Pia K: Synes I selv, I hører til hér?

KORT NYT: "Helt ærligt - synes I selv, I hører til hér?" Pia Kjærsgaard (DF) langer hårdt ud efter de seneste dages ballademagere og efterlyser handling fra regeringens side.
Christian Juhl Mølgaard
Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti
Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti Foto: Henrik / Altinget
"Unge indvandrere brænder vuggestuer af i det land, som har taget vel imod deres forældre og bedsteforældre, og som giver dem tryghed, gratis uddannelse, social sikkerhed og gode jobmuligheder," noterer Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard sig i sit ugebrev, hvor hun opsummerer de seneste dages uroligheder.

Handling - ikke ord
Pia Kjærsgaard efterlyser handling frem for ord - og kritiserer i den forbindelse både statsministeren og justitsministeren.

"Jeg føler mig skuffet og ikke specielt beroliget. Jovist, det var da befriende at høre statsministeren slå fast, at denne situation ikke er samfundets skyld, men er de unges og deres forældres ansvar.

Men hvor var de konkrete tiltag?," spørger formanden for DF og retter sin kritik mod justitsminister Lene Espersen (K):

"Hun er god til at lyde vældig indigneret, men hendes udmeldinger var den samme grødede masse af 'NU er vi vrede, det er vi altså'."

En hjælpende hånd fra Dansk Folkeparti
Pia Kjærsgaard peger i sit ugebrev på en række forslag lanceret af DF, der kan være til hjælp for regeringen:

- Nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år.

- Forældre til unge under 18 år skal være erstatningsansvarlige, når de unge forretter skade på andre menneskers ejendom.

- Deltagelse i organiserede optøjer skal kunne straffes med minimum et halvt års fængsel.

- Brandstiftelse på såvel offentlig som privat ejendom i forbindelse med organiseret uro skal give minimum et års fængsel.

- Deltagelse i organiseret kriminalitet skal føre til udvisning fra Danmark for udlændinge, der ikke oppebærer dansk statsborgerskab.

- Sænkelse af kriterierne for udvisning af ikke-statsborgere ved kriminalitet.

- Adgang til fratagelse af dansk statsborgerskab skal øges.

Disse forslag er fra Dansk Folkepartis side ment som en lakmusprøve for at finde ud af, hvorvidt regeringens og oppositionens vrede over urolighederne er ægte, og om de dermed kan præstere en konkret stillingtagen i situationen.

Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00