Familieadvokater: Skilsmissesystem skal samles under én enhed

DEBAT: Samles det nye skilsmissesystem i én enhed under domstolene vil behandlingen blive forkortet, ligesom antallet af personer, der involveres i sagsforløbet, vil mindskes. Det gør processen mere gennemskuelig, skriver Anne Broksø fra Danske Familieadvokater.

Af Anne Broksø
Formand for Danske Familieadvokater

I dag bliver næsten halvdelen af alle danske ægtepar skilt, men vi har ikke indrettet vores systemer herefter. Det skilsmissesystem, vi har nu, er uoverskueligt, og man bliver ofte kastet rundt i et hav af forskellige offentlige instanser.

Det gør skilsmisserne komplicerede, giver meget lange sagsbehandlingstider og er med til at optrappe konflikterne. Sådan en proces går ikke mindst ud over børnene, der ofte kommer i klemme mellem et utal af instanser.

Hvert år oplever cirka 26.000 børn, at deres forældre bliver skilt. En del af de mange skilsmisser ender i voldsomme konflikter, som påvirker børnene negativt – resten af livet.

Men desværre er den måde, vi har indrettet håndteringen af skilsmisser på, slet ikke gearet til at håndtere højkonfliktsagerne. Derfor er vi glade for, at regeringen og Folketinget er enige om, at der er brug for et nyt skilsmissesystem.

En ny familieretlig afdeling
I Danske Familieadvokater anbefaler vi, at alle skilsmisse- og børnesager samles i en ny familieretlig afdeling under de nuværende domstole. Det vil skabe en lang række fordele.

Ved at samle alle sager i én enhed bliver processen mere logisk og overskuelig for borgerne. Samtidig mindskes risikoen for, at oplysninger og informationer går tabt eller sendes til forkerte instanser.

Når sagerne er samlet i den samme enhed, vil det mindske antallet af sagsbehandlingsskridt. Det medfører kortere sagsbehandlingstider, som vil kunne betyde, at konflikter ikke trækkes ud og eskalerer.

Ved at samle sagerne under én enhed forkortes arbejdsgangene og antallet af personer, der involveres i sagsforløbet. Når antallet af sagsbehandlingsskridt nedbringes, vil det også betyde lavere omkostninger.

Ved at samle enheden under domstolene, udnyttes domstolenes høje faglighed, kendskab til konkret lovgivning, samt viden og erfaring om højkonfliktsager. Ved at samle hele området under domstolene sikres borgerne en større ensartethed i sagsbehandlingen – og dermed større tryghed og forudsigelighed i processen, for sådan arbejder domstolene.

Der vil blive mulighed for samlede forligsløsninger i kraft af en samlet enhed, der har kompetence til at træffe afgørelse i alle tvister, og som giver mulighed for, at skilsmissepar kan indgå forligsløsninger og få afsluttet samtlige konfliktpunkter på én gang.

Det vil føre til færre sager, ligesom antallet af langvarige konflikter og højkonfliktsager kan nedbringes.

Den øgede tryghed og forudsigelighed i processen kommer i særlig grad svage borgere til gode, da der er en helt fast struktur for retsmødets afvikling, således at begge parter får ro og mulighed for udtale sig.

Retsmøderne er lukkede, og parterne kender i forvejen mødedeltagerne. Borgerne skal ikke være utrygge ved, hvem der deltager i retsmødet og i så fald kan referere fra de fortrolige oplysninger, der kommer frem på mødet.

Retssikkerhed i sagsbehandlingen
I internationale relationer – det vil sige ægteskaber på tværs af landegrænser, eller ægteskaber mellem danskere, der bor i eller flytter til udlandet – giver vores nuværende struktur store udfordringer.

Landene omkring os – både i EU og den øvrige verden – kender ikke til fænomenet ”statsforvaltning”. Det betyder, at andre lande ikke godkender skilsmisser, der er foregået i forvaltningen, og det kan have alvorlige konsekvenser for parterne.

Kun ved at samle området under de eksisterende domstole kan vi sikre den retssikkerhed, som alle skilsmissefamilier – forældre og børn – har krav på.

Den velkendte og respekterede form for mødestruktur og behandling af sager i dansk domstolsregi er for familierne og de enkelte parter en garanti for, at alle grundlæggende retsprincipper vil blive fulgt i sagsbehandlingen. Og det vil føre til flere forlig, som er i alles interesse.

