DH: Borgernes retssikkerhed får alarmklokkerne til at ringe

Af Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Hvis man sætter sig for helt nøgternt at beskrive, hvordan præciseringen om at økonomiske hensyn kan inddrages, når kommuner fastsætter hjælpen til en borger, har påvirket måden kommunerne visiterer til ydelserne på, så tegner der sig et dystert billede på flere niveauer.

Det skyldes dog ikke alene præciseringen i lovgivningen, men i høj grad også de rammer, der er sat op om kommunernes mulighed for økonomisk prioritering. Det betyder, at selve måden, man håndterer dét at hjælpe borgere, bliver afsporet, og resultatet bliver en nedadgående spiral.

De små kommuner lades i stikken
For det første er kommunerne underlagt en budgetlov, som tvinger dem til at have et meget kort udsyn på socialområdet på et år ad gangen. Når de kun kan se et år frem, så bliver det meget svært at gå ind i de grundige langsigtede indsatser, som borgerne har brug for. Og det bliver umuligt at tænke i hele liv, hvor investeringer i borgerens liv på nogle tidspunkter kan være stor, for så på andre tidspunkter at blive mindre.

For det andet betød ændrede refusionsregler ved kommunalreformen og kommunernes fulde finansieringsansvar, at dyre enkeltsager i dag fylder alt for meget i nogle af de mindre kommuner.

Reelt kan én trafikulykke, hvor en borger kommer voldsom til skade og må leve resten af sit liv med et omfattende handicap, betyde, at kommunens budget vælter. At enkeltsager fylder har vi bl.a. set ved, at kommunalbestyrelser har drøftet de dyre enkeltsager, som dermed er blevet stillet offentligt til skue. Det er ikke rimeligt for den enkelte borger med behov for hjælp og støtte.

Som sidste skud på stammen kommer nu omprioriteringsbidraget, som igen vil presse kommunerne yderligere til at sætte økonomi før faglighed.

Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

En konsekvens er også, at dyre ordninger som f.eks. BPA er kommet under voldsomt pres, og borgere frakendes hjælp, som de virkelig har brug for. Det solidaritetsprincip, som er en af de bærende handicappolitiske grundpiller, er reelt sat ud af kraft. Vi oplever hverken solidaritet mellem kommunerne eller mellem staten og kommunerne.

Derfor bliver de små kommuner ladt i stikken, når de får dyre sager. Vi har set tilsvarende på børneområdet, hvor alt for mange sager med kommuner, der undlod at anbringe børn, som var i fare, førte til en ændret statslig refusion. Dette ser vi også gerne ske på voksenområdet, så dyre enkeltsager ikke fører til afgørelser, der ikke er fagligt funderet eller tvinger kommunerne grønthøsternedskæringer for hele kommunen.

En særdeles vanskelig opgave
For det tredje har vi set, at også fagligheden har tabt med det øgede fokus på økonomien. Særligt når det gælder den specialiserede faglige viden, som kommunerne skal indhente andre steder fra. Igen får kortsigtede økonomiske hensyn forrang for den rigtige langsigtede løsning.

Flere kommuner vil nemlig ikke indhente - eller ikke bruge - den specialiserede viden om, hvad den rigtige indsats er, fordi de mener det bliver for dyrt. Det er en uhensigtsmæssig logik, for den rigtige løsning kan være dyr på den korte bane, men den vil være billigere på den lange bane, fordi borgeren får hjælp til at blive så velfungerende og selvstændig som mulig. Det er vel det, som investering i mennesker handler om?

Som sidste skud på stammen kommer nu omprioriteringsbidraget, som igen vil presse kommunerne yderligere til at sætte økonomi før faglighed. Nogle hævder, at kommunerne skal finde besparelserne andre steder end på den borgernære kernevelfærd.

Men det ser ud til at være en særdeles vanskelig opgave, for allerede nu taler flere kommuner om besparelser på netop handicapområdet og ældreplejen, som begge må siges at høre til kernevelfærdsområder.

Konklusionen er, at det kun ser ud til at blive værre. Den præcisering, som vi taler om her og de rammer, som kommunerne har for prioritering, har skubbet udviklingen i en forkert retning. Løsningerne er kortsigtede og mangler helhedsorientering.

Der sker desværre en legitimering af kommunernes tendens til at gå til kanten af loven og i visse tilfælde ud over kanten - i besparelsernes navn. En udvikling, som medvirker til en dyb tillidskrise mellem kommune og borger, og som får de røde alarmklokker til at lyse meget skarpt, når det gælder borgernes retssikkerhed.