Forskere: Kontanthjælpsændringer fører til mere afsavn

Af John Andersen og Maja Müller
Hhv. Professor, Roskilde Universitet og Lektor på Socialrådgiveruddannelsen, UCL

Den siddende socialminister udtaler ofte, at socialpolitik skal baseres på viden om effekter.

I tilfældet med integrationsydelsen og kontanthjælpsændringerne senere på efteråret, hvor kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen rulles ud i kommunerne er vi faktisk så heldige, at vi har en del viden i forvejen.

Fra perioden 2002 til 2011, hvor vi havde lignende lavere ydelser, ved vi fra forskningsundersøgelser, at disse lave ydelser betyder, at flere familier oplever afsavn (se Müller, Hussain, Larsen, Hansen og Hansen, 2015: ”Fattigdom, afsavn og coping”).

Afsavnene ramte også børnene og eksempelvis undlod 15-20 procent af starthjælpsmodtagerne og modtagerne af nedsat kontanthjælp at lade børnene tage med på skoleudflugter af økonomiske grunde. Det gjaldt for 10 procent af almindelige kontanthjælpsmodtagere og 0-1 procent af beskæftigede og dagpengemodtagere.

28 procent af børnefamilierne på starthjælp samt 22 procent af modtagerne af nedsat kontanthjælp undlod at fejre børnenes fødselsdag sammenlignet med 1 procent af de beskæftigede. Det var entydigt sådan, at jo lavere ydelser, jo flere afsavn havde børnefamilierne. Afsavn, som skabte risiko for social eksklusion, da disse børn ikke kan deltage i de samme aktiviteter som deres jævnaldrende.

De økonomiske incitamenter fører derfor til mere modløshed – og kun i mindre grad til en øget jobsøgning. Derfor vil presset på ressourceforløb øges – et område hvor, kommunerne er hårdt pressede i forvejen

John Andersen og Maja Müller, hhv. professor ved RUC og lektor på Socialrådgiveruddannelsen

Starthjælpsmodtagerne havde et urealistisk lille rådighedsbeløb tilbage, når husleje og faste udgifter var betalt, ligesom de familier, der blev ramt af 225-timers reglen sjældent kunne betale deres faste udgifter, og ofte endte med at gældsætte sig hos tvivlsomme lånefirmaer eller lånehajer for at dække de basale behov.

Vi ser følgende effekter af de ”nye” lave ydelser:

Effekt 1:

Sammenbrud i den boligsociale anvisning i København

Kontanthjælpsloftet vil ramme særligt hårdt i København, fordi der her er de højeste boligudgifter. Socialforvaltningen i København forventer, at omkring 6000 borgere får reduceret deres ydelse. En del af disse vil blive tvunget til at flytte ud af København. Der er i forvejen et kæmpe pres på den boligsociale anvisning i København. Kommunen har mere end vanskeligt ved at anvise billige boliger til de mest udsatte borgere, der skal udsluses fra krisecentre, fængsler, ungeanbringelser hospitaler og lignende.

Manglen på billige boliger betyder alene i 2017 øgede udgifter for Københavns Kommune på 21 millioner kroner ifølge et notat fra Socialforvaltningen. Problemet vil blive markant forstærket, når kontanthjælpsloftet betyder, at familier udsættes og skal forsøges omplaceret. Også den lave integrationsydelse betyder en skærpet kamp om billige boliger.

Både Boligselskabernes Landsforening, KL og Dansk Socialrådgiverforeningen påpeger, at en lavere integrationsydelse vil gøre det vanskeligt for kommunerne at finde boliger, som flygtninge på integrationsydelse kan betale.

Regeringens målsætning om at rette op på det ”skæve Danmark” kan her få en helt ny dimension: Vil udkants- og omegnskommunerne i Storkøbenhavn stå parat til at modtage ”fattigdomsflygtninge” fra København? Næppe.

Snarere vil vi se borgmestre kritisere regeringen for at socialpolitikken ikke er baseret på viden om effekter.

Effekt 2:

Øget pres på kommunernes afklarings- og ressourceforløbsystemer samt på arbejdsgiverne

225-timers reglen må ikke ramme syge kontanthjælpsmodtagere, som ikke er vurderet aktivitetsparate. Dermed ikke sagt at aktivitetsparate bare kan gå ud og få arbejde. Fra den tidligere nævnte forskning ved vi, at den økonomisk trussel skaber kontraproduktive konsekvenser for en gruppe, hvor cirka halvdelen oplever at have så dårligt helbred, at de ikke kan varetage ordinært fuldtidsarbejde.

De økonomiske incitamenter fører derfor til mere modløshed – og kun i mindre grad til en øget jobsøgning. Derfor vil presset på ressourceforløb øges – et område, hvor kommunerne er hårdt pressede i forvejen.

En af de få handlemuligheder, kommunerne kan overveje, er at indlægge nye sociale klausuler, i kommunale udbud til private leverandører, om at levere 225-timers ansættelser.

Noget for Noget.