Mange børn føler sig oversete, og de beskriver, at inddragelse handler om mere end blot at være til stede ved for eksempel et møde, hvor man hører de voksnes meninger. Man skal også selv på banen.

Birgitte Schjær Jensen
ErhvervsPhD-studerende og konsulent i CAFA

Af Birgitte Schjær Jensen
ErhvervsPhD-studerende og konsulent i CAFA

Der er ingen tvivl om, at inddragelsesvejen er den rute, vi skal tage, hvis vi for alvor vil skabe holdbare kvalitetsløsninger for udsatte børn og unge. Det synes alle at være enige om, og det er også, hvad FN's Børnekonvention, Serviceloven og nu Tilsynsreformen foreskriver.

Men én ting er de socialpolitiske og normative diskurser, noget andet er handling. For sker inddragelse reelt i praksis, eller bliver det ved den luftige retorik?

Vi skal gøre det bedre
Foruden de løbende sager i pressen, hvor udsatte børn og unge er blevet overhørt af myndigheder og professionelle, viser blandt andet forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Roskilde Universitet, undersøgelser fra Ankestyrelsen og udtalelser fra tidligere anbragte (TABUKA), at der er problemer med inddragelse.

Lovpligtige børnesamtaler gennemføres ikke, og børn og unge overhøres når deres udtalelser ikke tages ikke alvorligt eller tillægges passende vægt.

Også vores arbejde fra praksis vidner om, at der er god plads til forbedringer.

Hvad siger børn og unge selv?
I over 10 år har CAFA arbejdet med netværksgrupper for anbragte børn og unge. I grupperne får vi et godt indblik i børn og unges erfaringer med inddragelse: Hvad synes de virker? Og hvad virker ikke?

Et centralt budskab fra børnene og de unge er, at virkningsfuld inddragelse kun sker, når de voksne reelt lytter, tager dem alvorligt og inviterer dem ind i en dialog.

De ønsker at blive informeret og give deres mening til kende om hverdagen og vigtige beslutninger om fremtiden. Mange børn føler sig oversete, og de beskriver, at inddragelse handler om mere end blot at være til stede ved for eksempel et møde, hvor man hører de voksnes meninger. Man skal også selv på banen.

Nogle børn og unge fortæller også, at aftaler med de professionelle ikke bliver overholdt. Det sker eksempelvis når børn og unge får fortalt, at noget vil blive undersøgt og så efterfølgende oplever en meget sen – eller i værste fald slet ingen – tilbagemelding.

Konsekvensen af manglende inddragelse er, at børn og unge kan opleve sig som en genstand eller et objekt for de voksnes handlinger. I et interview omtaler en ung sig selv som en ”skoleopgave, der bare skal have en karakter”.

Hvis vi i praksis skal videre ad inddragelsesvejen, tyder flere ting på, at vi skal gøre noget anderledes.

Børnesynet er afgørende
Den tilgang og det perspektiv, vi møder udsatte børn og unge med, har en afgørende betydning for vores evne til at inddrage.

Anerkender vi børn og unge som kompetente, vidende og reflekterende samfundsborgere med ret til indflydelse? Ser vi børn og unge som aktører i eget liv? Udsatte børn og unge bliver ofte mødt med negative forventninger om, at de ikke har evner og ressourcer til at udtale sig om eget liv.

Samlet set viser vores erfaringer fra praksis, projekter og netværksgrupperne, at anbragte børn og unge har stor indsigt i egen situation, behov og udvikling – og at de ønsker at tage beslutninger om eget liv. 

At anerkende barnet og den unge som subjekt udfordrer både forældres og fagfolks magt til at definere problemer og ressourcer – samt at træffe afgørelser om støtte. Det kræver mod, viden og kompetencer at udøve en ”børnevenlig” praksis, hvor inddragelse foregår som en naturlig del af børnearbejdet.

En virkningsfuld metode
I vores arbejde med netværksgrupperne har børnene og de unge vist os en relevant vej til bedre inddragelse. Her har vi erfaret, at børn og unge udtrykker sig mere og om flere ting i deres liv, når de deltager i et gruppeforum. Eller som en ung udtrykker det:

”I gruppen finder man ud af, at man ikke er ”Palle alene i verden”. Her får jeg støtte til det ved at sige min mening - det er ikke forbudt, det må man gerne - også i kommunen og i min plejefamilie”.

Børnene og de unge bliver ikke alene mere åbne i gruppen, men deltagelsen gør dem også bedre til at udtrykke sig i tilsynet og til møder med kommunen. Via gruppen indhenter de information og erfaringer fra andre børn og unge samt udenforstående voksne. Det bidrager til øget selvstændighed og etablerer et potentiale til at udtrykke sig.

Ressourcemæssigt kræver gruppetiltaget en meget lille indsats, men den har stor betydning for børn og unges mulighed for at komme til orde og eksempelvis finde vej til tilsynet.