Politisk pres for kommunalt eftersyn af udbud

UDBUD: Socialdemokraterne og Enhedslisten ønsker, at alle kommuner kulegraver deres udliciteringskontrakter, så man undgår nye sager om social dumping. Ekspert mener, det er som at skyde gråspurve med kanoner.
Kasper Frandsen

Jeg har stor tillid til, at kommunerne selv kan varetage aftaler med private leverandører, så de lever op til lovens krav om løn og arbejdsvilkår. Det vil kun være fordyrende, hvis kommunerne også har ansvaret over for underleverandørerne.

Jacob Jensen (V)
Kommunalordfører
Kommunerne bør skele kraftigt til Københavns Kommune, der har gennemtrawlet udbudskontrakter for over seks mia. kr. for at se, om kontrakter efterlod huller til blandt andet social dumping.  

Sådan lyder den klare opfordring fra Socialdemokraterne efter partiets kommunale topmøde i Vejle med hovedbestyrelsen, partiets kommunalpolitiske gruppeformænd og 49 borgmestre.

"Kommunerne bør selv tage ansvar for at kulegrave sine eksisterende udliciteringskontrakter for at sikre sig, at der ikke opstår nye uheldige sager som den i Rudersdal Kommune," siger Socialdemokraternes ordfører for social dumping, Ane Halsbo-Larsen, til Altinget | Kommunal.   

Fire rumænere blev i januar taget i at gå på madjagt i skraldespande i Nærum, fordi de aldrig havde fået løn for deres arbejde på Nærum Skole og børnehaverne Mariehøj og Troldehøj.

"I første omgang vil vi opfordre kommunerne til at gennemgå deres udliciteringsaftaler. Det er uacceptabelt, at vores skattekroner bliver brugt på billige udliciteringskontakter, der trykker lønnen. Hvis kommuner ikke kan finde ud af det, må vi trykke dem lidt ekstra på maven," siger hun uden dog at anvise, hvor langt partiet ønsker at gå.

På længere sigt håber hun også på, at kommuner vil undgå risiko for social dumping i udliciteringsaftaler ved at indskrive 
nye løn- og arbejdsforhold i udbudskontrakterne, som det er et lovkrav, at staten skal gøre.

EL vil gå videre
Enhedslisten er meget begejstret for Socialdemokraternes udmeldning.

"Vi skal sørge for at firmaer, der udfører opgaver for kommuner, ikke benytter sig af underbetalt eller sort arbejde. Her skal være tale om et såkaldt kædeansvar, så kommuner også har ansvar for, at underleverandører overholder reglerne," siger partiets kommunalordfører, Lars Dohn (EL).

Han ønsker at gå videre end Socialdemokraterne ved at lovgive på området.

"Det er ikke nok blot at opfordrer kommuner. Der vil altid være kommuner, der ikke fører tilsyn med social dumping i firmaer, der udfører opgaver for kommunen," siger han.

Han er klar til, at staten tager sin del af regningen.

"Det kan blive dyrt. Men det er en nødvendig kontrol, hvis vi ønsker tillid til vores systemer og kommunale arbejdsmarked," slår han fast.

Derimod kalder Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen, forslaget for "dissideret underligt".

"Skulle man så annullere allerede eksisterende aftaler? Jeg har stor tillid til, at kommunerne selv kan varetage aftaler med private leverandører, så de lever op til lovens krav om løn og arbejdsvilkår. Det vil kun blive fordyrende," siger han.

Ekspert: Gråspurve med kanoner
Ifølge Ole Helby Petersen, der er seniorforsker og ekspert i udlicitering fra Det Nationale Analyse- og Forskningsinstitut for Kommuner og Regioner, er det "meget fornuftigt" at kigge på udbudskontrakterne.

"Der er problemer på udvalgte områder som f.eks. rengøringsområdet. Men det skyder over målet at kræve en generel gennemgang af udbudskontrakterne i forhold til problemets omfang. I de fleste tilfælde er der ingen problemer," siger han.

Han mener, at en gennemgang af alle kontrakter vil være et kæmpe arbejde, som formentlig ikke fører til særligt meget.

"I stedet kunne man i fremtidige aftaler med underleverandører forsøge at få indskrevet et krav til overenskomster, samtidig med at man udvider kommunernes kontrol til mere end kvaliteten af opgaverne, men også inddrog medarbejdernes forhold. Så det at stille krav til underleverandørernes arbejdsforhold bliver en naturlig og integreret del af kommunens arbejde," siger han.   

0:000:00