Forrige artikel Foreningen Far: Fem forslag til et bedre familiesamfund Foreningen Far: Fem forslag til et bedre familiesamfund Næste artikel Ny debat: Vil regeringens forslag skabe et overskueligt skilsmissesystem? Ny debat: Vil regeringens forslag skabe et overskueligt skilsmissesystem?
  • Anmeld

    Sidsel Lyster · tidl. sognepræst, stud. jur.

    Familiedomstole,ja. Den nordsjællandske model må undgås.

    Som administrator i en række netværk for psykopatofre har jeg ofte stiftet bekendtskab med "den nordsjællandske model". Domstolsmodellen bygger på en række møder med forældrene, hvor de overtales til at indgå forlig.

    Ofte handler de skilsmissesager, som ender i retten, i virkeligheden om psykopati, vold, vanrøgt, overgreb, stalking og misbrug. Når en børnesag går i retten, er det ikke for sjov.

    Ofte ender forældrene med et kompromis, som ikke er til børnenes bedste. Dén forælder, som er bekymret for barnet, giver alt for meget samvær til den anden forælder for ikke at miste bopælen. Vold og overgreb forties, når de ikke kan dokumenteres, for at undgå at miste bopælen pga. "samarbejdschikane".

    Fri proces dækker et begrænset antal advokattimer. En højkonfliktuel sag kan dække mange tusind sider. Og en stalkingramt chikaneres i hele processen med nye, uventede udfald og har brug for en advokat, som kan hjælpe non-stop. Her kan det være frustrerende, at advokater er dyre.

    Lå hele sagen i stedet ved kommunen, var der tilknyttet en fast socialrådgiver til sagen, og ansvaret for barnets bedste lå samme sted, hvor afgørelserne blev truffet. Kommunen kunne så beskikke advokater til forældrene - og barnet. Og kommunale afgørelser kunne evt. prøves ved domstolen.

    I sidste ende vil en stalking- og voldsramt, beskyttende forælder blive ramt af rettens forligsbestræbelser, hvis den nordsjællandske model indføres. Jeg har hørt meget godt om den nordsjællandske model - fra mænd, hvis ekskoner er på krisecenter. Jeg har kun hørt dårlig om modellen - set fra den voldsramte og beskyttende fars eller mors perspektiv. Det er brud på Istanbulkonventionen artikel 48 at lave konfliktmægling mellem en gerningsmand og et offer. Konfliktmægling i børnesager, hvor der ligger vold bag, og hvor gerningsmanden ikke tilstår og angrer, er, ganske enkelt, et overgreb mod offeret.

    Domstolen er langt mere kompetent end statsforvaltningen. Jurister ved domstolen er simpelthen bedre uddannet! Men en familiedomstol er ikke løsningen i sig selv. I USA har man famiiedomstole - og voldsramte kvinder mister deres børn i stor stil. Jeg kan henvise til sider som Courageous Kids (børn, som tilbragte barndommen hos en krænker pga. fejl i domstolens afgørelse). Jeg kan henvise til dygtige advokater som Barry Goldstein: Vi har udvekslet erfaringer, og i USA begår børnedomstolen akkurat samme fejl som statsforvaltningen i Danmark. Lad mig i flæng nævne: bopæl til krænkere; udlevering af børn til samvær hvor de dræbes; dårlige og inkompetente børnesagkyndige undersøgelser; og ekstreme afgørelser baseret på samme lov som den danske: gravid kvinde mister forældremyndigheden over ufødt barn pga. "samværschikane", da hun flytter 2000 km væk fra faderen; kvindelig læge fængslet 3 år af fogedretten for ikke at udlevere barn til 3 dages samvær osv.

    Og også i Danmark og på Færøerne står jeg med en række voldsramte kvinder, som har mistet børnene i retten.

    Fint at få børnesagerne samlet i én instans, f.eks. domstolene. Men samtidig skal gøres op med dét barnesyn, at barnets bedste er to forældre. Og især den naive fordom, at vold og overgreb, som ikke kan bevises, aldrig har fundet sted. Der er brug for langt mere beskyttelse af børn. I langt flere sager, end det nu er tilfældet, burde psykiatriske forældreundersøgelser være anvendt. Og børnenes samvær stoppet af hensyn til familiens ro.

    Jeg holder på kommunen - de er tættest på barnet og træffer alle andre afgørelser om udsatte børn. Vi ved godt, at kommunerne begår fejl. Derfor bør der være en kontrolinstans, nemlig mulighed for domstolsafprøvning af forvaltningsafgørelser, ligesom det nu er tilfældet.

  • Anmeld

    M.S. Carstens · Realist

    Ikke mere magt til Kommunerne!

