Socialrådgivere: Boligstøttebesparelser er en falliterklæring

Af Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Forringelserne af mulighederne for boligstøtte, som er med til at finansiere Finansloven for 2016, har været under heftig beskydning fra flere kanter.

Blandt andet har interesseorganisationer for børn, ældre, handicappede, socialt udsatte samt almene boligselskaber og socialfaglige organisationer kritiseret, at det er de mest udsatte borgere, som betaler prisen for skatte- og afgiftslettelser.

I særdeleshed Dansk Folkeparti har fået heftig kritik for ikke at afvise forringelser for de borgere i Danmark, der har mest brug for økonomisk støtte til boligudgifterne som følge af for eksempel handicap, psykisk sygdom eller bare et langt og opslidende liv på arbejdsmarkedet.

Og når eksempelvis Danske Handicaporganisationer melder om, at flere af deres medlemmer vil få problemer med at få økonomien til at hænge sammen – eller overhovedet at kunne betale deres bolig – er det efter min bedste overbevisning tæt på at være en falliterklæring for vores velfærdsstat.

For hvis ikke handicappede og sindslidende skal sikres mulighed for at have et forsvarligt sted at bo, hvem skal så?

Skal vi have et fornuftigt udgangspunkt for at skabe fremdrift for udsatte borgere, er det essentielt, at der er styr på borgernes boligsituation.

Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Et samfundsøkonomisk problem
Det her er ikke bare et etisk eller moralsk spørgsmål om, hvorvidt det er ”synd” for nogle udsatte grupper. Det er i den grad et samfundsøkonomisk problem. For hjemløsheden – som kraftigt er på vej op, særligt for de unge – åbner for en lang række yderligere sociale problemer, som kan forværre og komplicere titusinder af borgeres livssituation og medføre store ekstraudgifter for kommunerne.

Allerede nu melder adskillige kommuner – især omkring de større byer – om, at det er svært at finde boliger, som eksempelvis unge kontanthjælpsmodtagere har råd til at bo i. Manglen på billige boliger er – særligt i København – en af de allerstørste barrierer for de socialfaglige indsatser, som skal få udsatte unge i uddannelse og på sigt gøre dem i stand til at mestre deres liv.

Samtidig kan kommunerne over en bred kam se frem til store problemer med at finde boliger til det stigende antal flygtninge. Og mens de må anvises til hoteller, barakker eller telte, vil lejligheder i nærheden stå tomme hen, fordi flygtningene og andre udsatte borgere, som har brug for en bolig, ikke har råd til at betale huslejen.

Styr på borgernes boligsituation
At ældre og handicappede nu også melder sig i den efterhånden lange kø af mennesker, som kommuner har udfordringer med at anvise boliger til, gør absolut ikke situationen bedre. Det medfører på kort sigt enormt pres på ressourcerne til boliganvisning og på lang sigt risiko for, at langt flere borgere udvikler tunge sociale problemer, som kommunerne skal håndtere.

Regeringens besparelser på finansloven er i virkeligheden dårligt forklædte ekstraudgifter for kommunerne, som vil lægge yderligere pres på udsatte borgere samt socialrådgivere og andre offentligt ansatte socialarbejdere.

Omprioriteringsbidraget – de kommunale udgiftslofter, hvor kommunerne skal spare milliarder i de kommende år – som det borgerlige flertal har vedtaget, giver ikke umiddelbart håb om flere ressourcer til indsatser for det stadigt større antal borgere, som vil få svært ved at finde eller fastholde en bolig.

Skal vi have et fornuftigt udgangspunkt for at skabe fremdrift for udsatte borgere, er det essentielt, at der er styr på borgernes boligsituation. Alternativet er, at socialrådgivernes indsatser begrænses til damage control uden udsigt til fremgang og styrkelse af borgerne.

Forringelserne af boligstøtten er altså i den grad kontraproduktive. Og når politikerne på Christiansborg gennemfører nedskæringerne på trods af den massive kritik, er det ikke bare udtryk for symbolpolitik – det er simpelthen dårlig forvaltning af det offentliges kassebeholdning.