Ældre Sagens forslag er, at en pensionist bør betragtes som reelt enlig såfremt:

• Vedkommende har en selvstændig bolig med egen folkeregisteradresse, og der er tale om en ”rigtig” bolig med almindelige forbrugsudgifter og

• Vedkommende kan dokumentere, at man er ene om at betale husleje, varme, el og andre sædvanlige forbrugsudgifter til boligen.
  

Det vil herefter være uden betydning, om man kalder sig kærester eller venner, om man spiser sammen, opholder sig hos hinanden om natten osv. Det afgørende må være, om den enlige har normale udgifter til en reel bolig - med hvad deraf følger. Det er netop til dækning af de faste udgifter, at man som enlig får en højere ydelse. Og den bør ikke nedsættes, fordi man indimellem sover i arm eller på skift spiser hos hinanden.

Klare regler om, hvornår man er ”reelt enlig”, vil give øget retssikkerhed for borgere, der modtager ydelser efter regler, hvor der tages hensyn til, om man er enlig.