    Kommunerne er alt for selvoptaget til, fuld ud at varetage et barns tarv, da den kommunale økonomi står over borgerens rettigheder.
    F.eks. fik en forældre, der beviseligt havde slået et af to børn under samvær og i øvrigt kun fører "kæft, trit og retning-pædagogik" (til evig angst for børnene), hele forældreretten da vedkommende fraflyttede kommunen, "for så var den sag ude af verdenen"

    Børnenes retssikkerhed er ikke varetaget for nuværende.

    Der skal gennemgribende forandringer til. Gerne internering af hele familier i x tid, med fuld fokus på observering, supervision og forpligtende aftalebrev i forhold til børnene.

    Jeg har også før foreslået, at et forældrepar, ved FØRSTE tegn på konflikt, skal tvinges i forældreansvars-terapi.
    Et decideret "børneudryknings-hold" med høj faglig speciale og kompetence kunne også være en hjælp for børnene.
    Prisen?
    Under alle omstændigheder billigere, end de følger som børnene i nuværende system kommer til at bære med sig.

  • Anmeld

    Foreningen Mor

    Øget samvær bør ikke give økonomisk gevinst

    Regeringen foreslår, at muligheden for at fastsætte bidrag i situationer, hvor der er fælles forældremyndighed og en egentlig deleordning, fjernes, da forsørgelsespligten dermed anses for opfyldt.

    Foreningen Mor kan ikke anbefale dette, da det er imod barnets tarv at forringe de økonomiske vilkår. Staten bør understøtte aftaler, som gavner barnet frem for at fratage enlige forældre muligheden for bidrag, fordi den anden forælder har samvær i en deleordning.

    Der bør ikke være koblet en økonomisk gevinst på øget samvær, for det gavner ikke barnet.

    Ikke alt samvær betyder en økonomisk eller praktisk lettelse – boligudgiften, udgifter til institution, transport osv. bliver ikke billigere af, at barnet ofte overnatter hos den anden forælder.

    Mange af vore medlemmer har direkte oplevet, at samarbejdet om deleordninger er gået ud over deres økonomi – især når der har været konflikter, manglende overholdelse af aftaler, indberetninger til myndigheder, dårlig omtale af den anden forælder overfor arbejdsgiver, omgangskreds eller i medier og på Internettet.

    Princippet om at samvær skal erstatte bidrag kan i mange tilfælde være skadeligt, da samvær så kan udnyttes til at undgå at betale bidrag. Det sker allerede i dag, når barnet er lige meget hos begge forældre i en syv/syv ordning. I disse tilfælde modtager bopælsforælderen ofte ikke noget bidrag fra den anden forælder.

    Erfaringerne med at man kan slippe for bidrag ved at skaffe sig en syv-syv-ordning er desværre ikke positive. Derfor var det en fejl, at der overhovedet blev åbnet op for at man kunne slippe for bidrag ved at kræve mere samvær. Det har øget konflikterne og utrygheden betragteligt.

  • Anmeld

    Viggo Bækgaard · formand for Landsforeningen Børn og Samvær

    Familiedomstol ja tak - men for Guds skyld IKKE Statsforvaltningen

    I Landsforeningen Børn og Samvær er vi optaget af de børn, som er ofre for, at deres forældre ikke længere bor sammen.

    Man skal huske, at der findes mange hundrede tusinde børn i den kategori. Langt de fleste forældre finder i det væsentligste ud af at samarbejde til gavn for børnene.

    Tilbage bliver en lille procentdel, som vi kan karakterisere som højkonfliktsager. Disse sager løses ikke gennem politisk korrekthed. Forklaringerne på konflikterne kan være mange.

    Forældreansvarsloven, børnekonventionen og menneskerettighedsreglerne siger alle, at man skal finde ud af, hvad der er bedst for barnet. Det er i en vis forstand et gummibegreb. Sikkert er det imidlertid, at det ikke er de voksnes ligestilling, som bestemmer, om børnene har det godt hos begge eller kun hos en af dem.

    Uanset hvad Statsforvaltningen selv måtte bilde politikkerne ind, vil enhver kunne forvisse sig om, hvor skidt det står til i højkonfliktsagerne, ved blot at spørge de faggrupper, som professionelt kommer i berøring med systemet. Læg mærke til, at stort set alle græsrodsforeningerne er lammende kritisk over for Statsforvaltningen. Det samme gælder rådgiverne på området.

    Selv om der også opstår konflikter efter familiens sammenbrud, er virkeligheden, at langt de største konflikter opstår i umiddelbar forlængelse af opløsningen (skilsmissen).

