Folkebevægelsen: Stop oprustning af EU's grænsekontrol

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Den nuværende debat i Danmark om asylansøgere og flygtninge er ikke enestående. Den foregår overalt i EU.

EU vender det blinde øje til de menneskerettighedsbrud, som flygtninge oplever i disse lande. Det er en slags udlicitering af EU’s forpligtelser overfor menneskerettighederne.

Rina Ronja Kari
MEP for Folkebevægelsen mo EU

Med nogle enkelte undtagelser, så er debatten i resten af EU stort set lige så trist som herhjemme:

Asylpolitik handler ikke om, hvordan vi bedst kan hjælpe mennesker, der er på flugt. Asylpolitik er i stedet lig med stramninger, som skal sikre, at vi slipper for at hjælpe så mange som muligt.

Anses som kriminelle
Logikken, der karakteriserer de fælles EU asylregler, er, at asylansøgere enten betragtes som økonomiske størrelser, der belaster de europæiske budgetter - eller som kriminelle på linje med grænseoverskridende organiseret kriminalitet.

For eksempel giver EU’s asylregler politimyndighederne adgang til at bruge EU’s afskyelige fingeraftrykssystem, EURODAC, med formålet om at bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet.

Det betyder, at man som asylansøger automatisk er under mistanke for at være terrorist eller gangster. Men det kan da aldrig være en kriminel handling at søge om asyl!

Forfølgelsen, som disse mennesker flygter fra, fortsætter altså ved asylkontorerne i EU.

Langt fra europæisk solidaritet
Når asylreglerne gør flygtninge til økonomiske størrelser, der ligger de europæiske økonomier til last, så opstår der naturligvis store slagsmål mellem EU-lederne om, hvilke EU-lande, der bør tage flere eller færre flygtninge.

For eksempel har supereuropæerne i SR-regeringen tudet højlydt over, at man ikke længere kan bruge Dublin-forordningen til at sende flygtninge tilbage i spandevis til Italien.

Forholdene for asylansøgere i Italien er nu blevet så elendige, at det i følge en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (som i øvrigt ikke har noget med EU at gøre) vil være et brud på asylansøgernes menneskerettigheder at sende børnefamilier tilbage til Italien.

Men det kan heller ikke være rimeligt, at sydeuropæiske lande, som Italien, skal stå alene med ‘sorteper’ og ansvaret for de mange asylansøgere.

Derfor bliver der ofte efterlyst mere ‘europæisk solidaritet’ mellem EU-landene. Det vil sige, at de nord- og vesteuropæiske lande bør tage langt flere asylansøgere.

På nær i Sverige og måske i Tyskland har denne solidaritet dog endnu ikke manifesteret sig – og hvis man spørger mig, kommer det aldrig til at ske indenfor rammerne af EU’s asylpolitik.

Udliciterer menneskeretlige forpligtelser
Men solidariteten har dog manifesteret sig i en anden form. Den europæiske solidaritet består i at støtte de sydeuropæiske lande i deres bestræbelser på at holde de mange tusinder flygtninge ude af EU.

Til at løfte opgaven indeholder EU’s asylpolitik en lang stribe af organer så som FRONTEX, EURASUR og EURODAC. I perioden 2007-2013 brugte EU 15 milliarder kroner på at beskytte sine ydre grænser gennem disse organer. Til sammenligning brugte EU i den samme periode kun fem milliarder kroner på at forbedre forholdene for flygtninge.

Samtidig betaler EU bistandspenge til Tyrkiet, Libyen og Marokko til gengæld for, at landene opretholder en buffer zone udenom EU, som skal holde migranter og flygtninge væk fra EU’s grænser, så de ikke kan kræve asyl i EU.

Samarbejdet indebærer i øvrigt, at EU vender det blinde øje til de menneskerettighedsbrud, som flygtninge oplever i disse lande. Det er en slags udlicitering af EU’s forpligtelser overfor menneskerettighederne.

Men den stadige militarisering og eksternalisering af EU's grænser betyder, at flygtninge og migranter bevæger sig ud på stadigt farligere ruter over middelhavet for at komme til Europa. Desværre ender alt for mange flygtninge i tragedier som Lampedusa.

I Folkebevægelsen ønsker vi en solidarisk asylpolitik, hvor folk på flugt får en sikker og anstændig modtagelse, og hvor deres retssikkerhed opretholdes.

Derfor arbejder jeg og min gruppe i EU-parlamentet for at stoppe den stadige militarisering af EU's grænsekontrol. Alle de penge, vi i dag giver til at støtte EU’s FRONTEX og på at jagte migranter, burde vi i stedet bruge på at få ordnede forhold for asylansøgerne, så de hurtigt og retfærdigt kan få behandlet deres sager.

Samtidig burde midlerne bruges på endnu flere search-and-rescue missioner som italienske Mare Nostrum.