ALT: Beskæftigelsen skal bygge på tillid og velvilje

Af Torsten Gejl (ALT)
Socialordfører

Vores beskæftigelsesindsats er baseret på en kultur af mistro og mistillid, der nedbryder mennesker – uden at have den ønskede effekt for beskæftigelsen. Indsatsen ser dermed snarere ud til at være tiltænkt en tilfredsstillelse af en misforstået og fordomsbaseret retfærdighedsfølelse.

Den tilgang har fatale konsekvenser, både for frontpersonalet i kommunerne og selvfølgelig særligt for de borgere, der bukker under for mistilliden. Den seneste uges begivenheder må dog alligevel have åbnet en dør på klem hos selv de største kynikere for, at vi endeligt kan få ændret på dette system og fremover bygge på tiltro til mennesker, gensidig tillid og medmenneskelig velvilje.

To begivenheder har præget det social og beskæftigelsespolitiske område hen over weekenden. Fredag kom regeringen med sit såkaldte moderne kontanthjælpsloft, der vil gøre de fattigste familier endnu fattigere – med den begrundelse, at der er behov for at øge deres økonomiske motivation for at arbejde. Søndag stod igen på triste nyheder fra kontanthjælpssystemets verden, da det kom frem, at de ofte kritiserede ressourceforløb har sendt flere mennesker i graven end ud på arbejdsmarkedet.

Vi skal ikke sparke nedad
Det er sørgeligt, at det bedste, vi i det 21. århundrede kan udtænke, er en samfundsmodel og et politisk system, hvor vi i den grad sparker nedad og hellere strammer skruen og svinger pisken end rækker hånden ud, når mennesker åbenlyst har behov for støtte, forståelse og opbakning.

En af statsministerens mest yndede paroler har i de seneste år været, at man i regeringspartiet har højt til loftet og langt til døren, når bølgerne har gået højt, og der har været udfordringer for fællesskabet. I den forgangne uge er det så blevet slået fast, at vi som samfund bestræber os på at bevæge os mod det stik modsatte yderpunkt.

Når det kommer til kontanthjælpsmodtagere, har fællesskabet tilsyneladende ingen interesse i empati og generøs medmenneskelighed og forståelse.

Torsten Gejl (ALT)
Socialordfører

Nemlig at gøre loftet så lavt som muligt og skubbe de mest pressede mennesker så tæt på kanten som overhovedet muligt. Når det kommer til kontanthjælpsmodtagere, har fællesskabet tilsyneladende ingen interesse i empati og generøs medmenneskelighed og forståelse.

Jeg har selvfølgelig tænkt mig at gøre alt, hvad der overhovedet er muligt fra min stol for, at kontanthjælpsmodtageres forhold ikke forringes og for at sikre, at ressourceforløbet ikke misbruges af kommunerne til at fratage udsatte og bebyrdede mennesker deres ret til førtidspension med frihed og ro til at komme sig.

Endeligt opgør med mistillidskulturen
Jeg har nemlig altid troet på, at alle – også kontanthjælpsmodtagere – har lyst, mod og drivkraft til at arbejde. Og det er da også lige præcis det, som bedste viden og forskning på området viser.

Og her nærmer vi os så et lyspunkt. Fordi siden regeringen – i kraft af det parlamentariske flertal – vil få gennemtrumfet sit kontanthjælpsloft, må det jo betyde, at også den nu tror på, at kontanthjælpsmodtagernes lyst, mod og drivkraft til at arbejde er sikret.

Kontanthjælpsloftet må jo betyde, at de politikere, der føler sig mest hjemme ved at indsætte personers intentioner, lyster og værdier som tal i et regneark, har fundet en model, der giver dem i ro i maven og tillid til, at de arbejdssøgende er arbejdsivrige og parate medmennesker.

Her kan man jo så indskyde, at vi jo ikke skal langt tilbage for at få syn for borgernes arbejdsiver. Frem til 2008 oplevede vi rekordhøj beskæftigelse, og det var jo ikke en ugidelighedsepidemi, der eksploderede i sommeren 2008. Det var en finanskrise.

Mennesker vil gerne arbejde
Desuagtet, hvis kontanthjælpsloftet er det, der skal til for at give regeringen den basale tro på borgerne, vil det være et håbefuldt resultat. Det vil nemlig betyde, at det vil være en logisk brist, hvis regeringen så samtidig har tænkt sig at fastholde en social- og beskæftigelsesmæssig indsats, der beror på mistro, pisk og kontrol. Siden alle jo nu må være enige om, at mennesker altså gerne vil arbejde.

Eneste mulige resultat af det må jo så blive, at vi - sådan helt logisk set – kan vende vores beskæftigelsessystem fuldstændig på hovedet og begynde forfra. Og dermed, at vi endeligt kan indrette et reelt servicesystem indrettet på kontanthjælpsmodtagernes præmisser. Vores forslag er et kontanthjælpssystem uden modkrav og en indretning af jobcentrene, så sagsbehandlere endeligt kan blive servicemedarbejdere, der kan hjælpe, som de agter.

Lige nu jagter vi på beskæmmende vis det sidste ud af dem, der på ingen måde kan – i forsøget på at sikre os, at ingen går fri. Det er tragisk for de mennesker, det går ud over og nu også politisk, logisk usammenhængende. Det kan godt være, at mine holdninger er for postmoderne for regeringen.

Men helt simpel logik må da være et udmærket grundlag for at mødes og samarbejde for at forbedre vilkårene for de mest trængte mennesker. Nu, hvor mistroen burde være væk, kan vi vel arbejde for et system, der bygger på tillid og velvilje. Det håber jeg inderligt.