Debat

Exitcirklen: Voldsramte migrantkvinder svigtes af et system med for høje dokumentationskrav

Voldsramte kvinder med ophold i Danmark svigtes fundamentalt af retssystemet, når voldsudøvere al for nemt kan udnytte den udsattes frygt for at blive udvist. Giv kvinderne friheden og integriteten tilbage ved at lempe dokumentationskravene, skriver Thea Lund Lillebæk og Josephine Amanda Jørgensen.

Lovgiver bør rette sin opmærksomhed mod, at det er en typisk
strategi for voldsudøvere at udnytte den udsattes frygt. Derfor skal dokumentationskravene lempes, skriver Thea Lund Lillebæk og Josephine Amanda Jørgensen.
Lovgiver bør rette sin opmærksomhed mod, at det er en typisk strategi for voldsudøvere at udnytte den udsattes frygt. Derfor skal dokumentationskravene lempes, skriver Thea Lund Lillebæk og Josephine Amanda Jørgensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Josephine Amanda Jørgensen
Thea Lund Lillebæk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Voldsramte kvinder med ophold i Danmark gennem familiesammenføring lever i ægteskaber uden mulighed for at flygte. Institut for Menneskerettigheder har i 2023 kritiseret udlændingelovens strenge dokumentationskrav for partnervold. Hos Exitcirklen – Veje ud af psykisk volds indsats ’’Til Døden Os Skiller – ret til islamisk skilsmisse’’ genkender vi problemstillingen.

Exitcirklen samarbejder med Mariam Moskeen, der giver kvinder, som fastholdes i voldelige ægteskaber, mulighed for at få islamisk skilsmisse uden mandens samtykke.

En islamisk skilsmisse er en skilsmisse, som ikke gælder efter dansk ret, men som kan have en religiøs, spirituel, psykologisk, social eller kulturel betydning. Desuden rådgiver Exitcirklen om, hvordan kvinden kan søge borgerlig skilsmisse, idet der somme tider både er foretaget en borgerlig og islamisk vielse.

Gang på gang beretter migrantkvinder om, at de ikke tør forlade voldelige ægteskaber, fordi de ikke kan dokumentere volden, og at deres opholdsgrundlag i Danmark afhænger af det.

Josephine Amanda Jørgensen og Thea Lund Lillebæk
Leder og koordinator, Exitcirklen

Kan miste opholdsgrundlag

Seneste opgørelse viser, at 38 procent af de kvinder, vi hjælper, er migrantkvinder. Gang på gang beretter de om, at de ikke tør forlade voldelige ægteskaber, fordi de ikke kan dokumentere volden, og at deres opholdsgrundlag i Danmark afhænger af det.

Typisk er det rodfæstet i kvindernes frygt for at miste deres børn. Derfor mener vi, ligesom Institut for Menneskerettigheder, at dokumentationskravene for partnervold bør lempes, og kvindernes forklaringer bør tillægges større betydning.

’’Han vil gøre alt for at ødelægge mit liv, og det gør han bedst ved at fjerne min datter fra mig.’’

Sådan beskriver en kvinde, som har søgt om islamisk skilsmisse gennem ”Til Døden Os Skiller”, sin ægtefælle. Hendes frygt er genkendelig for os, som yder voldsfaglig bistand.

Mange kvinder, vi møder, er skrækslagne for, at myndighederne ikke vil tro på dem, og at det kan resultere i, at de mister deres børn og opholdsgrundlag i Danmark. Det er en typisk strategi, at ægtefællen udnytter denne frygt til at udøve psykisk vold og andre voldsformer.

I en sag fra 2022, omhandlende en kvinde fastholdt i et islamisk ægteskab, fandt landsretten, at det var en del af udøverens psykiske terror, at han truede kvinden med, at hun ville blive udvist af Danmark og miste sine børn, hvis de blev skilt. Tiltalte blev dømt for mishandling.

Læs også

Svigt af kvinders grundlæggende rettigheder

Når vi taler med voldsramte migrantkvinder, står vi over for en meget svær opgave. På den ene side skal vi forsøge at forklare dem, at den voldelige behandling, de udsættes for, er ulovlig og forkert, og at de har ret til at søge om borgerlig og islamisk skilsmisse.

På den anden side skal vi fortælle kvinderne, at der er en risiko for, at de bliver udvist fra Danmark, hvis de ikke kan dokumentere volden. Derfor har vi forståelse for, at de kan føle sig nødsaget til at blive i disse voldelige ægteskaber, selvom det resulterer i et liv med vold, misbrug og psykisk terror for dem og deres børn.

Vi mener, at det er et fundamentalt svigt af disse kvinders grundlæggende rettigheder, at de ikke nyder en større beskyttelse i retssystemet. Vi anbefaler derfor, at lovgiver retter sin opmærksomhed imod, at det er en typisk strategi for voldsudøvere at udnytte den udsattes frygt, og at dokumentationskravene lempes, så der gives bedre muligheder for, at kvinderne kan kræve deres frihed, sundhed og integritet tilbage.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Josephine Amanda Jørgensen

Leder, Exitcirklen - Veje ud af psykisk vold
Cand.mag. i kulturmødestudier og kommunikation ved Roskilde Universitet

Thea Lund Lillebæk

Koordinator, Exitcirklen
BA.jur.

0:000:00