Partier fordeler 300 millioner til socialt udsatte

UDMØNTNING: Satspuljepartierne er tirsdag blevet enige om at fordele to puljer penge til henholdsvis socialt udsatte voksne samt børn og unge. Se fordelingen af pengene her.

Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Der er fokus på socialt udsatte i alle aldre med fordelingen af omkring 300 millioner satspuljekroner.

Partierne bag aftalen er således blevet enige om at udmønte 184 millioner kroner til indsatser for udsatte og sårbare børn og unge og omkring 120 millioner kroner til socialt udsatte voksne.

Det fortæller børne- og socialminister Mai Mercado (K) sammen med ordførerne bag satspuljeaftalen fra efteråret.

Ministeren kalder med en overskrift de tiltag, som pengene går til, for ”virksomme og vidensbaserede”.

”Når vi får vidensbaserede indsatser, der virker, har det i sidste ende betydning for borgerne derude,” siger Mai Mercado.

Børn og unge
Pengene blev afsat varigt ved satspuljeaftalen i efteråret med aftale om, at partierne skulle sætte sig sammen årligt og forhandle om, hvordan de konkret skal bruges. Det er altså pengene for 2017, der nu er indgået aftale om.

På børne- og ungeområdet går de 184 millioner kroner til tre initiativer:

  • At styrke børn og unges handlekraft og sociale færdigheder
  • Investering i forebyggende indsatser i regi af pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)
  • En socialøkonomisk investeringsmodel (SØM) på børneområdet

”Børnerammen prioriterer de forebyggende indsatser og fokuserer på børns robusthed og udvikling af deres sociale færdigheder,” siger Mai Mercado.

Den nye investeringsmodel er en videreudvikling af den såkaldte Skandia-model. Modellen, der regner på de økonomiske fordele ved tidlig indsats på socialområdet, skal tilpasses specifikt til børne- ungeområdet for at give kommunerne beviser på, at det kan betale sig at sætte tidligt ind.

Voksenindsatsen
På voksenområdet sættes der ligeledes penge af til tre initiativer:

  • Udvikling og test af bostøtteforløb
  • Udbredelse af virksomme bostøttemetoder
  • Investering i efterværn til unge

Bostøttemetoder dækker over indsatser, der skal hjælpe borgere med at blive i egen bolig samt fastholde job eller uddannelse.

I 2014 fik 43.000 mennesker hjælp i denne kategori. Hjælpen kan være i form af økonomisk rådgivning, psykologhjælp, træning af sociale færdigheder eller noget helt fjerde. Under den nye forsøgsordning skal flere kommuner udbyde hjælpen i gruppeforløb frem for en-til-en, hvilket har vist gode resultater.

Herudover er der investeringer i efterværn, som er hjælp til unge, der eksempelvis har været i plejefamilie, når de fylder 18 og skal klare sig på egen hånd. Konkret bruges der 59,5 millioner kroner på at oprette forsøgsordninger i enkelte kommuner i 2017 og 2018, hvor alle unge bliver tilbudt efterværn, hvis det er relevant for dem.

”Der er fokus på efterværn – hvordan vi forstærker det og sikrer de unges motivation til at tage imod en efterværnsindsats, når de skal videre fra en plejefamilie,” siger Mai Mercado.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00