Behov for et nationalt sæt borgerrettigheder

Af Bjarne Hastrup
Administrerende direktør, Ældre Sagen

Vi har i nogle af de foregående debatindlæg i socialdebatten om retssikkerhed kunnet læse spændende indlæg, og vi kan se, at tiden er kommet til, at vi får et nationalt sæt borgerrettigheder. For vi kan ikke blive ved med at høre om alle de ting, der går galt for vores medlemmer i mødet med kommunerne.

For vi hører ustandselig om alt for lange sagsbehandlingstider, sagsbehandlingsfejl i kommunerne uden særlige konsekvenser for kommunerne - og kommuner, der tester systemet og går lige til grænsen i deres afgørelser.

Mangler tydelig begrundelse
Vi oplever gang på gang at få henvendelser fra medlemmer, hvor vi bliver forundrede over kvaliteten af afgørelserne. Afgørelser, der ikke er til at gennemskue, fordi de ikke er ordentligt begrundet. Afgørelser, der mangler mellemregning, så man ikke kan se, hvordan resultatet er fremkommet – og afgørelser, hvor der ikke er foretaget partshøring eller givet klagevejledning.

Vi ser også borgere, der får frataget hjælpen udelukkende på grund af ændret serviceniveau i kommunen. Sidste år anlagde Ældre Sagen retssag (Køgesagen). Sagen handlede om, hvor vidt kommunerne kan ændre hjælpen, for eksempel til hjemmehjælpsmodtagere, uden at der er sket bedring i deres personlige forhold, eller at hjælpen kan gives på anden vis. Vi fik desværre ikke medhold i sagen.   

Ifølge Nadia Buchards indlæg den 5. juni 2014 fremgår det af tal fra Scleroseforeningen, at ”de handicappede får i mindre og mindre grad de ydelser fra kommunerne, de har krav på. Det gælder økonomisk, det gælder hjælpemidler og det gælder daglig hjælp”.

Det samme kan vi sige om ældre mennesker. For eksempel er næsten hver tredje time til praktisk hjemmehjælp og næsten hver ottende time til personlig pleje skåret væk siden 2008.

Fundamental usikkerhed hos ældre
En konsekvens af Køge-sagen er, at der er en fundamental usikkerhed hos ældre, når de får bevilget varig hjælp for eksempel til personlig pleje eller praktisk hjælp. Hvis kommunen ændrer serviceniveauet, kan den tilsvarende nedsætte den varige hjælp, selv om der ikke er sket en bedring af helbredet og et deraf afledt mindre behov hos borgeren. Det et stort hul i retssikkerheden.

Hvis kommunen ændrer serviceniveauet, kan den tilsvarende nedsætte den varige hjælp, selv om der ikke er sket en bedring af helbredet og et deraf afledt mindre behov hos borgeren. Det et stort hul i retssikkerheden.

Bjarne Hastrup
Adm. direktør, Ældre Sagen

Gennem de senere år har kommunerne indført rehabiliteringsforløb, som kan være gode for borgere, der magter det. Men vi oplever desværre også, at ældre har fået nedsat deres hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp, inden et rehabiliteringsforløb er afsluttet, og inden det dermed har vist sig, om hjemmehjælpsmodtageren har fået et mindre behov for hjælp som følge af rehabiliteringsforløbet.

Hvordan er man som hjemmehjælpsmodtager, handicappet eller socialt udsat beskyttet mod at få frataget hjælp, som man har fået bevilget og forsat har behov for?

Vi mener, at det bør fremgå af lovgivningen, at nødvendig hjælp ikke kan fratages med mindre, at der er sket en bedring i modtagerens forhold, som medfører et mindre behov for hjælp, eller at det er blevet muligt at yde hjælpen på anden vis for eksempel ved indførelse af velfærdsteknologi i samarbejde med borgeren.

Der er ingen, der bliver visiteret til hjælpemidler, hjælp til personlig pleje eller andet, uden at der et behov for det. Dette behov skal opfyldes bedst muligt og med en sikkerhed for, at hjælpen ikke bliver frataget uden anden grund, end at kommunen skal spare penge.