Eks-direktør: Socialstyrelsen er underlagt et spindoktor-styre

Socialstyrelsen bidrager aktivt til en vidensbaseret socialpolitik, der medvirker til en effektiv social indsats til gavn for borgerne.

Sådan beskriver styrelsen selv sin vigtigste opgave.

Men den viden er filtreret, vinklet og i høj grad underlagt et slags spindoktorstyre. Det mener den tidligere direktør i Socialstyrelsen, Knud Aarup, der forlod den post i august 2015.

”Der er mange vidende personer i Socialstyrelsen. Men det er svært at komme ud med al den viden, når man ikke er en uafhængig vidensstyrelse. Viden bliver filtreret fra, hvis det ikke lige passer ind i den politiske proces. Ellers risikerer det at blive vinklet på en sådan måde, at de centrale budskaber fremstår, så de passer ind politisk eller administrationspolitisk,” siger han.

Det er i den statslige styringsoptik fuldstændigt ligegyldigt, hvad socialrådgiverne og socialpædagogerne mener, fordi de bare forfægter egeninteresse. Sådan er de.

Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialsyrelsen

Hvordan kan det være?

”Vi er en del af styringskæden fra Folketinget til regeringen, som går over ministeren til departementschef og til styrelsen. Så i den forstand er vi en del af det statslige apparat. Problemet er bare, at vi sidder med viden på områder, som ikke er kommet ud tydeligt,” lyder det.

Knud Aarup peger blandt andet på handicapområdet, hvor der fx har manglet viden om, hvilke grupper der kan og ikke kan indgå i folkeskolens nye fokus på øget inklusion. Her har ADHD og autisme ifølge ham været sammenblandet som én diagnose, selvom det er to meget forskellige diagnoser.

”I inklusionens navn har man integreret mange personer, der har vanskeligt ved at blive integreret. Generelt er inklusion godt. Men det skal gøres begavet. Når man laver de her sammenblandinger, så går det blandt andet ud over autister,” siger han og fortsætter:

”Der er altså nogen, der får dårlige undervisningstilbud og sociale færdighedstilbud, fordi de bliver blandet sammen. Og vi i Socialstyrelsen kan ikke selvstændigt ytre det. Det er ministeren, der bestemmer, hvad der kommer ud fra styrelsen. I den forstand er det spindoktor-styret. ”

Se mod Sundhedsstyrelsen
Han mener, at Socialstyrelsen burde have samme frihed som eksempelvis Sundhedsstyrelsen. Da Knud Aarup startede som direktør for Socialstyrelsen i 2012, var en af målsætningerne for ham at sikre ”en vis uafhængighed eller armslængde”.

Det er bare ikke lykkedes, erkender han.

Den manglende frihed i Socialstyrelsen går eksempelvis også udover ordblinde, som på grund af deres lidelse bliver sorteret fra i uddannelsessystemet – fem procent af en ungdomsårgang lider af ordblindhed, mens der formodentlig er under 0,5 procent på de videregående uddannelser, forklarer han:

”Det er et samfundstab. Mennesker får ikke mulighed for at leve det liv, de vil, eller få den uddannelse, de vil. Vi skaber 'underperformere'. Vi har forsøgt i  Socialstyrelsen flere gange at sættes fokus på det. Men der er ikke den store interesse,” siger han og fortsætter:

”Området ligger hverken helt klart i Socialministeriet eller Undervisningsministeriet - og hele specialundervisningsområdet falder ligesom midt mellem stolene. Det er et godt eksempel på et vidensområde, der er ved at gå tabt i Danmark. Og det burde være et politisk problem, men det bliver ikke italesat som et politisk problem.”

Mange filtre
Hvad sker der, når du eksempelvis rejser problemstillingen om inklusion?

”Jeg kan forsøge at formidle den videre til departementet. Men hvis det ikke bliver bragt videre eller prioriteret af ministeriet eller ministeren, så kommer den viden ikke offentligt frem. Viden bør bringes frem uafhængigt af de filtre, som der er for mange af. Problemerne er der jo uanset, om jeg påpeger det eller ej.”

