Debat

Ingen undskyldning for ikke at inddrage evidens

DEBAT: Evidens bør fylde mere i det sociale arbejde, fordi det er et nødvendigt fagligt værktøj. Det skriver Bianca Albers, Henrik Luplau og Marie-Louise Aafod fra Familie & Evidens Center, København.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Evidens er et lærings- og udviklingsværktøj. Evidens er den kritiske ven, vi alle har brug for - for at gøre et godt stykke arbejde på det sociale område.

Bianca Albers, Henrik Luplau & Marie-Louise Aafod
Familie & Evidens Center, København
Fakta

Fra 27. marts og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på evidens i socialpolitikken.

Mød denne måneds debatpanel her.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Af Bianca Albers, Henrik Luplau og Marie-Louise Aafod
Familie & Evidens Center, København

Ja, evidens skal fylde mere i det sociale arbejde, det kan der ikke være tvivl om. Evidensens kerne er at kunne dokumentere resultater og effekter af indsatser for borgere.

Vi skylder brugerne af det sociale system, at de indsatser, der bruges til at udvikle børn og unges sociale kompetencer eller til at styrke voksne i deres rolle som forældre, har en dokumenteret virkning.

Evidens kan skabes på mange forskellige måder og niveauer, og den kan skabes i morgen, hvis vi – hver enkelt aktør i den sociale sektor – ønsker det.

Tag en beslutning
Der er hverken grund til at vente på penge, forskning eller godt vejr – det her er et spørgsmål om at tage en beslutning.

En beslutning, som hver enkelt organisation, hver enkelt kommune kan træffe i morgen. Det virkelige arbejde ligger i at omsætte beslutningen. At definere mål, man gerne vil opnå, data, man gerne vil indsamle, og processer, systemer og kulturer, man gerne vil udvikle - på sin vej mod mere evidens.

Det arbejde tager tid og tålmodighed. Og det igen forudsætter, at man også ved noget om forandringsledelse og god implementering.

Kom nu i gang
Socialdebatten her på Altinget.dk viser indtil videre desværre to ting: At mange åbenbart mener, at kursskiftet mod evidens forudsætter en større saltvandsindsprøjtning af ressourcer. Og at debatten om evidens i sig selv ikke er særlig evidensbaseret.

Til det første kan vi kun sige: Kom nu i gang. Der er ressourcer i kommunerne. De kan omprioriteres. Og så er det bare om at tage arbejdshandskerne på. Og hvis en kommune ikke vil eller kan gøre det alene, jamen, så gør det sammen med andre, der vil og kan.

Når det gælder evidensen i evidensdebatten, må vi bare spørge: I hvor lang tid endnu skal vi slæbe rundt på evige fordomme om evidensbaserede programmers mange dårligdomme? Lad os bare tage et par stykker af dem:

Først er der dem, der påstår, at programmerne ikke passer sammen med den skandinaviske velfærdsmodel og kultur. For de er udviklet i udlandet, mange af dem i USA, og det i sig selv må være nok til at kunne konstatere: Duer ikke.

Succesfuld evidens
Hvis det er sandt, hvorfor er der så en lang række organisationer - i Danmark, i andre skandinaviske og ikke mindst i mange europæiske lande – som anvender evidensbaserede programmer med succes og overbevisning? Og hvorfor viser forskning, at de vitterligt KAN overføres til vores kontekst?

Dernæst er der dem, der mener, at programmerne putter fagprofessionelle i en metodisk tvangsjakke og dermed ikke tager individuelle hensyn til børn og familier og forskellige kontekster. Også det er en fordom.

Evidensbaserede programmer er måske endda det allerbedste bud på styrkefokuseret og respektfuld hensyntagen til familier, der overhovedet kan tilbydes på socialområdet lige nu.

Tal med praktikere, der arbejder i programmerne – de ved, hvad der kan lade sig gøre inden for en evidensbaseret ramme.

Endelig må vi også spørge: I hvor lang tid vil vi holde fast i offerrollen og brygge på historien om, at evidens er noget, der trækkes hen over et helt område?

 

Et nødvendigt værktøj   

Evidens er et værktøj, der i kombination med implementeringskompetence og stærke faglige færdigheder kan højne kvaliteten i socialt arbejde og styrke professionerne. Og et værktøj kan bruges – på en myndig og informeret måde – til at forbedre praksis.

Derfor: Evidens er meget mere, end hvad det gøres til i dette forum. Evidens er et lærings- og udviklingsværktøj. Evidens er den ’kritiske ven’, vi alle har brug for - for at gøre et godt stykke arbejde på det sociale område.

Og vi vil hermed gerne sende en åben invitation til politikere og fagfolk og give dem en mulighed for at møde praktikere og ledere, der arbejder med at implementere evidensbaseret praksis. Besøg os, tal med os og oplev, hvordan evidensbaseret socialt arbejde kan se ud. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00