Debat

S-borgmester: Træd varmsomt i radikaliseringsdebatten

DEBAT: Man må forstå radikaliseringsproblemerne, før vi skrider til forhastede konklusioner. Derfor skal man træde varsomt og argumentere med et vist forbehold i debatten, skriver Jesper Christensen, socialborgmester (S) i Københavns Kommune. 

Jesper Christensen (S), socialborgmester i Københavns Kommune, mener, at man bør træde varsomt og argumentere med et vist forbehold i debatten om radikalisering.
Jesper Christensen (S), socialborgmester i Københavns Kommune, mener, at man bør træde varsomt og argumentere med et vist forbehold i debatten om radikalisering.Foto: Pressefoto
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Christensen (S)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Efter første runde i socialdebatten om radikalisering, er der mange åbne spørgsmål og uenigheder. Men ét faktum står uændret tilbage: Ingen af os ved - eller har et fornuftigt bud på - hvor stort problemet med radikalisering egentlig er.

De fleste accepterer tilsyneladende den manglende viden som et vilkår for debatten. Mens enkelte kommer med dommedagsprofetiske om end dårligt underbyggede bud. Trenden gælder selvfølgelig ikke kun Altingets spalter. Hvor man end ser hen, har tendensen været den samme – ophedet følelsesladet debat om løsninger på et problem, som ingen kender omfanget af.

En dyb eftertænksom vejrtrækning
Jeg er ikke ude på at nedvurdere truslen mod vores sikkerhed. Det har jeg hverken faglig baggrund eller faktuel indsigt til.

Pointen er udelukkende, at man som regel når de bedste løsninger, hvis man bestræber sig på at forstå problemerne, inden man skrider til forhastede konklusioner. Og når den viden ikke er tilgængelig, er det klædeligt at træde varsomt og argumentere med et vist forbehold. Ingen af delene har præget debatten i disse spalter eller i de seneste måneders debat i øvrigt. Og jeg må indrømme, at jeg nok også selv har udtalt mig lige vel skråsikkert om forhold, vi ikke har sikker viden om.

Det er klart, at vi ikke kan sidde med hænderne i skødet, indtil hver en afkrog af ungdommens demokratiske sindelag er udforsket. Men det må omvendt være en rimelig forventning, at alle tager en dyb eftertænksom vejrtrækning, inden vi får bildt hinanden ind, at vi ”har store problemer med radikaliserede unge i Danmark”, som Søren Pape Poulsen skriver, eller at islamismen ligefrem er blevet en ”politisk trend”, som Peter Skaarup mener at vide.

Pointen er udelukkende, at man som regel når de bedste løsninger, hvis man bestræber sig på at forstå problemerne, inden man skrider til forhastede konklusioner.

Jesper Christensen (S)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Så vidt jeg er orienteret, har vi kun to kvantitative holdepunkter i diskussionen om, hvor stort et problem, vi står overfor: PETs tal på danske Syrienskrigere og antallet af bekymringshenvendelser til myndighederne. Det første tal er 115, og det andet tal er for Københavns vedkommende steget markant og endte i 2014 på 60.

Begge tal har fået meget opmærksomhed i medierne, men sandheden er, at de i virkeligheden siger meget lidt om, hvor stort et problem vi står overfor. Er de 115 Syrienskrigere toppen af isbjerget eller en afgrænset isoleret gruppe? Er de taget af sted på grund af vrede mod deres hjemland eller snarere af en forskruet form for eventyrlyst? Hvad sker der med dem efter hjemkomsten? Fortsætter de den destruktive spiral, eller vender de tilbage til fællesskabet? Vi ved det ikke.

Det andet tal – antallet af bekymringshenvendelser – siger af indlysende grunde først og fremmest noget om niveauet af opmærksomhed og den bekymring, opmærksomheden afføder. Om det også siger noget om, hvor mange unge der bliver radikaliserede, ved vi ikke.

Ikke en negativ udvikling
Som sagt – mit ærinde er ikke at benægte, at vi har et problem. Som jeg skrev i mit første indlæg, har vi en gruppe unge i nogle af vores udsatte boligområder, der føler sig udenfor fællesskabet, og som er vrede. Risikoen for, at de bliver tiltrukket af ekstreme voldelige miljøer er til stede. Det skal vi reagere på. Det gør vi i kommunerne, og det gør regeringen med sit seneste udspil om ungdomskriminalitet.

Men – som jeg også skrev i mit første indlæg – skal vi samtidig huske på, at problemerne i de udsatte boligområder ikke er i negativ udvikling, som Søren Pape Poulsen f.eks. giver indtryk af. Tværtimod. Arbejdsløsheden i områder som Mjølnerparken og Tingbjerg, hvor jeg selv bor, er faldet dramatisk. Den samme udvikling gælder ungdomskriminaliteten, der aldrig har været lavere.

Det burde ikke være svært at komme et spadestik dybere i forståelsen af forskellige befolkningsgruppers sympati for antidemokratiske voldelige bevægelser. For eksempel kunne en undersøgelse af udsatte unges forhold til fællesskabet bringe os vigtigt stykke i retning af bedre løsninger. Det samme ville en bedre forståelse for motiverne bag og konsekvenserne af de 115 danskeres krigsdeltagelse i Syrien og Irak.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Christensen

Direktør, Teach First Danmark
student (Efterslægtsselskabets Skole 1982)

0:000:00