    Hvor skal vi bo fremadrettet? ("Vi" dækker både over de to voksne og over børnene). Hvordan med økonomien - bodelingen?

    I dag er håndteringen over de emner meget bureaukratisk. Statsforvaltningen behandler noget, retterne noget andet og endelig skifteretterne, som godt nok er en del af retterne, noget tredje.

    I det helt praktiske liv, vil man opleve, at bodelingsspørgsmålene ofte løses uden indblanding fra myndighederne. Kan man ikke blive enige, er der en løsningsmodel, som går via skifteretten, der jo er en del af domstolene. Ikke mindst er der mulighed for at løse enkelte konflikter i retten og resten privat parterne imellem.

    Det vil være en klar gevinst med en samlet "familiedomstol", som kan træffe alle afgørelser på det familieretlige område. Vi tror, at det bedste vil være, at denne domstol ligger under de nuværende retter.

    I Landsforeningen Børn og Samvær, er vi stærkt optaget af, at kompetencen placeres inden for domstolene. Det må altså ikke fortsætte med hovsaløsninger i Statsforvaltningen, hvor intet andet end aktuel politisk korrekthed tæller.

    Statsforvaltningen er regulært sagt udtryk for ren rå tilfældig magt. Der eksisterer ganske enkelt ikke noget, der bare ligner retssikkerhed inden for det system.

    I domstolene sidder jurister, der er trænede i konfliktløsning gennem århundreders traditioner inden for domstolene tilpasset moderne tider til enhver tid. Der er i princippet og reelt et toinstansprincip, hvilket ikke reelt gør sig gældende i det forvaltningsretlige system.

    Politikere er især i disse år meget optaget af økonomi.

    Hverken jeg eller andre i Landsforeningen Børn og Samvær har forudsætninger for helt seriøst at vurdere de forskellige muligheder økonomisk. Min mavefornemmelse siger mig imidlertid, at det nuværende administrative system er vildt og uoverskueligt dyrt, uden at det tilnærmelsesvist giver valuta for pengene, uanset hvad systemet selv måtte bilde politikerne ind.

    Især den nuværende regering er stærkt optaget af, at borgerne i videst muligt selv skal tage ansvar for deres liv og løsning af deres konflikter. Det er faktisk ikke den praktiske følge af systemet i Statsforvaltningen i dag. Her er det manipuleret politisk korrekthed, der styrer.

    Prøv engang at skele lidt til, hvor få sager om bodeling, der reelt kommer for domstolene. I ægtefælleskifteloven kan man få løst enkeltkonflikter undervejs ved domstolene. Selv det sker relativt sjældent.

    Min påstand er ikke, at et nogenlunde tilsvarende system vil fjerne alle eksisterende konflikter om børnene. Men det vil godt kunne være en forbedring, hvis man hurtigt gennem retten kan få truffet afgørelser om, hvor børnene skal bo uden alt for megen pussenussesnak men baseret på relevante oplysninger om sagen.

    Det bør foregå inden for domstolene og ikke i en administrativ enhed uden retssikkerhed.

    Med venlig hilsen

    Viggo Bækgaard, formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær

  • Anmeld

    Birthe Nielsen

    Kun jura er ikke i barnets bedste

    Selvfølgelige vil advokater ikke være i mod en familiedomstol. Allerede der vidner det lidt om interessekonflikt når advokater kun kan se en løsning, nemlig domstolene, som den eneste løsning.

    Vores domstole er oldnordisk og fyldt med fordomme og politiske dagsordner.

    Det er absurd og tro, at kun jura kan løs højkonfliktsager om
    Samvær, da hensynet til de bløde værdier og helhedsynet skal være med i forhold til barnet.

    Mange højkonflikt sager handler langt fra kun om økonomi og bodeling. Der er mange papirløse forhold med børn. Der er også mange der bor til leje og ikke ejer noget sammen.

    Nej, det handler oftest i disse meget konfliktfyldte samværssager/forældremyndighedssager, om en af de to forældre, som ikke kan acceptere bruddet og forsøger genvinde magten ved økonomisk chikane, materiel vold, psykisk og fysisk vold (herunder stalking). Man kan også kalde den her type forældre en, som visse tydelige tegn på at have en personlighedsforstyrrelse - hvilket som måde fagfolk belyser sagerne -slet ikke har fået øjene op for. Og advokater er kun optaget af, hvad loven siger og den siger faktisk intet om personer med personlighedsforstyrrelser og hvad det skaber af konflikter med en normal fungerende forældre.
    Så længe at politiet kun har tid til terror, voldtæget og mordsager - så har voldsramte ikke nogen chance i livet for at rejse bevisbyrden ved en familiedomstol, at der kan være tale om vold, psykisk som fysisk og derved kunne rejse denne bevisbyrde ved domstolene.

