I stedet for at have blikket skarpt fæstnet på de enorme summer, og hvordan beløbene kan trimmes i sparetider, så bør der kigges langt mere kritisk på, om de milliarder, der bruges på et hav af forskellige foranstaltninger og tilbud for at hjælpe borgere i alle aldre til et bedre liv, rent faktisk fungerer efter hensigten. Om borgerne reelt bliver mere selvhjulpne og mere selvforsørgende.

Jørgen Søndergaard
Direktør i SFI

Jørgen Søndergaard er direktør for SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd). Han har tidligere været formand for bl.a. Arbejdsmarkedskommissionen (2007-2009).

I sin kronik efterlyser Jørgen Søndergaard en diskussion om, hvad man får for de mange penge, som bruges på det sociale område. Man bør i højere grad fokusere på udbyttet af de midler, som bruges, frem for ensidigt at se på mulighederne for nedskæringer i tilførslerne til området. Hvad får man ud af alle de tilbud og foranstaltninger, som skal give borgerne over en bred kam et bedre liv?

Jørgen Søndergaard bruger anbringelser af antisociale og kriminelle unge sammen, trappetrinsmodellen i forhold til hjemløse med misbrugsproblemet og selvvalgt uddannelse som aktiveringstilbud som eksempler på dyre indsatser, som ofte slår fejl - og koster dyrt.

Tre søjler i socialpolitikken
I kronikken identificeres tre søjler af socialpolitikken, hvor tanken om at sociale indsatser sætter positiv udvikling i gang hos borgeren gælder:

Offentlige forsørgelse i form af kontanthjælp, førtidspension osv.

Omsorg af mennesker, som ikke kan klare sig selv. Herunder ligger indsatsen for udsatte børn, ældre og handikappede.

Hjælp til selvhjælp. Denne søjle er den bredeste og dækker forsøgene på at gøre offentligt forsørgede mere selvforsørgende og at gøre omsorgsmodtagerne i stand til at klare sig selv.

Jørgen Søndergaard slår fast, at indsatsen i den tredje søjle sikkert virker for nogle, men fejler for mange. Et stærkt eksempel er på området for førtidspensionister. Førtidspensionsreformen i 2003 forventedes at føre til et fald i antallet af førtidspensionister, men det er langt fra sket. Og det vel at mærke på trods af, at reformen indskrænkede gruppen af potentielle førtidspensionister til kun at omfatte dem med så lille erhvervsevne, at end ikke et fleksjob er en mulighed.

Magter kommunerne opgaven?
Men er kommunerne de rigtige til at vurdere berettigelsen til førtidspension, siden antallet ikke falder og en undersøgelse fra SFI viser, at en del uretmæssigt får førtidspension?

Udgifterne til forebyggelse, anbringelser, specialundervisning er ligeledes stigende, men alligevel kommer 16-17 procent af hver årgang ikke videre i uddannelsessystemet.

Jørgen Søndergaard tager sine forbehold, da der ikke er videnskabeligt belæg for hans konklusion, men peger alligevel på en mulig sammenhæng mellem de uddannelsesmæssigt frafaldne unge og antallet af førtidspensionister.

Brug for forsøg
Det slås fast, at Jørgen Søndergaard skam kan se berettigelsen i denne tredje søjle i socialpolitikken - men ikke uden bekymringer og forbehold. Han peger på, at de indsatser, som ikke har umiddelbart synlige følger, men som virker på lang sigt, nedprioriteres.

Ydermere er der et strukturelt problem i, at ide - og produktudviklingen foregår i for små enheder (de enkelte kommuner, bostedet osv.) og derfor bliver for træg og ineffektiv. På den baggrund har SFI og Servicestyrelsen indledt samarbejde om metodeudvikling og forsøg på det sociale område.

Vejen til en socialpolitik, som udføres med åbne øjne, ligger i forsøg og afklaring af, hvad der virker. Men manglende ressourcer og generel modstand overfor sociale forsøg og dertilhørende forskelsbehandling hæmmer udviklingen.

Jørgen Søndergaard slutter af med at slå fast, at hvis vi ikke ved, hvad der virker, så ved vi heller ikke, hvad vi gør.