Handicaporganisationer: Unødvendigt at fratage svage borgere deres rettigheder

Af Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer 
Mogens Wiederholdt, direktør i Spastikerforeningen

Formanden for socialcheferne i Danmark, Helle Linnet, havde 13. oktober i Altinget en kommentar til socialministerens planer for reform af servicelovens voksenbestemmelser. Ligesom Helle Linnet er vi i Danske Handicaporganisationer også spændt på udfaldet af forhandlingerne om reformen.

Men i modsætning til socialchefen mener vi, at der er grund til at bekymre sig om, at kommunernes ønske om større fleksibilitet i lovgivningen bunder i ønsket om at ville gennemføre yderligere besparelser.

Det er ingen hemmelighed, at udgangspunktet for reformen har været økonomisk styrbarhed. Det stod klart og tydeligt i økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Og Thomas Adelskov sagde så sent som 11. september til Ritzau, at nogle mennesker med handicap skal have mindre hjælp. Reformforslaget handler altså lige præcis om besparelser.

Hvert år fremfører KL som opvarmning til økonomiforhandlingerne, at udgifterne til socialområdet stiger. Det på trods af, at tal fra Social- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet viser, at udgifterne til området i 2014 (29.189 millioner kroner), var stort set de samme som i 2007 (29.071 millioner kroner).

Med uændrede udgifter, men med en stigning i antallet af mennesker, der har brug for støtte fra socialområdet, har de seneste år været fyldt med besparelser og serviceforringelser, hvilket også har været beskrevet her i Altinget. Det forstærker bekymringen om, at kravene om mere magt til systemet (fleksibilitet) og tilsvarende mindre indflydelse til borgeren (rettighedstab), handler om at gennemføre yderligere besparelser på voksenområdet.

Der kan sagtens laves fleksibilitet, individuelle løsninger og velfungerende handleplaner, samtidig med at borgernes retssikkerhed garanteres.

Behov for holdbar finansieringsmodel
Der er dog visse økonomiske udfordringer på det sociale område. Kommunerne har fået en mere skrøbelig økonomi, efter de med kommunalreformen har overtaget det fulde ansvar på socialområdet. Samtidig kompenserer staten i mindre grad end tidligere kommunerne i de særligt dyre sager.

Det giver udfordringerne til de omkostningskrævende ordninger som eksempelvis botilbud og den borgerstyrede personlige assistance (BPA).

Det er efter vores mening her, der skal tages fat og findes holdbare finansieringsmodeller for socialområdet. For det skal selvfølgelig ikke være sådan, at en lille kommunes budget væltes over ende, hvis der kommer to dyre enkeltsager. Uden en ændret finansieringsmodel er det svært at se, hvordan vi skal få løst de økonomiske udfordringer på handicapområdet.

Ikke alle flytninger handler om rehabilitering
Socialchefformanden ønsker, at kommunerne får bedre muligheder for at flytte borgere fra deres botilbud, når de ikke længere har behov for en omfattende indsats. Men når vores medlemsorganisationer får henvendelser i telefonen og mail-indbakken handler en del af dem ikke om borgere, der er blevet rehabiliteret.

Tværtimod drejer det sig om at flytte meget svage borgere, der ikke kan give informeret samtykke, og som ikke har pårørende eller netværk til at beskytte sig. Det handler udelukkende om kommunal økonomi. Eksempelvis om at fylde tomme pladser op i kommunernes egne botilbud.

Paradoksalt nok oplever vi samtidig, at kommunerne systematisk går efter at reducere den borgerstyrede personlige assistanceordning (BPA), som netop er et af de tilbud, der gør borgeren selvhjulpen og giver muligheden for at bo i eget hjem frem for på et botilbud.

Alligevel ser vi igen og igen kommuner, som skærer ned på timetallet for støtte. Som skruer op for anvendelsen af rådighedstimer (hvor borgeren principielt ikke får hjælp). Og som erstatter hjælpetimer med hjemmehjælp. Senest har vi fået problemet med den manglende mulighed for at fået bevilget overvågning som en del af BPA-ordningen, og som ellers skulle hjælpe borgeren til at blive i eget hjem.

Det giver alt sammen en udvikling, som kan føre til flere døgnanbringelser i botilbud, og færre, der får mulighed for at leve en selvstændig og selvhjulpen tilværelse i eget hjem.

Med sådanne eksempler er det nødvendigt at beskytte borgerne, når kommunerne ønsker større fleksibilitet på boligområdet. Det skal sikres, at borgerne ikke flyttes vilkårligt fra deres hjem på grund af økonomi – hverken hvis de bor i botilbud eller egen bolig.

Fremadrettede løsninger
I handicaporganisationerne drøfter vi gerne, hvordan vi kan gøre habiliterings- og rehabiliteringsperspektivet til en bærende del af en reform af den handicappolitiske indsats. Vi ved, at der er kommuner, der gør det godt og gerne vil. Og det vil vi i handicaporganisationerne gerne bidrage til.

Vi mener bare ikke, det er nødvendigt at fratage svage borgere deres rettigheder for at kunne lave en rehabiliterende og effektfuld social indsats. Der kan sagtens laves fleksibilitet, individuelle løsninger og velfungerende handleplaner, samtidig med at borgernes retssikkerhed garanteres.

Vi har brug for en dialog omkring udvikling af handicapområdet, der tager udgangspunkt i faglige effektfulde løsninger og så finde de rette finansieringsmodeller, der understøtter en sådan indsats. Det har vi nemlig ikke i dag.

Thorkild Olesen og Mogens Wiederholdt er Danske Handicaporganisationers repræsentanter i følgegruppen om forenkling af serviceloven.