    Derudover, anerkender domstolene kun den fysiskevold. Altså vil mange voldstyper slet ikke bliver anset for relevant i disse højkonflikt sager - fordi det ikke kan dokumentere samt at politiet med deres del af ansvaret ikke lever op til dette - her kan der henvises til høring om stalking i maj i det retspolitisk udvalg - her blev der fra alle kanter rejst massiv kritisk af politiet i forhold til voldsramte.

    Altså, når ordensmagten som første led svigter, så har det en domino effekt på resten af sådan en samværsag, hvor der er tale om person uden for pædagogisk rækkevidde - dette sådan set ligegyldigt om vi taler nuværende i Statsforvaltningen (her kunne der dog godt skønnes omkring vold), men ved en domstol, hvor selv voldtægtsmænd går fri og ofrene bliver holdt ansvarlige - nej tak, domstolene som de er i dag, er ikke bedre klædt på end Statsforvaltningen. Det vil blive presset med over hovedet på den forældre, som har grund til bekymring, bare at samarbejde eller blive anset for samarbejdschikanerende og som resultat miste bopæl mv.
    For man må bare sige, at de lader til at være de færreste dommere der er skarpe nok og nysgerrige nok under sådanne retsmøder, at fange de små hints og signal en person med petsonlighedsforstyrrelse kommer med. Og advokaterne er oftest lige så blanke og har slet ikke blik for dette i deres måde at stille spørgsmål på og derved afsløre personens sande jeg. De kan konsekvensløst lyve i retten, så det driver af dem. Nå, ja, man kan altid anmelde dette efterfølgende til politiet -men det er nogle af de type sager, som slet ikke bliver prioriteret da det jo skal kunne konkurrer med voldtæget og mordforsøg. Og dernæst så er dims bogen oftes en joke, i forhold til at kunne påvise ved en anmeldelse his politiet, hvem der sagde hvad, for det har dommeren ikke gået op i -hvorfor det er joke af kaliber at høre en dommer i sit selvhøjtidelige ego - fortælle begge parter, at de svare under straffeansvar.

    Fogedretterne gør et elendigt arbejde i forvejen og har skadet så mange børns liv med deres groteske håndtering af højkonfliktsager der ender der - fordi Statsforvaltningen er inkompetente og skaber konflikter frem for at nedtone dem. Fogedretten gør dog ikke sagen mindre konfliktfyldt og voldsudøverne/chikanister går grinende derfra, for domstolene er som skabt for deres chikaner. Dommerne er spejle blanke og alt bliver taget for pålydende uden dokumentation og oftes har dommeren på forhånd allerede taget stilling til, at den, som ikke udlevere er chikanister og umuligt kan være en bekymret forældre. En bekymret forældre er ikke eksisterende hos de fleste dommerne. Ej at forglemme den politiske dagsorden, da chikanepakkerme var en realitet - så fik den maks i retterne - tak for kaffe - det kan godt være at domstolene kan ved tvang lukke munden på en bekymret forældre og derved kan det fremstå som en retsag som Ende godt, når bare den "chikanerede" voldsramte kommer til fornuft (her menes ved domstolenes magt og tvang). Men virkeligheden er en anden - ja, det lykkedes at tvinge den bekymret voldsramte forældre til at handle på sine bekymringer for barnet - men det er ikke det samme som at der ikke er grund til bekymring.

    Desværre er det med Statsforvaætningen som med domstolene, at først når det få fatal dødelig udgang, bliver en bekymret forældre forstået - men der er det ligesom forsent.

    Så tales der om, at så spares der tid i forhold til sagsskridt og forskellige systemer - men der er jo lange ventetider på at få sager for retten - så hvad sker der ikke, hvis der skal føres plads til en familiedomstol?

    Dernæst hvad med mulighed for en advokat? Hvem skal betale dem? Og skal de så være de samme som bliver beskikket i fogedretssager og på samme betingelser? Jeg har mødt en del af disse advokater og de har på ingen måde brændt for se her sager - sågar nogen beskikket advokat af fogedretten har ikke gidet at ulejlige sig til at have læst fremsendte sagsakter før et møde med klienterne 2 timer for retsmødet.

    Bevares selvfølgelig findes der også dygtige advokater - men der er langt i mellem og man har sjældent råd til dem og slet ikke i disse typer sager.

