Politikerne tilsidesætter integrationsforskning

Et demokratisk samfund bygger på en svær balancegang. På den ene side har vi alle ret til at mene, hvad vi vil, og samfundets mest centrale beslutninger kan tages ud fra holdninger alene.

På den anden side er det anerkendt, at beslutninger tages bedst, hvis de bygger på viden og erkendelse: I vor tid ikke mindst videnskab og forskning.

Ubalance på integrationsområdet
Integrationsområdet er et af de steder, hvor balancegangen mellem holdning og viden er særligt tydelig, og hvor man måske ligefrem kan tale om ubalance. Holdningerne er mange (vi møder dem stort set hver dag, når vi åbner avisen), og det samme er faktisk forskningsresultaterne.

Problemet er - og jeg vover at kalde det sådan - at bevægelsen fra forskningsbaseret viden til politisk handling inden for væsentlige områder bare ikke finder sted.

Men givet, at man fra politisk hold igen og igen pointerer, at etniske minoriteters integration er vigtig, er det bemærkelsesværdigt, når den statsbetalte viden, der kunne bruges til at bedre sådanne processer, tilsidesættes.

Garbi Schmidt
Professor (MSO), Roskilde Universitet

Her er nogle eksempler:

• Modersmålsundervisning: Forskningen viser, at modersmålsundervisning styrker tosprogede børns tilegnelse af det sprog, som tales i det samfund, som omgiver dem. Dette understreges fx af et dansk arbejdspapir fra Akademiet fra Migrationsstudier i 2002 og senere en svensk undersøgelse fra 2009. Den svenske undersøgelse viste endog, at tosprogede elever, som modtog modersmålsundervisning, klarede sig bedre end de etnisk svenske elever. Modersmålsundervisningen blev gjort frivillig (dog ikke for EU-borgere) for danske kommuner i 2002. Hvor tidligere 40% af de danske skoler tidligere tilbød modersmålsundervisningen var tallet i 2009 nede på 7%.

• Børn på asylcentre: Forskningen viser, at familier og børn, som forbliver længe - hermed ofte forstået i flere år - på asylcentre, fx fordi deres sag trækker ud, eller de venter på at blive sendt tilbage til oprindelseslandet, skades psykisk. En SFI-rapport fra 2006 påviser, at familierne bryder sammen i takt med opholdstiden. Ligeledes viser forskning fra Dansk Institut for Folkesundhed, at asylbørns psykiske helbred er dårligere, end hvad man ser i majoritetsbefolkningen. Udflytning til boliger uden for flygtningelejre kan gavne familiernes psykiske helbred. På trods af dette lever størstedelen af asylansøgerfamilier i lejre. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for asylsøgere var i 2009 over 500 dage.

• Starthjælp: Forskning fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) viser, at indførelsen af den såkaldte starthjælp ikke har den effekt, som den var tiltænkt: At virke som incitament for indvandrere og flygtninge til at finde et job og blive selvforsørgende. Snarere, konkluderer CASA, modvirker starthjælpen flygtninge og indvandreres integration i det danske samfund, fordi de resurser, som disse familier og individer må leve for, er så begrænsede, at de ikke har råd til at deltage i fx foreningsliv eller sende deres børn på lejrskole eller til børnefødselsdag med andre børn. Starthjælpen blev indført i 2002 og er 35% lavere end kontanthjælpen.

Politikere tilsidesætter viden om integration
Forskningsresultater er ikke i sig selv autoritative i samfundsmæssige processer og skal ikke være det. De indgår i et større puslespil af vurderinger af, hvad der er vigtigt, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, hvad der skal prioriteres - vurderinger, som både kan være ideologisk og pragmatisk betingede.

Men givet, at man fra politisk hold igen og igen pointerer, at etniske minoriteters integration er vigtig, er det bemærkelsesværdigt, når den statsbetalte viden, der kunne bruges til at bedre sådanne processer, tilsidesættes.