Reden: Bureaukratiet ødelægger ngo'erne

Af Charlotte Fuglsang
Forstander for Reden København og Reden International

I Danmark har vi en tradition for, at ngo'er løfter en lang række socialfaglige opgaver. Det klæder den dan­ske velfærdsmodel. Ngo'erne har ofte et stærkt værdimæssigt afsæt, der understøtter opgaveløsningen og særligt vores evne til relationsarbejde i forhold til meget udsatte mennesker, og spiller en central rolle i vores arbejde med at kunne bringe folk videre. Dette gælder også for Reden og Reden International.

I samarbejde med Center mod Menneskehandel driver Reden International bl.a. et krisecenter og et møde­sted for handlede kvinder, som typisk kommer fra Østeuropa eller Afrika (Nigeria). Ofte er vi den eneste tillidsfulde og troværdige relation, kvinderne har, og de er derfor meget afhængige af, at vi er til stede og til rådighed. Vores indsatsområder på krisecenteret er restituering, rehabilitering og støtte til repatriering i hjemlandet.

Vi informerer om rettigheder, så kvinden kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag, og vi tilbyder korte kompetencegivende uddannelsesforløb, som et led i at støtte kvinden i at skabe en bæredyg­tig fremtid. Et konkret eksempel på vores kernearbejde er et restitueringsforløb for en dybt traumatiseret rumænsk kvinde, der ud over psykologbistand havde brug for daglig støtte til selv de mest basale ting som at kunne sove og spise. Da kvinden var yderst sårbar, var fokus på at støtte hende i brobygningen til et ru­mænsk krisecenter, der kunne videreføre indsatsen.

Et helle for handlede kvinder
Grundlaget for, at vi kan nå disse mål i vores arbejde, er de gode relationer, vi skaber til kvinderne, og det er vores erfaring - som ngo - at vi har lettere adgang til at skabe disse, idet kvinderne som regel nærer udpræget mistillid til statslige aktører og systemer.

Det faktum, at vi kan møde kvinderne uden hensynta­gen til politiske og kommercielle interesser, gør, at kvinderne langsomt tør begynde at fortælle deres histo­rie. Vores store erfaring med handlede kvinders livsvilkår er udgangspunktet for relationsarbejdet, hvor vi støtter kvinden i, at det er hende, der er ekspert i sit eget liv. Derved bliver Reden International et helle for disse kvinder.

Jeg har stor respekt for den politiske proces, men jeg kan ikke forstå, at den ikke kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt.

Charlotte Fuglsang
Forstander for Reden København og Reden International

Politisk oplever vi imidlertid, at fænomenet menneskehandel betragtes som et midlertidigt fænomen, idet bevillingen til vores arbejde gives for kun tre år ad gangen. Det betyder bl.a. at vi ikke kan fastansætte medarbejdere. Det er i sig selv en udfordring med jobsikkerhed og de muligheder, vi har for at arbejde mere strategisk og langsigtet. Det er dog også et grundvilkår, vi efterhånden har lært at leve med.

Hver gang vi får en ny bevilling, skal der udarbejdes nye kontrakter for de enkelte medarbejdere. Her er vi ude i et juridisk skoleridt, som kræver væsentlig advokatbistand, og hvor hensynet til både medarbejdertil­fredshed og en relevant indsats over for målgruppen må vige for ikke at træde forkert i forhold til ansættel­sesretlige paragraffer. Skal det virkelig være så bøvlet at gøre en god gerning over for så udsatte menne­sker?

En bøvlet rekrutteringsproces
For eksempel blev ansøgningsrunden i år igangsat den 27. februar med frist den 27. marts. Bevillingen skulle fornys med virkning den 1. juli. Først ultimo maj fik vi oplyst, at midlerne til en fortsættelse af krise­centret i en ny periode nu var bevilget. Samtidig blev vi klar over, at bevillingen var beskåret i forhold til tidligere, hvilket jo også skal håndteres i et døgnbemandet krisecenter.

I mellemtiden har gode medarbej­dere naturligt nok søgt anden beskæftigelse. Det betød derfor, at da vi kunne tilbyde fornyelse af kontrak­ten, takkede halvdelen af medarbejderne nej, og vi måtte lige før sommerferietid ud i en noget bøvlet rekrutteringsproces.

I modsætning til store virksomheder og organisationer har vi jo ikke en HR-afdeling eller fem interne juri­ster, der kan bistå os i en sådan proces. I ngo'erne har vi hverken råderum til - eller kan vi tillade os - at geare vores økonomi til store administrative enheder. Vi arbejder direkte med kvinderne, og for meget bureaukrati og administration ville afføde kritik, da vores midler hele tiden skal bruges til at løfte kerneop­gaven.

Jeg har stor respekt for den politiske proces, men jeg kan ikke forstå, at den ikke kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt. Kunne vi bare få den nye bevilling i hus, et halvt år før den skal træde i kraft, ville det være et stort fremskridt. Men allerbedst ville være, at indsatsen mod menneskehandel permanentgøres på finansloven, herunder ikke mindst den faste drift af et kriscenter for ofre mod menneskehandel, så den løbende indsats ikke er afhængig af en satspuljebevilling.