Socialstyrelsen kan end ikke skrive en pressemeddelelse, uden at det skal godkendes af departementet, påpeger Knud Aarup.

Venstre-regeringen lægger med social- og indenrigsminister Karen Ellemann i spidsen op til, at man skal satse mere på at opbygge viden om, hvad der virker - og så sikre, at den viden bliver brugt i de sociale indsatser.

Hvordan kan man sikre, at viden bringes frem for offentligheden?

”Det er for mig at se et stort problem, at ingen bliver holdt politisk ansvarlige for, at det ser ud, som det gør. Vi lever i et politisk demokrati, hvor det er afgørende, at nogen tager ansvar for et område. Og hvis ikke der er debat om det, tager ingen ansvar,” siger han.

Satspulje dræner debatten
En af hovedårsagerne til det er ifølge ham, at socialpolitikken har sin egen finanslov. Altså satspuljen.

”Dermed bliver der ingen offentlig drøftelse af, hvordan vi prioriterer forskellige indsatsområder. Debatten holdes i satspuljekredsen, som foregår bag lukkede døre med forligsparterne (alle partier undtagen Enhedslisten, red.),” siger han og fortsætter:

”Der er en rytme i den årlige politikudvikling fra partiernes sommergruppemøder frem mod finansloven, hvor forskellige politiske prioriteringer bliver tematiseret. Man har en masse politiske meldinger og politisk debat, hvor meninger brydes. Det eneste, der ikke kommer meldinger om, er socialpolitikken.

Men der er da masser af meldinger om eksempelvis ældre- og børneområdet?

”Jo, men det er enkelte symbolmeldinger. Man får ikke en åben drøftelse. I stedet får man debat på enkeltsager som den i Odense. Men vi får ikke nogen debat om, hvordan det sociale område skal se ud om ti eller tyve år,” siger Knud Aarup.

”Overvej, hvordan debatten forud for folkeskolereformen var. Her blev klare principper og prioriteringer diskuteret. Det handlede eksempelvis om sammenhæng mellem bevægelse og læring samt lektiehjælp. Debatten var der, og nogen tog politisk ansvar. Sådan er det ikke på socialområdet,” fortsætter han.

Han savner, at der er en offentlig ansvarstagen for blandt andet handicappede, udsatte børn, hjemløse, prostituerede.

”Men den er der ikke. I bedste fald siger de alle sammen, det er nødvendigt at gøre noget,” lyder det.

Hvem tør?
Hvordan ser du, at der mangler mål?

”Jeg savner en drøftelse om, at vi i mange år har haft indsatser for over 40 milliarder kroner om året på det specialiserede socialområde. Men hvor mange sociale problemer har vi løst? Hvorfor forventer vi ikke, at sociale problemer kan blive løst, når vi forventer, at folk kan blive helbredt for kræft.”

”Det handler om, at debatten om prioritering på socialområdet reelt foregår i et lukket rum. Vi er ikke særlig ambitiøse på det sociale område. Jeg savner den politiker, der stiller sig op og siger, at man vil have fjernet fem procent af alle sociale problemer inden 2020,” fortsætter han.

Men der findes da de sociale 2020-mål?

”Det er en lidet ambitiøs begyndelse, selvom om det kan vise sige at blive svært. Men det er heller ikke de bedste mål. Tag eksempelvis færre sammenbrud i anbringelser, som er et mål. Det er jo ikke altid dårligt, at man afbryder en anbringelse og flytter børn til eksempelvis en specialiseret institution. Det kan der være gode grunde til.”

Hvad er det største problem på socialområdet lige nu?

”Det er, at vi ikke får nok effekt på området. Og det skyldes blandt andet, at vi ikke har en ordentlig debat om socialområdet. Det hænger sammen,” siger han.

Faggrupper i konflikt
Hvorfor er der ikke nok effekt af de sociale indsatser?

