Af Susanne Katz
Master i udsatte børn og unge, faglig leder i CAFA - Center for afklarende og forebyggende socialt arbejde

Der sidder ti mennesker rundt om mødebordet. Et forældrepar, familiens ældste og udeboende søn på 18 år, hans kontaktperson, familiens sagsbehandler, morens psykolog, en familiebehandler, en pædagog fra SFO og en skolelærer til familiens 10-årige søn. For bordenden sidder koordinatoren.

Omdrejningspunktet er den forebyggende indsats, som familien modtager for at undgå anbringelse af deres yngste dreng. Sagsbehandleren, som er myndighedsperson, ønsker en status. Konfliktniveauet er højt, så formålet er desuden at give grobund for et bedre samarbejde.

Den konkrete dagsorden
Forud for mødet har koordinator udsendt en dagsorden. Input er hentet fra alle deltagerne – er der spørgsmål, som de ønsker dialog om? Dagsordenen er meget konkret. Den er skrevet i et hverdagssprog uden fagtermer. Der er sat halvanden time af til mødet.

Koordinator byder velkommen, forklarer formålet med mødet og klarlægger mødets spilleregler: Alle skal have ordet, forskellige synspunkter hilses velkommen, koordinator leder mødet og styrer, hvem der kommunikerer med hvem om hvad.

Koordinator og konfliktmægler
Koordinator er ikke en del af konflikter og alliancer og har ikke nogen opgaver i sagen. Vedkommende bruger sin neutralitet til at sikre, at alle kan fremsætte synspunkter, holdninger og spørgsmål. Koordinatoren spørger uddybende, giver plads til forklaringer og anerkender frustration og uenighed.

I Ankestyrelsens praksisundersøgelser fra 2008, 2009 og 2011 om anbringelser fremgår det, at der ikke i tilstrækkelig grad arbejdes med koordinerende metoder, hvor både de professionelle, familien og den unge inddrages i sagsbehandlingen på samme tid. Af undersøgelserne fremgår det også, at det halter med fastsættelse af konkrete mål for arbejdet

Susanne Katz
Faglig leder i CAFA

Ved konflikt bevarer koordinator kontrollen, giver tid, holder fokus på barnet og den unge, spørger til informationer og afklaringer hos de forskellige parter. Hvad betyder uenigheden for det arbejde, de sammen skal gøre for barnet? Og hvad skal der til for at afhjælpe problemet? 

Koordinator har fokus på, at mødedeltagerne sætter konkrete mål for den støtte, som barnet og familien skal have. Det skal hele tiden afklares, hvad, hvorfor, hvem, hvordan og hvornår.

Desuden sikres det, at uafklarede spørgsmål ikke ender uløste eller med en manipuleret løsning. Uenigheder tydeliggøres, og beslutningskompetencen afklares. Det, der eventuelt ikke kan nås på dette møde, sættes på dagsordenen til det næste.

Efter mødet udarbejder koordinator et udførligt referat og fremsender det til alle mødedeltagere.

Testet i ni kommuner
Scenen ovenfor er fiktiv, men den ligner virkeligheden. Siden 2006 har vi i CAFA anvendt denne form for koordination og mødeledelse i komplekse børnesager med mange fagpersoner og i sager med et højt konfliktniveau.

Metoden blev udviklet i projektet ”Styring og koordinering af kortvarig intensiv indsats i sårbare familier”, som vi fik offentlige puljemidler til at gennemføre. I projektet indgik ni familier fra ni forskellige kommuner og 47 professionelle, heriblandt sagsbehandlere, pædagoger, psykologer, kontaktpersoner, familiebehandlere, aflastningsfamilier og lærere.

Inddragelse og selvbestemmelse
Familierne modtog alle hjælpeforanstaltninger i henhold til Serviceloven. Vores udgangspunkt var at udvikle en helhedsorienteret, tværfaglig og sammenhængende metode til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen.

Familierne og de unge i projektet udtalte i en evaluering blandt andet, at de oplever sig mere og bedre inddraget. Flere oplevede det nemmere at gå til møde med kommunen, fordi de kan tale med, og fordi deres meninger bliver hørt.

Koordinationen giver familierne mulighed for at komme til orde og påvirke de professionelles problemdefinition. Den medfører samtidig, at drøftelserne ikke kører af sporet, og man oplever sig bedre behandlet.

Sparer tid og giver fremdrift
De professionelle udtalte sig også i evalueringen. De pegede blandt andet på:

• Sagsbehandlerne sparer tid. Der skal afholdes langt færre møder, møderne bliver gennemført (aflyses ikke), der koordineres mindre, anvendes mindre tid på at tale med sagens parter mellem møderne osv. Efter de første par møder bliver selve mødetiden også kortere.

• Koordineringen udvikler sagen i positiv retning og giver fremdrift. De konkrete og præcise målsætninger kvalificerer arbejdet.

• Koordineringen giver bedre sammenhæng i det faglige arbejde og tillid mellem de professionelle. De professionelle får også lyttet til hinanden og afklaret, hvem der gør hvad og hvornår.

• Den tid, koordinatoren anvender, opvejes helt (og mere til) af den tid, som sagsbehandler og de andre professionelle sparer.

Desværre ikke dagligdag
Selv om det beskrevne kan synes elementært, er det desværre ikke dagligdagen i arbejdet med udsatte børn og familier. Her råder ofte mangel på struktur.

Tilfældigheder styrer, møder aflyses, der mangler mødeledelse, placering af ansvar og reel inddragelse af forældre, børn og unge.

I Ankestyrelsens praksisundersøgelser fra 2008, 2009 og 2011 om anbringelser fremgår det, at der ikke i tilstrækkelig grad arbejdes med koordinerende metoder, hvor både de professionelle, familien og den unge inddrages i sagsbehandlingen på samme tid. Af undersøgelserne fremgår det også, at det halter med fastsættelse af konkrete mål for arbejdet.

Det er lidt paradoksalt, når der med en meget lille og i øvrigt ressourcebesparende indsats kan ske store positive forandringer og udviklinger i de konkrete sager. Det er en lille indsats, der gør så stor en forskel for alle parter.