Som samfund og fagpersoner forventer vi, at barnet helst skal nå samme udvikling, sundhed og selvstændighed i voksenlivet som andre børn. Hensigten er god, men i praksis pålægger vi barnet en krævende dobbeltopgave.

Susanne Katz
Faglig leder i CAFA

Af Susanne Katz
Faglig leder i CAFA

Forfatter Maria Helleberg blev i slutningen af november interviewet om sin bog Scenesat, der handler om Johanne Louise Heibergs liv. For 200 år siden bevægede hun sig fra en position i samfundets bund til samfundets top via sine særlige skuespiltalenter.

I interviewet udtrykker forfatteren, at vi i dag bør være bedre til at spotte og understøtte lignende talenter blandt nutidens udsatte børn og unge. Måske går der en Heiberg eller en H. C. Andersen rundt, som blot skal anerkendes for at udfolde sit potentiale?

Jeg vil pege på, at der desværre er mangel på anerkendelse i de metoder, vi anvender i det professionelle sociale arbejde med udsatte børn og unge, som har et særligt støttebehov på grund af for eksempel familie- og udviklingsmæssige vanskeligheder. Det giver dem svære kår, hvis de skal følge i de store danskeres fodspor.

Redskaber til at ”normalisere”
Serviceloven har over en del år givet os en lang række redskaber – blandt andet målrettethed, planer og opfølgning – der jf. lovens formål skal støtte børn og unge til at opnå ”samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende”.

Målet med redskaberne er at støtte børn og unge i udsatte positioner (børn og unge fra samfundets bund) til en ”normal” tilværelse (bedre position). 

Hvorvidt normaliseringen opnås, efterprøves blandt andet i generelle undersøgelser. Deres resultater peger på, at det mål ikke nås i særlig høj grad.

For eksempel viser forskningsoversigterne om anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet fra 2003 og 2009, at de anbragte børn og unge har uforholdsmæssigt mange vanskeligheder, herunder skoleproblemer, antisocial adfærd, psykiske problemer og konfliktfyldte relationer med andre børn og voksne.

De viser også, at de anbragte som voksne er en socialt dårligt stillet gruppe med ringe uddannelsesniveau, høj arbejdsløshed, dårlig økonomi, sociale problemer, helbredsmæssige problemer og hyppigere død i en ung alder. Der peges på, at tilbuddene til de anbragte børn og unge ikke formår at kompensere for de problemer, som er årsagen til anbringelsen.

Tankegangen om, at undersøgelser, mål, handleplaner og opfølgninger er vejen frem, synes at være uangribelig, fordi metoden virker logisk og signalerer handlekraft. Det ser dog ud til, at metoden har alvorlige negative, utilsigtede virkninger, som vi ikke har afdækket tilstrækkeligt.

Fastholder negativt selvbillede
Et barn eller ungs handleplan skal indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Planen skal revideres hvert halve år, og set i lyset af de generelle undersøgelser må mange børn og unge hvert halve år konfronteres med deres manglende eller negative udvikling.

De konstante negative forventninger er medvirkende til, at det enkelte barn kan opleve sig selv som unormalt og forkert. Det kan påvirke barnets selvfølelse og konklusioner om egen identitet i negativ retning – hvilket medfører præcis det modsatte af målet, nemlig at barnet (og vi) ikke opdager egne ressourcer og potentialer.

I undersøgelsesprocesser, målsætninger, handleplaner og opfølgninger signalerer vi, at barnet ikke kommer af noget positivt, ikke forventes at udvikle sig normalt og fortløbende ønskes ændret. Dette signal styrker det negative selvbillede, som barnet eller den unge i mange tilfælde allerede har draget på baggrund af belastende oplevelser som eksempelvis omsorgssvigt, vold og misbrug. Og det er i hvert fald ikke med til at udfolde potentialer og dyrke talenter.

Her er vi så tilbage til Hellebergs pointe: Hvad mister vi i denne proces?

Dobbelt svær opgave
Som samfund og fagpersoner forventer vi, at barnet helst skal nå samme udvikling, sundhed og selvstændighed i voksenlivet som andre børn. Hensigten er god, men i praksis pålægger vi barnet en krævende dobbeltopgave.

Ikke alene skal barnet lære som alle andre børn. Det er også underlagt en skarpere vurdering: Ud over at målsættes og vurderes i de sammenhænge, andre børn også bliver det – eksempelvis via tests i skolen – målsættes og vurderes de også på alle andre udviklingsområder.

Om igen
Initiativer, der skal ændre på de personlige konsekvenser af grundlæggende samfundsproblemer, bør efter min mening ikke lægge så store byrder på enkeltpersoners skuldre – og da slet ikke på de mest udsatte børns og unges.

Vi bør også være overordentlig opmærksomme på, hvilke ord vi anvender om de initiativer, vi retter mod personer, der er bærere af samfundsmæssige problemer, så de ikke allerede i benævnelsen virker stigmatiserende i stedet for integrerende.

Når vi ønsker at støtte udsatte børn og unge, må vi tænke ud over de nuværende rammer, så vi i højere grad anerkender og prioriterer børnenes og de unges selvfølelse. Hvordan anerkender vi dem, som de er - hvordan ser vi de ressourcer, de HAR?