SAND: Politikerne svigter de hjemløse

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation

Hjemløse og flygtninge har mindst tre ting til fælles: De er udstødte af samfundet, de mangler en bolig, og de er ildesete, der hvor de opholder sig.

Kommunerne har heldigvis en forpligtelse til at finde en bolig til flygtninge. Helt så langt skal de ikke gå over for hjemløse, hvor de ’kun’ er forpligtet til at tilbyde et midlertidigt ophold på en boform, dvs. forsorgshjem eller herberg. Her kan hjemløse få hjælp til at tage fat på deres problemer, og de kan få hjælp til at finde en bolig.

Den typiske vej til en bolig for en hjemløs går gennem kommunal anvisning via den boligsociale venteliste. Som alle ved, får flygtninge og hjemløse ikke ydelser, der kan betale andet end en lille billig lejlighed, og disse bliver der stadig færre af.

Tilbage i 2008, da de borgerlige sidst var ved roret, vedtog Folketinget en 4-årig hjemløsestrategi, der groft sagt gik ud på, at hjemløse ikke skulle opholde sig på gaden, på forsorgshjem eller herberger, men så hurtigt som muligt i egen lejlighed. Her skulle de have den nødvendige støtte til at kunne indrette sig og få løst de problemer, der havde gjort dem hjemløse og stadig red dem som en mare.

Målet var at nedbringe hjemløsheden og afprøve en ny metode til at afhjælpe hjemløshed - ’Housing First’. Metoden virkede sådan set meget godt, men det lykkedes ikke at nedbringe antallet af hjemløse, der støt og roligt er steget lige siden, og for gruppen af 18-24 årige endda er steget eksplosivt.

Med andre ord er forudsætningerne for den strategi, Socialministeriet har sat sin lid til løser hjemløseproblemet, ikke til stede.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation

Forudsætningerne er væk
Housing First-metoden forudsætter, som I nok har gættet, at der er billige lejligheder til rådighed. I storbyerne, hvor hjemløseproblemerne er størst, er de billige lejligheder en mangelvare. Samtidig ligger villigheden til at give hjemløse, der faktisk får tildelt en bolig, pædagogisk støtte til at blive i boligen, på et meget lille sted.

Med andre ord er forudsætningerne for den strategi, Socialministeriet har sat sin lid til løser hjemløseproblemet, ikke til stede. Hjemløsestrategiens mantra om, at hjemløse skal i egen bolig, har haft den utilsigtede konsekvens, at selvom der er stor pladsmangel på forsorgshjem og herberger, har nationale som lokale politikere besluttet sig for, at der ikke skal laves flere herbergspladser til hjemløse.

Så mens antallet af hjemløse stiger, mindskes hjemløses muligheder for at få hjælp tilsvarende. Og Socialministeriet og Boligministeriet, som rettelig burde sørge for, at lovgivningen blev overholdt, og sikre, at der kommer flere boliger og/eller forsorgshjemspladser, har i årevis undladt at gøre noget ved problemerne.

Det fik de i 2014 kraftig kritik for af Rigsrevisionen, der i efteråret 2013 satte sig for at undersøge indsatsen – og manglen på samme – på hjemløseområdet. Overordnet konkluderede Rigsrevisionen at Socialministeriet har sovet i timen. En hjemløsestrategi til 500 millioner kroner har øget opmærksomheden på hjemløseproblematikken i 17 kommuner, men det er ikke tilstrækkeligt, mener Rigsrevisionen:

”Rigsrevisionen finder det dog ikke tilfredsstillende, at ministeriet ikke har taget tilstrækkelige initiativer til at sikre, at kommunerne i større omfang udarbejder handleplaner, nedbringer længden af ophold på forsorgshjem og styrker indsatsen over for unge hjemløse.” (Beretning til Statsrevisorerne om indsatsen overfor hjemløse, Rigsvisionen aug. 2014, side 2.)

Et nationalt anliggende
Senere på året, efter ministerierne har haft anledning til at svare på kritikken, får Socialministeriet endnu et skud for boven, fordi de ikke forholder sig til, at der er et misforhold mellem antallet af hjemløse og antallet af pladser - at der ikke er pladser nok - og at opholdstiderne på forsorgshjem er stigende.

Min og Rigsrevisionens kritik rækker langt tilbage, med skiftende regeringer og især skiftende socialministre. Den store udfordring for Karen Ellemann og Co. er nu, hvordan man vil stoppe tilstrømningen til hjemløsegruppen og samtidig gøre noget for den stadig voksende gruppe af hjemløse.

Det vil blive stadig sværere at påstå, at man gør noget for hjemløse, når antallet af hjemløse på gader og stræder stiger. Som Rigsrevisionen siger, er det ikke alene kommunernes ansvar at sørge for løsninger. Bevares, de skal klandres for ikke at levere de herbergspladser de lovmæssigt er forpligtet til og for ikke at levere tilstrækkeligt med billige boliger. Men det overordnede ansvar for de udsatte grupper, økonomisk misforhold mellem, hvad en bolig koster, og hvad en borger kan betale, manglende indsatser over for unge hjemløse og total negligering af den stadig stigende udstødning og marginalisering, er et nationalt anliggende.

Regeringen kan meget nemt forfalde til at give flygtninge skyld for, at hjemløse ikke kan få adgang til en billig bolig. Her er det værd at huske, at det er et mangeårigt fravær af en boligpolitik, der også omhandler lavindkomstgrupperne og en manglende social indsats overfor hjemløse, der har skylden.

Dansk Folkeparti har adopteret frasen ”Et samfund bør bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste”. Lad os håbe resten af blå blok er enig og gør noget drastisk for at komme hjemløseproblemerne til livs.