Af Marianne Jelved (R)
Socialordfører

Man tror ikke sine egne øjne, da en overskrift fanger øjnene. En nu 14-årig pige fra Tønder har været anledning til 14 indberetninger i Tønder gennem de sidste to år. Historien fortæller, at først da TV 2 går ind i sagen, bliver der udarbejdet en såkaldt paragraf 50-udredning.

Det er ikke til at fatte, at man på rådhuset i Tønder ikke har lært noget af en meget større og godt nok 10 år gamle Tønder-sag. Jeg har ikke for vane at hænge forvaltninger ud i offentligheden, men her er der ingen formildende omstændigheder. Tværtimod skulle man mene, at der var al mulig grund til at gøre sig meget umage.

Sagen er, at der har været en hel del mennesker i stillinger i kommunen, som har indberettet om en piges mistrivsel samt en række bekymringer og måske mistanker om overgreb. Uanset, hvad der menes om indberetningernes mistanker og bekymringer, så er der problemer om en familie, som vækker den slags reaktioner for ikke at kalde det aktioner.

Som landspolitiker vil jeg gerne kunne have tillid til de lokale forvaltninger og medarbejdere, fordi det er dem, der er tættest på borgerne og børnene i kommunen. Det er dem, der er den forreste instans og den tætteste på familierne. Det er dem, vi skal kunne stole fuldt og fast på.

En hjælpende hånd
Når man ser børnene for sig, så er de, de mest udsatte, forsvarsløse og sårbare. Det værste for dem er dog, at opleve de voksnes svigt. Og der går ikke indberetninger af sted fra andre fagpersoner, uden at der er grunde til det. Derfor skal den kommunale forvaltning tage aktion på sagen og udarbejde en paragraf 50-udredning.

Jeg ser det som et afgørende skridt, at der indbygges et greb, der kan forhindre nye svigt.

Marianne Jelved (R)
Socialordfører

Jeg må spørge mig selv om, hvilken aktion jeg vil tage af denne sag og den manglende kommunale handling. Skal vi flytte sagsbehandling af den slags børnesager til en ny instans på tværs af kommunerne? Nej, det er bedst, at sagerne er det kommunale ansvar, både hvad angår forebyggelse og handling.

Men noget må overvejes. Måske kan man give indberetterne et håndtag, hvis de kan se, at der intet sker efter en indberetning og efter endnu en. Måske kan vi se en tredje instans, der kunne underrettes og modtage en anmodning om at henvende sig til kommunen og tilbyde en håndsrækning i vurderingen af den konkrete sag. Det vil jeg gerne drøfte med ministeren og socialudvalget på et lukket samråd. Jeg ser det som et afgørende skridt, at der indbygges et greb, der kan forhindre nye svigt.

Det er beklageligt, men vigtigt, og det skal være en enkel model, der ikke tager ansvar fra kommunen, men giver sagsbehandlerne en hjælpende hånd. Og bliver et sikkerhedsnet for de sårbare børn.