Sand: Billig-boligloven er et skridt i den rigtige retning

Af Steen Rosenquist
Formand, SAND – De hjemløses landsorganisation

De sociale 2020-mål skrottes, og der skal findes på nogle nye. Før vi putter de gamle helt i glemmebogen, vil jeg undre mig over at man vil skrotte dem og samtidig påstå, at det bliver svært at finde nye mål, der giver mening og er realiserbare.

På hjemløseområdet var der to mål: Et om, at antallet af hjemløse skulle reduceres med 25 procent, dvs. til 4.000 personer, og ét om, at andelen af borgere, der vender tilbage til et herberg inden for det første år efter udskrivning til egen bolig, højst må udgøre 20 procent.

Det er indlysende, at det skærer i en socialministers hjerte at se antallet af hjemløse stige. Og da opfinderen af målet også var fra Venstre, er det ikke helt oplagt at løse problemet ved at afskaffe hjemløsetællinger. Jeg synes, det er godt at forsøge at tælle hjemløse, og jeg synes, at det er et godt mål.

Hvis ikke man har et mål om at nedbringe hjemløshed, burde man ikke være socialminister. Siden 2011, hvor der blev talt 5.290 hjemløse på en uge, er tallet steget til 6.138 - en stigning på 16 procent. Selvom vejen til målet er blevet længere, skal målet bevares.

Ministerierne løber fra ansvaret
Det andet mål er svært håndterbart: For hvilken viden får man ud af, at der kommer flere eller færre tilbage til et herberg/forsorgshjem? Hvis der kommer flere, kan det være, fordi der ikke er givet den nødvendige bostøtte af kommunen, det kan være, fordi lejligheden er for dyr, eller det kan være, fordi problemerne igen er blevet for store, og at man derfor har brug for netop den hjælp og støtte, man kan få på en boform.

Hvis ikke man har et mål om at nedbringe hjemløshed, burde man ikke være socialminister.

Steen Rosenquist
Formand, SAND – De hjemløses landsorganisation

Min pointe er, at det kan være positivt, at en borger vender ’hjem’ til et forsorgshjem og får taget hånd om problemerne, og det kan være et svigt fra systemets side, der gør, at en borger ryger ud af sin bolig og tilbage på forsorgshjemmet. Når det ikke er entydigt, hvad man måler på, bliver målet ligegyldigt og bør skrottes.

Hvad giver det så mening at måle på? Vi har igennem lang tid haft et politisk flertal for at sætte overførselsindkomsterne – især kontanthjælpen – ned, og vi har et politisk flertal, der laver målsætninger om, hvor mange der skal ud af dagpengesystemet. Det er svært at se Venstre som politisk bannerfører på et projekt, der går i den stik modsatte retning ved at lave mål, der afspejler social ansvarlighed.

Når det er sagt, er det oplagte valg boliger. Det er et område, de kan forstå. Socialministeriet har valgt en enhedsmetode til at komme hjemløsheden til livs. Housing first, som tilgangen kaldes, er betinget af, at der er tilstrækkelig med billige boliger til hjemløse. Det er der ikke i dag.

Rigsrevisionen har rettet hård kritik mod Boligministeriet for ikke at sikre tilstrækkeligt med billige boliger og Socialministeriet for at fralægge sig sit ansvar over for hjemløse på en række områder, f.eks. at unge hjemløse skal i egen bolig, ikke på herberg. Begge ministerier ved at antallet af boliger med en husleje på 3.000 kr. eller derunder er faldet med 55 procent siden 2007, men ikke gjort noget ved at rette op på det misforhold.

Venstre har klart givet udtryk for at den vil rulle den såkaldte ’billig-boliglov’ tilbage. Loven blev lavet af den forrige regering for at give kommunerne større mulighed for at bygge billige boliger. Det er langtfra sikkert, at denne lov vil batte noget, men det er bestemt et skridt i den rigtige retning.

Socialministeriet kan lave nok så mange målsætninger på hjemløseområdet, men hvis den gør gennemførslen afhængig af boligpolitiske forhold, bør den starte her og sætte sig en ambition om at bygge billige boliger.