Debat

Selveje Danmark: Nye socialtilsyn lider af børnesygdomme

DEBAT: Socialordførerne forhandler fredag om en justering af Tilsynsreformen. Branchedirektør i Selveje Danmark, Jon Krog, håber, at de vil udrydde reformens børnesygdomme. Sådan skriver han i et debatindlæg på Altinget.

Selveje Danmark foreslår, at politikerne opstiller krav til 
sagsbehandlingstiderne i Socialtilsynet. Ingen kan være tjent med så 
lang en ventetid, skriver Jon Krog.<br>
Selveje Danmark foreslår, at politikerne opstiller krav til sagsbehandlingstiderne i Socialtilsynet. Ingen kan være tjent med så lang en ventetid, skriver Jon Krog.
Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Camilla Kamstrup
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Fakta
Giv din mening til kende!
Send et indlæg til [email protected]

Socialordførerne mødes fredag den 27. maj for at diskutere en justering af de fem socialtilsyn, som siden 2014 har ført tilsyn med sociale tilbud for udsatte og handicappede. Det sker på baggrund af en midtvejsevaluering, der som udgangspunkt er positiv, men som samtidig viser, at socialtilsynet lider af alvorlige børnesygdomme, som heldigvis kan kureres.

Socialtilsyn spiller afgørende rolle
Vi har som brancheorganisation for de sociale tilbud fulgt Tilsynsreformen tæt, og vi har fra begyndelsen været meget positive over for de nye socialtilsyn. Faktisk spiller Socialtilsynet en afgørende rolle for at sikre kvalitet i det socialpædagogiske arbejde til gavn for såvel borgernes retssikkerhed som for ligestillingen mellem offentlige og ikke offentlige tilbud.

Men de nye socialtilsyn har nogen børnesygdomme, som jeg håber, at socialordførerne vil udrydde i forhandlingerne senere i dag.

Det er fuldstændig afgørende for vores velfærdsmodel, at vi har tillid til de institutioner, der tager sig af de borgere, der har det allermest svært.

Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Gennemsigtige priser
Vi kommer ikke uden om, at prisen spiller en vigtig rolle, når den kommunale sagsbehandler vælger et tilbud til borgeren. I en tid hvor kommunerne er presset økonomisk, bliver hver en krone vendt. Det er fornuftigt nok. Men det kræver altså, at priserne på de offentlige tilbud og ydelser er fuldt gennemsigtige.

Vi ser desværre ofte, at prisen på kommunale institutionspladser bliver holdt kunstigt lav sammenlignet med for eksempel selvejende institutioners, fordi kommunen ikke medregner omkostninger til forsikringer eller afskrivninger på bygninger. Omkostninger, som de selvejende institutioner er forpligtede til at indregne i deres pris.

Det betyder, at de kommunale tilbud fremstår som billigere, end de er, hvilket selvsagt sætter de selvejende institutioner i en konkurrencemæssigt urimelig situation. Det er også påpeget i en netop offentliggjort rapport fra Konkurrencerådet, som fastslår, at det offentlige driver unfair konkurrence på en række områder. Det er dog mindst lige så slemt – og værre for den enkelte borger – at han eller hun risikerer at blive visiteret til et tilbud med en lavere kvalitet, end det faktisk var muligt til prisen.

For lange sagsbehandlingstider
Der er vist ingen hemmelighed, at sagsbehandlingstiderne i det offentlige system ofte er lange. Socialtilsynene er desværre ingen undtagelse.

Midtvejsevalueringen viser eksempler på sagsbehandlingstider på op imod 41 uger. Altså mere end trekvart år.

Derudover skal det enkelte sociale tilbud, som reglerne er nu, have sit budget godkendt af det lokale socialtilsyn. Men godkendelserne kommer typisk først to-tre måneder inde i det faktiske budgetår, hvilket gør det stort set umuligt for en institutionsleder at regne med sit budget.

Derfor foreslår Selveje Danmark, at politikerne opstiller krav til sagsbehandlingstiderne i Socialtilsynet. Ingen kan være tjent med så lang en ventetid.

For stor forskel på afgørelser blandt tilsynene
Det hører også til kategorien børnesygdom, at der er alt for stor forskel på tilsynenes beslutninger om påbud og godkendelser. Men det er en af de mere alvorlige sygdomme, for tilsynsreformen var sat i verden for blandt andet at rydde op i de alt for store forskelle på de kommunale tilsyns godkendelser.

Men problemet er ikke løst.

For eksempel har institutioner, der udbyder en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU’en), i den ene del af landet mulighed for at lægge den op på Tilbudsportalen (en oversigt, som sagsbehandlerne bruger, når de skal finde tilbud til borgerne), mens udbydere i den anden del af landet ikke har fået lov til det.

Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt. Der må være ens vilkår for alle.

En ensartet og kvalificeret sagsbehandling
Sagsbehandlingen i socialtilsynene skal med andre ord styrkes, så vilkårene for at drive et socialt tilbud er ens. Derfor foreslår Selveje Danmark, at det bliver Socialstyrelsens ansvar at sikre en ensartet og kvalificeret sagsbehandling. De skal selvfølgelig have musklerne til at varetage opgaven.

Det er fuldstændig afgørende for vores velfærdsmodel, at vi har tillid til de institutioner, der tager sig af de borgere, der har det allermest svært. Derfor skal der være ordentlige vilkår for at drive en institution, og reglerne skal være ens for alle – om så institutionen er kommunal, selvejende eller privat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jon Krog

Branchedirektør, Selveje Danmark, Dansk Erhverv
cand.jur. (Københavns Uni. 1996), diplomleder (Danmarks Forvaltningshøjskole. 2009), MPA (CBS, 2016)

0:000:00