Sareen: Evidens er bare sund fornuft

Jeg drømmer om, at vi en dag når dertil, hvor alle sociale indsatser bygger på den aktuelt bedste viden snarere end intuition og tradition.

Manu Sareen
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Af Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Er vi gået for vidt med evidensen? Giver vi politikere de sociale evidensbaserede indsatser langt mere politisk og økonomisk opmærksomhed, end de fortjener?
 
Det er nogle af de spørgsmål, der stilles i Altinget.dks socialdebat i disse uger af debattørerne Vibe Voetmann fra Frivilligrådet, Susanne Katz fra CAFA og Pernille Skipper (EL), som alle gør sig til talskvinder for at skrue ned for evidensblusset på det sociale område. I øvrigt uden at pege på brugbare alternativer.
 
Lad mig tage konklusionen først: Evidens er sund fornuft. Og den skal vi have mere af, ikke mindre af på det sociale område.
 
Enig: Evidens er i dén grad blevet et politisk modeord, hvilket i sig selv bør give anledning til at give fænomenet et gedigent servicetjek.
 
Enig: Vi må aldrig vælge evidensen for evidensens skyld, men konstant have fokus på den borger, det hele handler om.
 
Og enig: Vi skal bevare fagligheden, menneskeligheden og ikke mindst glæden ved at udføre det sociale arbejde - både for pædagogen på det sociale døgntilbud og for den frivillige, der hjælper med de gamle med at gå på Facebook.
 
Når jeg alligevel ikke kan dele debattørernes konklusion, skyldes det, at deres meldinger hviler på en præmis, der grundlæggende er forkert: Nemlig at alting kører, som det skal, på det sociale område, og at vi derfor kan tillade os at fortsætte som hidtil. Virkeligheden er desværre en anden.

Den fedtede skamplet
På trods af at vi hvert år poster mange milliarder kroner i sociale indsatser, går det langsomt. Og der er stadig enorme udfordringer, som venter på at blive løst.
 
For eksempel får kun godt hver tredje udsatte barn en ungdomsuddannelse. Knap 6000 mennesker her i landet er hjemløse. Og indvandrere og efterkommere er sørgeligt overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne.
 
Derfor er vi – som ansvarlige politikere og fagfolk – nødt til at se os selv i øjnene og spørge: Hvordan kan vi gøre det her bedre?
 
Hvordan får vi knækket den negative sociale arv, der – trods over 50 års velfærdspolitik og indædt kamp for at give alle børn lige muligheder – stadig sidder som en fedtet skamplet på et af verdens mest velstående lande?
 
Og hvordan får vi skabt et samfund, hvor alle – uanset handicap, psykisk sygdom eller sociale problemer - kan få sig en uddannelse, et arbejde og en plads i fællesskabet?

Brug for et seriøst gearskifte
I regeringen ser vi det som en af vores største opgaver at få skabt en større fremdrift på det sociale område.
 
Det er baggrunden for, at vi har lanceret de sociale 2020-mål for de mest udsatte. Vi har lavet en handicappolitisk handlingsplan, der skal gøre det nemmere for mennesker med handicap at få uddannelse, arbejde og blive inkluderet i fællesskabet. Og vi har gennemført en ambitiøs tilsynsreform, som skal skabe højere kvalitet på de sociale døgntilbud og i plejefamilier.
 
Men målene kan ganske simpelt ikke nås uden et seriøst gearskifte.
 
Der er forskellige gear at skifte til, men et af de mest lovende er og bliver dog evidenstilgangen. For evidens handler dybest set om sund fornuft.
 
I praksis handler det om, at vi hver eneste gang, vi bruger tid og penge på det sociale område, gør os umage for at gøre tingene på den måde, vi ved virker bedst. Uden tilstrækkelig dokumentation på det sociale område risikerer vi nemlig, at indsatsen enten ikke virker, eller at den gør mere skade end gavn.
 
Det kan hverken det anbragte barn eller du og jeg som skatteydere være tjent med.

Aktuelt bedste viden
Jeg drømmer om, at vi en dag når dertil, hvor alle sociale indsatser bygger på den aktuelt bedste viden snarere end intuition og tradition.
 
Det betyder ikke, at alle sociale indsatser fra i morgen skal bygge på randomiserede forsøg på det højeste trin af ”evidensstigen”. Eller at socialpædagoger fremover skal gå i hvid kittel med en lamineret manual under armen, der tromler hen over både faglig indsigt og den enkelte borgers unikke sociale DNA. Et vrangbillede, som ofte – også i seneste omgang – bliver tegnet op i evidensdebatten.
 
For selv i de mest hardcore evidensbaserede indsatser er forudsætningen for succes, at de faglige medarbejdere – socialpædagoger, psykologer, socialrådgivere – bidrager til projektet med en høj indsigt, med faglighed og med refleksion. Manualerne er med andre ord et støtteredskab – ikke en brugsanvisning.
 
Samtidig er det en grundlæggende præmis for de evidensbaserede indsatser, at de skal tilpasses til de enkelte deltagere for overhovedet at virke.
 
At prioritere og bruge den aktuelt bedste viden handler for mig om at påtage sig et ansvar for at hjælpe en borger bedst muligt og samtidig bruge de offentlige midler dér, hvor de gør mest gavn.
 
Det er god socialpolitik.