Debat

Børnechef: Et børneudspil for børn

DEBAT: Regeringens børneudspil skal bygge oven på den viden, vi allerede har, og tage udgangspunkt i børnenes dagligdag. Det skriver Dorte Brøns, børnechef i Randers kommune.

Foto: Colourbox.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dorte Brøns
Børnechef i Randers Kommune

Mens vi venter på regeringens børneudspil, så er det værd at huske på, at vi allerede ved, at der er nogle indsatser, som virker bedre end andre.

Vi ved, at dagtilbudsområdet allerede har gennemgået både en stor forandring og en stille reform de sidste 10-15 år.

Dagtilbud var tidligere et pasningsområde. Nu er det heldigvis bredt anerkendt, at dagtilbud handler om både pasning, læring, udvikling og trivsel i samarbejde med forældrene. Og det er bredt anerkendt, at læring ikke starter i skolen, men at det er i dagtilbuddene, de første betydningsfulde skridt hen mod at kunne magte verdenen, starter for langt de fleste børn.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Tag udgangspunkt i børnene
Vi skal bygge oven på den viden, som vi allerede har, og vi skal lade indsatserne hvile på solid forskning om, hvad der virker. Og vi skal arbejde målrettet på at få alle børn med i den udvikling. Ikke kun i kommunale og selvejende institutioner, men i alle pasningsordninger, offentlige som private.

Midt i disse ambitioner, så bør det kommende udspil både have fokus på og tage udgangspunkt i dem, som det i virkeligheden handler om.

Det faglige blik og refleksion på arbejdet i dagtilbuddene skal flyttes fra voksenhøjde til børnehøjde og tilbage igen.

Dorte Brøns
Børnechef i Randers Kommune

Det skal derfor sikres, at det bliver et børneudspil for børn.

Det kommende børneudspil bør sikre plads til, at der kommer fokus på, at børn er de bedste til at give udtryk for, hvad der betyder noget i deres dagligdag. Og det er børnene rigtigt gode til, hvis der hos de voksne er plads til at lytte til de vigtige beskeder, som børnene kan give.

De budskaber, som børnene kommer med, skal de voksne tage ansvar for at bruge, når læringsmiljøerne tilrettelægges og udvikles, og når det pædagogiske arbejde planlægges.

Det betyder, at det faglige blik og refleksion på arbejdet i dagtilbuddene skal flyttes fra voksenhøjde til børnehøjde og tilbage igen.

Skole og dagtilbud kan lære af hinanden 
Børneperspektivet er derfor et vigtigt element blandt flere, som har betydning for, at der i dagtilbuddene kan skabes udvikling af læringsmiljøer af høj kvalitet for alle børn. Det gælder også for de børn, som kommer fra en opvækst, som nogle gange kan være helt forskellige fra, hvor medarbejderne måske selv er opvokset, og har fået deres værdier fra.

Når børneudspillet kommer, bør udspillet samtidig række hen mod skolen, men det skal række hen mod skolen i et ligeværdigt samarbejde om konkrete indsatser frem for at handle om, hvordan samarbejdet skal organiseres. Både skole og dagtilbud kan lære rigtigt meget af hinanden.

Så med børneudspillet ønskes et børneudspil for børn, for alle børn, og med udgangspunkt i børnenes perspektiv og i viden, der virker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00