”Det har noget at gøre med, hvordan viden på det sociale område udvikles. Vi har ikke været gode nok til at bruge god viden og dokumentere god viden, så den gode indsats kan flyttes fra den ene socialarbejder til den anden, selvom Socialministeriet har forsøgt at formulere en vidensdagsorden,” siger han,

”Problemet er bare, at det ofte ender med, at der etableres et bureaukratisk helvede for socialarbejderen. Det handler om, at der ikke er særlig god tillid mellem økonomerne i centraladministrationen og socialarbejderen,” lyder det.

Den manglende tillid har udspring i det ”styringsparadigme”, der ifølge Knud Aarup gennemsyrer den måde, staten udøver ledelse på.

”Faglig viden er i udgangspunktet suspekt set fra centraladministrationen, fordi faglig viden giver dig mulighed for at forfølge egeninteresse. Det er i den statslige styringsoptik fuldstændigt ligegyldigt, hvad socialrådgiverne og socialpædagogerne mener, fordi de bare forfægter egeninteresse. Sådan er det,” siger han og fortsætter:

”Men det er eksempelvis interessant, at de fleste kommuner, der på det børnesociale område har haft besøg af Socialministeriets task force, alle har forøget antallet af sagsbehandlere. Kommunerne har erkendt, at det var nødvendigt for at lave god sagsbehandling.”

Respekt for socialfaglighed er væk
Flere socialrådgivere har været nødvendige ifølge Knud Aarup, for at man kan følge familien eller den unge, der har brug for hjælp. Men når socialrådgivere siger, at der er behov for flere socialrådgivere, bliver det opfattet af økonomerne i centraladministrationen som om, de plejer egeninteresser.

”Dialogen om fagligheden fungerer ikke særligt godt. Men det er nødvendigt fremadrettet med en åben dialog.”

”Det er en fejl, at vi over de sidste mange år har fjernet respekten for fagligheden på de enkelte områder. Jeg kan se på det socialfaglige område, at betydningen af den socialfaglige viden i forhold til vores socialfaglige indsats er blevet mindre og mindre. Og det har givet nogen uheldige konsekvenser,” siger den tidligere direktør for Socialstyrelsen.

Kan man udvikle redskaber, der er universelle, når mennesker – rent intuitivt – er forskellige?

”Det skal man selvfølgelig være opmærksom på. Det er de dygtige socialarbejdere, der formår at bruge den viden, der passer ind i den konkrete case,” siger han og fortsætter:

”Måling handler ikke om at kigge socialrådgiveren over skulderen. Måling handler om at få viden om, hvad der har en effekt og hvad der ikke har. Problemet er, hvis måling bliver et redskab, som ledelsen eller økonomerne har lavet. Eksempelvis er det værste ord, jeg kender 'key performance indicator' også kaldt ’KPI’ere’. Det er centralbureaukraters måde at ødelægge det sociale arbejde på.”

”Heldigvis er der også en bevægelse i retning af, at det er den enkelte socialarbejder, der med den enkelte borger formulerer en målsætning for, hvad der skal ske af forbedringer inden for tre måneder. Man begynder at bruge socialarbejdere til at formulere de mål, som måles på. Måling skal give mening for den, der har bukserne på – både for den, der er kunde i butikken og for socialarbejderen,” fortsætter han.

Godt med fokus på viden, men...
Viden er godt. Og derfor er det godt, at socialministeren og ministeriet forsøger styrke fokus på netop det, mener Knud Aarup.

”Faren er, at man gør det hen over hovedet på de organisationer, der har viden om, hvordan brugerne har det. Så vil man fejle. Men jeg håber de lytter. Håber,” siger han.

”Hvis man ikke søger dialogen mellem brugerorganisationer, socialfaglige institutioner og myndigheder, og ikke forsøger at få den trekant til at fungere, så har vi tabt på forhånd. Jeg har set for mange trælse eksempler på, at man fra central statslig side tror, at man har fuld indsigt i et område. For det har man simpelthen ikke – i det hele taget mangler der folk med dyb socialfaglig indsigt i departementet,” lyder det.

Hvorfor tror du, at det er sådan?

