SF: Erkend de sociale problemers kompleksitet

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører

Socialministeren har varslet nye 2020 mål på socialområdet. Det står ikke klart, hvorfor de eksisterende mål skulle skrottes, men SF vil selvfølgelig gå konstruktivt ind i drøftelserne af, hvordan de nye mål bør se ud, og hvordan der bedst sikres resultater af den sociale indsats til gavn for de socialt udsatte.

Hvis socialpolitikken skal have retning, er det godt at have konkrete mål at arbejde efter. Det fortæller nemlig noget om ambitionerne og villigheden til at prioritere socialområdet – et område, som er hårdt presset af kommunale nedskæringer, omprioriteringsbidrag og en alt for stor afhængighed af satspuljebevillinger.

Viden og erfaring er afgørende
Ministeren har inviteret en række fagfolk og interesseorganisationer til dialog om, hvad de nye sociale mål bør indeholde. Det lyder godt – især hvis det betyder, at aktørerne på området får reel indflydelse og medejerskab til målene og vejene til at nå dem. Det er efter min mening helt afgørende for at nå målene, at der lyttes til den viden og de praksiserfaringer, der er på dette komplekse område.

Debatten om 2020-målene er allerede godt i gang her på Altinget, og jeg ser frem til at følge den.

Ligesom Majbrit Berlau, Formand for Dansk Socialrådgiverforening, mener jeg, at afskaffelsen af fattigdomsgrænsen var en forkert beslutning - i hvert fald, hvis man er villig til at se konsekvenser af sine egne politiske beslutninger i øjnene – og handle på det.

Hvis man som udsat borger primært er optaget af, hvordan man bedst klarer dagen og vejen, og i øvrigt befinder sig i en situation med mange og komplekse problemer, vil økonomisk pres ikke hjælpe – snarere tværtimod.

Trine Torp (SF)
Socialordfører

For hvilke konsekvenser vil kontanthjælpsstramninger og den lave integrationsydelse få? Vil det føre til flere og mere udsatte borgere? Vil det betyde en yderligere stigning i hjemløshed? Vil det resultere i flere marginaliserede familier? Eller vil det få flere i arbejde og hjælpe flere ud af sociale problemer?

Sammenhængen mellem økonomiske vilkår og sociale problemer er helt central, hvis der skal sættes realistiske 2020-mål.

Jeg er skeptisk over for den adfærdsøkonomiske tænkning, som ligger bag regeringens beskæftigelsespolitik, og ideen om, at lavere ydelser får udsatte tættere på arbejdsmarkedet. Mennesker er ikke kun drevet af, hvad der kan betale sig, og derfor giver det ikke mening på den måde at forenkle menneskelig motivation.

Hvis man som udsat borger primært er optaget af, hvordan man bedst klarer dagen og vejen, og i øvrigt befinder sig i en situation med mange og komplekse problemer, vil økonomisk pres ikke hjælpe – snarere tværtimod.

Tilbyd en hjælpende hånd
Hvis udsattes livssituation skal forbedres, må vi i stedet kunne tilbyde dem en hjælpende hånd og gode professionelle relationer, som kan vejlede, motivere og give dem en tro på, at deres situation reelt kan ændres. Vi må som samfund være parate til at håndtere, at vejen kan være fyldt med bump, omveje og tilbagefald.

Forhindringer, som kan mindske troen og motivationen, men som skal overvindes. Netop her er der brug for at sætte ind, så håbet ikke forsvinder. Man kunne derfor passende overveje at sætte 2020- mål for tilbagefaldsprocenten.

Som Helle Linnet, formand for kommunale chefer, beskriver i sit indlæg, tumler udsatte borgere ofte med flere problemstillinger, som kræver hjælp fra flere ressortområder. Vi bør skabe bedre helhedsorienterede indsatser, hvor de forskellige sektorer arbejder tættere sammen. Det vil derfor være relevant at indkalde og inddrage andre ministerier, når 2020-målene skal defineres.

Meget tyder på, at overgange er særligt risikofyldte – overgange fra f.eks. krisecenter til egen bolig, fra misbrugsbehandling til en tilværelse uden alkohol/stoffer, eller fra psykiatrisk indlæggelse til hjemmet. Det er sårbart, når man skal (re)etablere sig, skabe netværk og ofte også nye relationer.

En systematiseret koordinering er afgørende, så det ikke bliver borgerens ansvar at navigere og skabe kontakt til de rette fagpersoner. Og vi bør arbejde på bedre overgange, så de tillidsrelationer, borgerene har opbygget, ikke afbrydes, fordi de udskrives fra et behandlingssystem til et andet.