Af Lise Beha Erichsen,
Direktør i HjerneSagen

Så sker det igen - endnu et højt specialiseret hjerneskadetilbud trues af lukning. Denne gang er det Taleinstituttet i Aalborg og Hjerneskadecentret samme sted. Og endnu engang er der grund til at stille spørgsmålet - hvad kommer det til at betyde for kvaliteten af den genoptræning, hjerneskadede har så hårdt brug for?

I HjerneSagen ved vi, hvad det vil sige at leve med alvorlige følger efter en hjerneskade. Det kan for eksempel være tale- og sprogproblemer. Vi ved, hvor nødvendigt, det er, at mennesker med kommunikationshandicap får højt kvalificeret, tværfaglig genoptræning af fagpersoner, hvis de skal kunne komme så langt som overhovedet muligt med deres genoptræning - til gavn for dem selv, deres nærmeste og ikke at forglemme samfundet.

Høj faglig viden er nødvendig. De alvorlige følgevirkninger kræver højt specialiseret viden, hvis behandlingen for alvor skal have effekt, og den skal målrettes den enkelte i forhold til alder, kompleksitet og andre følgevirkninger.

Strukturkommissionen fastslog i sin betænkning forud for kommunalreformen i 2007 at specialiserede ydelser til personer med særlige behov kræver et befolkningsgrundlag, der er større end 225.000 borgere. Det er væsentlig flere, end de fleste kommuner kan mønstre.

Hvordan vil man sikre et tværfagligt, stærkt miljø, hvis man splitter de højt specialiserede tilbud op i mindre kommunale enheder?

Lise Beha Erichsen
Direktør i HjerneSagen

Derfor er det også så uforståeligt, at mange kommuner for tiden hjemtager mange af disse komplekse opgaver. Ganske vist opkvalificerer kommunerne sig i denne tid takket været de 150 mio. kr., som staten har afsat over tre år, men det betyder ikke, at man kan opbygge tilstrækkeligt højt kvalificerede tilbud i de enkelte kommuner.

Stærkt fagligt miljø i opsplittede enheder? 
Et andet problem er, at mange af de specialiserede hjerneskadetilbud har status som VISO-leverandør (VISO er den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og i specialundervisningen). Som leverandør til VISO skal man have tilknytning til et kollegialt og fagligt miljø, som skal sikre den nødvendige viden og kvalificerede medarbejdere. Det kan være vanskeligt, grænsende til umuligt at se, hvordan et så stærkt fagligt miljø kan bygges op i kommunalt regi.

Udviklingen får mig til at spørge de ansvarlige politikere både lokalt og centralt:
Hvordan vil man sikre et tværfagligt, stærkt miljø, hvis man splitter de højt specialiserede tilbud op i mindre kommunale enheder?

Hvordan vil man sikre, at indsatsen bygger på den nyeste nationale og internationale viden på hjerneskadeområdet, hvis man ikke har et tværfagligt og samlet miljø?