”Folkene i departementet har ikke siddet i særlig lang tid. Og det er de samme medarbejdertyper, man rekrutterer. De er typisk djøf'ere. Der er ikke mange med en socialfaglig uddannelse eller en socialfaglig overbygning. Meget kan man sige om djøf'ere, men deres socialfaglige indsigt er ikke stor. Der er brug for mangfoldighed i departementer og styrelser, så man kan se problemer for flere forskellige sider. Ellers skaber man tunnelsyn” siger han og fortsætter.

”Det ser man generelt i centraladministrationens tro på KPI'erne. Hvis man bare opsætter den rigtige incitamentsstruktur, så vil folk jo tilpasse sig – folk handler jo efter egeninteresser og tilpasser sig. Den tro er så indarbejdet mange djøf’ere, at når folk kommer med det faglige argument, så bliver det tolket som en forfølgelse af egeninteresse.”

Mangler ikke penge
Hvordan kan man ifølge dig styrke det sociale område?

”Det er ingen nemme løsninger. Hvis jeg skulle komme med den ønskeseddel, så ville jeg starte med at nedlægge satspuljen, som skaber et lukket rum.”

Er der behov for flere penge til socialområdet, som ifølge kritikere er udsultet?

”Jeg vil ikke sige, at projekter for satspulje-penge står mål med de udfordringer, der er. Man mente eksempelvis, at der var behov for at styre pengene fra puljen bedre. Derfor øgede man egenfinansieringen, fordi det gav medansvar for dem, der søgte,” siger han og fortsætter:

”Det, de bare ikke vidste, var, at det tog min socialchef fem minutter at ændre vores ansøgning i Randers, så det så ud som om, at vores egenfinansiering passede. Man skrev simpelthen bare en masse aktiviteter, som vi allerede lavede, ind som selvfinansiering, og så omdefinerede man dem lidt. Det viser, at virkeligheden er meget mere mangfoldig, end teorien viser. Og hvis man ikke anerkender det centralt, bliver man selv taget ved næsen,” siger han.

Men kommuner har eksempelvis brudt loven på børneområdet, som ifølge mange kritikere skyldes dårlig økonomi?

”Kommunerne er presset økonomisk. Men man taler om, at lovbrud skulle være noget nyt. Ankestyrelsen har i mange år konstateret, at kommunerne har brudt loven jævnt hen over årene. Desuden har Socialministeriets task force fundet tårnhøje fejlprocenter i alle kommuner.”

Behov for en socialkommission
Men det er da også skræmmende?

”Ja, men der skal ikke bare tonses flere penge ind på området. Der kan godt være dele af området, hvor det kan være nødvendigt. Men det vigtigste er, at vi får mere ud af de penge, vi bruger. Så vil der også være meget at spare,” siger han og fortsætter:

”Det kan godt være, at vi bruger over 40 mia. kr. på det specialiserede socialområde. Men hvis vi brugte pengene mere effektivt og bedre, kunne man spare mange penge i kriminalforsorgen, på sundhedsområdet osv, som har positive effekter både menneskeligt og samfundsøkonomisk.”

Desuden mener Knud Aarup, at der er behov for at nytænke hele indsatsen på det sociale område – og derfor er det på tide at lave en 'Socialreformskommission', der ikke har været lavet siden 1969.

”Man er nødt til at gentænke hele området, for det er blevet mishandlet de sidste mange år,” siger han.

Nej til at fortsætte i styrelsen
Hvorfor sagde du nej til at fortsætte i Socialstyrelsen som vicedirektør?

”Jeg har siddet for bordenden i alt for mange år til, at jeg synes, at det er sjovt at sidde som nummer to. Jeg har klare principper, som jeg prøver at lede efter, som jeg ikke vil risikere at skulle se ødelagt af en anden direktør.”

”Og så ved jeg, at alt for mange ledere er så præget af gammeldags ordrestyring. Det mener jeg ikke passer til en moderne vidensvirksomhed som Socialstyrelsen. Det ville jeg ikke udsætte mig selv for,” fortsætter han.