    Hvorfor kan de bedste fagfolk ikke sættes sammen til en god tværfaglig ekspertise panel, som sammen skal belyses barnets bedste? En ting er sikket, jura kan vil aldrig kunne løfte opgaven til barnets bedste. Domstolene er også baseret på kammerateri og politiske dagsordner - nej, nogle dygtige fagfolk, som kan det og brænder for under et organ ville være det bedste for børnene.

    En familiedomstol, som domstolene på nuværendes tidspunkt håndtere disse typer sager i retten, vil og er ikke anderledes end hvordan Statsforvaltningen håndtere sagerne, andet af titel.

  • Anmeld

    Viggo Bækgaard · formand for Landsforeningen Børn og Samvær

    Om jura - domstole og Statsforvaltningen.

    Jeg er langt hen af vejen enig i Birthe Nielsens kommentarer.

    MEN!

    Den aktuelle diskussion handler for mig at se om "rette myndighed" og ikke om retsreglerne.

    Rette myndighed handler om, hvorvidt det skal være den administrative enhed "Statsforvaltningen", der skal være den centrale myndighed. Det mener jeg vil være en retssikkerhedsmæssig katastrofe.

    Domstolene har en langt bedre kompetence til at afgøre konflikter.

    Birthe Nielsen blander æbler og pærer.

    Jeg er særlig enig med Birthe Nielsen i betragtningerne om personlighedsforstyrrelser. Det er komplet umuligt at afsløre under et enkelt møde. I Statsforvaltningen er det helt umuligt, fordi man der "jo" slet ikke ønsker at tale om baggrund og fortid. I møderne der er det Statsforvaltningens folk, der "afhører parterne". De kender ikke baggrunden, ved derfor - og ønsker heller ikke, hvad der eventuelt kan spørges ind til.

    I retten er det som udgangspunkt parterne selv (typisk deres advokater), der afhører og dermed "styrer", hvad der skal snakkes om og søges afdækket.

    Procesgangen giver i al fald teoretisk og også efter min erfaring i praksis en mere fair mulighed for at få afdækket faktum.

    Først og sidst handler det altså om, hvorvidt man tror på et politisk korrekthedssystem, der bare skal have sagerne afsluttet. Eller om man lægger vægt på retssikkerhed. Såre banalt, synes jeg.

    Domstolene har gennem de seneste år virkelig eksperimenteret konstruktivt for at skabe rammer for en forældreansvarssag, som giver det bedst mulige oplysningsgrundlag. Der eksisterer i øjeblikket 3 forskellige modeller: Den traditionelle med et retsmøde med dommer, parter og advokater. En udvidet statsforvaltningsmodel i de nordsjællandske retskredse og en moderniseret traditionel model, hvor der deltager en dommer og en psykolog i retsmødet, der i øvrigt gennemføres med traditionelle afhøringer og børnesamtaler i tilknytning til retsmødet.

    I det tankegods, som jeg på Landsforeningen Børn og Samværs vegne gør mig til talsmand for, vil retten skulle afgøre de egentlige og grundlæggende konflikter.

    Statsforvaltningen har fejlet helt afgørende i højkonfliktsagerne. De må for Guds skyld ikke få den endelige afgørelse om noget som helst andet end fløde i kaffen.

    Det er faktisk interessant som nævnt i mit forrige indlæg, at der kommer så relativt få sager om skilsmisse og bodeling for retten, som det er tilfældet - og så mange sager om forældremyndighed og bopæl.

    Noget af forklaringen er formentlig økonomien. Det synes jeg ikke, at man helt skal fornægte. Men det er slet ikke mit indtryk, at der sidder mange tilbage i samme frustration om bodelinger, som der gør omkring børnene.

    På nuværende tidspunkt er det vigtigt at holde tungen lige i munden.

    Først skal det åbenbart afklares, om det bliver Statsforvaltningen eller domstolene, der får serveretten.

    Derefter skal en række vigtige detaljer afklares. Også dem deltager vi gerne i drøftelser om.

    Hilsen

    Viggo Bækgaard - Landsforeningen Børn og Samvær






  • Anmeld

    Birhe Nielen · socialrådgivr studerende

    et nyt systemn/enhed til at håndtere børns tav ved samlivets ophævelse

    Kære Viggo Bækgaard

    Når pærer og æbler blandes sammen, så er det jo fordi samværssager i dag bliver håndteret sådan - hvordan der også nu er politisk blik på denne problematik.

    Du og jeg har uden tvivl den samme interesse i at børnene bliver hørt set og forstået i disse typer sager, hvor to forælder eller tungtvejende een forældre ikke evner at varetaget barnets tav og handle ud fra barnets bedste - men hvordan dette i fremtiden bedst kan gøres, er der vores enighed stopper.

    Jeg har respekt for din juridiske viden og tilgang til dit løsningsforslag, men savner at du Viggo Bækgård også her langt mere reflekterende og løsningsorienteret i for du ser domstolene, som den eneste og bedste mulighed for at belyse disse sager?
    Kun at fremhæve Statsforvaltningen åbenlyse for det fleste med dybdegående kendskab til disse sager er ikke et godt nok argument for, hvorfor du tænker at domstolene kan det, som Statsforvaltningen ikke kan?

    Hvad er det helt præcist at domstolene kan levere?
    Tænker du, at der er noget ved domstolenes praksis nuværende, som bør ændres? Her tænker jeg, at det bliver et krav, at alle retsmøder bliver båndet - dette for at sikre retssikkerheden?
    Hvad med ventetider til at få sagn for retten?

    Jeg savner noget langt mere nuanceret udspil fra dig Viggo Bækgaard. Du arbejder trods alt for foreningen Børn og Samvær og bør evne at tænke ud over den juridiske del og kigge med det lidt mere bløde værdier, som desværre rent retsligt ikke kommer i spil.

    Det glæder mig at at du er enig med mig i det med forældre der har en personlighedsforstyrrelse, som ja Statsforvaltningen eller deres psykologer meget sjældent spotter - også selvom sagsakterne kan dokumentere dette. Det er jo ikke raketvidenskab trods alt. Dog lader det tl at alle myndigheder også retten er fuldstændig blottet for den viden og tilgang vedrørende dette i forsøg på at belyse sagerne. For lad os nu ikke narre os selv - de fleste dommere har ikke blikket rettet på de psykologiske aspekter (vel med rette å en måde) det er kun hvad der kan dokumenteres, der inddages i disse sager. Og nu er det sådan er mange af disse type sager (under ordet højkonflikt) gemmer der nogle åbenlyse faktuelle ting, som alle myndigheder uden undtagelse overser gang på gang eller taler ned, som værende ubetydelige eller ikke dokumenteret, nemlig volden i nære relationer og en for forståelse og viden om, at mange af disse type voldsudøver har personlighedsforstyrrelser og andre problematiske adfærdsproblemer - oftest ikke udredt, hvorfor det alt vil være påstand mod påstand for ofret og voldsudøveren.

    Her har retterne heller ikke bidraget med megen viden og forståelse for kompleksiteten af disse typer "konfliktsager" vedrørende samvær og/eller forældremyndighed. Der tilbydes kun mægling ud fra den anskuelse fra rettens side, at det KAN løses den vej og hvis en voldsofre med rette takker nej, så bliver dette fra retternes sid anfægtet som samarbejdschikane og altså selvforskyldt at samarbejdet ikke få en chance. Der er ligeså lidt viden, anerkendelse og forståelse af voldsbegreberne og deres mange ansigter fra retterne, som der er fra Statsforvaltningen og kommunernes side.

    Jeg savner at der bliver anerkendt at alle myndigheder inkl. domstolene skal igennem en radikal holdningsændring for overhovedet at kunne kvalificere sig til at håndtere disse type sager, som faktisk ikke er så komplekse, som alle pisker dem op til. Men klart, laver man strudsen og ikke er nysgerrig på hvorfor disse sager fremstå så konfliktfyldte - ja, så kan man heller ikke træffe en afgørelse til barnets bedste - så flytter aben bare videre uden nogen har fattet en brik af, hvad kerne til konflikten eller udfodringerne i samarbejdet er.

    Man fjerner jo heller ikke mandlerne på en patient, som siger, at de har ondt i knæet vel!

    Det er lidt den form for logik og måde der arbejdes ud fra hos samtlige myndigheder. Dokumenationer skriger godt nok til alle om en eller to forælder med vanskeligheder - men vi kalder det bare chikane og tvinger dem til at arbejde, så løser resten sig af sig selv - News flash! Nej, det gør det sjovt nok ikke og børnene bliver ofre for vold og andre overgreb pga. myndighederne manglende viden og indsigt og ikke mindst udebleven nysgerrighed og sund fornuft.

    Det kan godt være at domstolene har eksperimenteret - men de er ikke i nærheden af noget godt resultat, som kan kvalificere sig til, at opgaven skal varetages af domstolene.
    Dernæst er retssikkerheden så ringe her, at det ville kræve en nogle tiltag i den forbindelse, før man som forældre kan følelse sig tryg.

    Lad os få en uafhængig instans, med alle de rettet faglige videns kompetencer til at afdække, hvad der foregår i disse sager og sikre at børn ikke skal leve i vold mv til de bliver 18 år, his de vel og mærket overlever volden så længe eller ikke for længst er røget ud i et misbrug eller røget på den psykiatriske afdeling inden da eller taget sit eget liv.
    Der skal ikke gambles mere med børn i Danmark. Det skal have en ret og stemme på lige fod medos andres og respekteres for deres meninger og holdninger. Det bliver de ikke i dag via myndighederne - heller ikke under domstolene.

    Hvordan sikre vi, at advokater, psykologer og foreninger der lukrere på disse typer sager ikke bare sider der for at tjene kassen på andres elendigheder og uden at have den nødvendig viden indenfor området til at kunne være tilstrækkelig kvalificeret til at håndtere disse sager og levere et godt, solidt gennemarbejdet sagsforløb for klienterne? Og uden at klienterne har gæld resten af deres liv på den bekostning?


  • Anmeld

    Viggo Bækgaard · formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær

    Tungen lige i munden og holde fokus.

    Jeg sidder ikke med den endelige og smarte løsning. Men jeg har nogle grundholdninger og fornuftige input.

    Den aktuelle realitet er, at der er nedsat et embedsmandsudvalg, som skal se på et eenstrenget system.

    Nogen har den forestilling, at det sandelig skal ligge i Statsforvaltningen (SFV), der jo i deres selvforståelse er så fantastiske.

    Jeg har endnu ikke mødt nogen som helst med kendskab til området udover SFV selv, der har tillid til, at SFV er det rigtige forum til reelle konfliktsager.

    Ministeren er ved at haste noget igennem. Derfor skal vi i første omgang begrænse os til det, der sker lige nu.

    Jeg har i mange år argumenteret for en familiedomstol. Her er jeg fokuseret på, at sagsbehandlingen foregår inden for et domstolsregi med mulighed for at anke afgøelser. I domstolssystemet har parterne meget lettere ved at komme til orde med sin egen vinkling af problemstillingerne, end tilfældet er i SFV. Også det tror jeg, at langt de fleste med kendskab til området, vil være enig i.

    For mig at se, er det politiske valg lige nu SFV contra domstolene. Mit valg er klokeklart domstolene. Dem har jeg langt mere grundlæggende tillid til end til SFV. Hvis du går Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside igennem, vil du kunne se, at jeg ikke lefler for dommerne. Der er bare noget i vores grundlov, som betyder rigtig meget. (Lovgivende, dømmende og udøvende magt).

    Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er advokat. Nu er jeg efterhånden så gammel, at man ikke med rimelighed kan hævde, at jeg argumenterer ud fra et "smør på bordet-synspunkt" vildt mange år fremadrettet *S*.

    Men det er ikke helt let at abstrahere fra, at jeg gennem mange år har fået et meget grundigt kendskab til systemet også gennem mit professionelle virke. Man bør ikke se bort fra folks viden, bare fordi de har et job, der har givet dem indsigt i det, de udtaler sig om.

    Måske kunne man tænke som dig, at en "uafhængig instans" er løsningen. Er det ikke bare et andet ord for en Familedomstol? Ingen kan vel forestille sig, at man skal kunne snakke sig til løsninger i de højkonflikte sager. Det skal derfor være en myndighed, der kan træffe afgørelse på et oplyst grundlag.

    Min helt personlige bekymring for en "familiedomstol" i formen særdomstol er, at det bare bliver en forlængelse af den nuværende SFV.

    Ved at integrere det i det nuværende domstolssystem, opnår man for det første, at dommerne er dygtige og reelt uafhængige . Man skaber en langt bedre karrierevej for de jurister, der skal arbejde i systemet.

    Jeg forholder mig ikke lige nu til, hvilke faggrupper der i øvrigt skal inddrages i processen. Mit krav er "bare", at det skal gå relativt hurtigt på et fuldt oplyst grundlag, hvor parternes bekymringer bliver taget alvorligt og undersøgt.

    Nogle har slået til lyd for, at det hele skal håndteres ude i kommunerne. Det er heller ikke en hensigtsmæssig løsning. I kommunerne tænker man endnu mere økonomisk end nogen som helst andre steder. Der er slet ikke tradition for at træffe egentlige afgørelser i kommunerne - bortset fra tvangsfjernelser.

    Den store øvelse består i, hvordan man får pålagt kommunerne at tage aktion på de bekymringer, man får. Det har jeg ikke lige nu en sikker mening om. Men det skal integreres i en løsning.