Debat

SF: Nedbring unges hjemløshed

DEBAT: Antallet af unge hjemløse stiger. Der skal derfor øget fokus på unge, som allerede er hjemløse eller er i farezonen for at blive hjemløse. Der er ingen lette løsninger, skriver SF's socialordfører, Trine Torp.

Overgangen fra barn og ung til voksen er svær for os alle, men uden netværk, base og en tryg opvækst, som desværre ofte er virkeligheden for tidligere anbragte, så kan udfordringen blive uoverstigelig. Det mener SF's socialordfører, Trine Torp.
Overgangen fra barn og ung til voksen er svær for os alle, men uden netværk, base og en tryg opvækst, som desværre ofte er virkeligheden for tidligere anbragte, så kan udfordringen blive uoverstigelig. Det mener SF's socialordfører, Trine Torp.Foto: Folketinget
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører

Der er al mulig grund til at være bekymret, når hjemløshed rammer unge. Det kan vise sig tydeligt ved, at unge lever på gaden, men også mere skjult ved, at udsatte unge sover på forskellige sofaer hos venner og bekendte. Det siger næsten sig selv, at har man intet sted at bo, er det rigtig svært at få ret meget andet i sit liv til at fungere tilfredsstillende. Unge hjemløse kan have svært ved at få fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og har ofte problemer med misbrug, kriminalitet og psykiske lidelser. Hvis de unges liv leves på herberger og krisecentre, er der fare for, at deres problemer bliver permanente og uløselige.

Resultatet af SFI´s hjemløsetælling fra i år viser, at antallet af unge hjemløse fortsat stiger. Det kalder på opmærksomhed på de unge, som allerede er i hjemløshed, og på unge, som er i farezonen, bl.a. især tidligere anbragte unge. Der er ingen lette løsninger på problemet – heller ikke ved udelukkende at fokusere på Housing First, som har været et mantra på området i en række år.

Hjemløshed blandt unge hænger nemlig ofte sammen med meget sammensatte problemer, som kan være svære at overskue og finde vej i både for den enkelte unge, men også for den enkelte sagsbehandler i den kommunale forvaltning. Samarbejde og helhedstænkning er derfor helt nødvendig, hvis man skal problemet til livs.

Vi skal bl.a sørge for:

  • Billige boliger! Forsørgelsesgrundlaget er meget lille for både unge på SU og på kontanthjælp, og for nogen er den manglende adgang til en billig bolig den væsentligste årsag til hjemløshed. Derfor er det også dybt ulykkeligt, at regeringen har lagt op til yderligere stramninger af kontanthjælpen for unge og en tilbagerulning af de muligheder for lokalisering af billige boliger, som SR-regeringen, SF og EL fik skabt.
  • Ret til efterværn for alle anbragte unge, så de ikke skal klare overgangen til voksenlivet på kortere tid og med mindre støtte og netværk end andre unge. I dag kan kommunerne tilbyde efterværn, men det er desværre kun ca. 20 %, der får efterværn.
  • Støtte- og kontaktpersoner på de unges præmisser. Tilgængelighed er et nøgleord i støtten. Gode eksempler er:
    • ”Baglandene” – en tryg base for tidligere anbragte unge.
    • Ungehuse og bofællesskaber til at undgå ensomhed
    • Sociale viceværter, netværk og ung til ung-mentorer.
    • Når udsatte unge inddrages i indsatsen, fx gennem eksisterende kontakter til NGO'er.
  • Støttemuligheder for de unge i uddannelsessystemet, så de får hjælp til at gennemføre en uddannelse og støtte til at finde og bevare et job fx gennem mentorordninger. Det sidste er regeringen desværre ved at undergrave.

Problemerne skal takles
For at råde bod på de manglende tilbud om efterværn i mange kommuner har SF i forbindelse med satspuljeforhandlingerne foreslået, at kommunerne som et mindstemål skal give et opsøgende tilbud om støtte- og voksenkontakt til alle tidligere anbragte.

Samlet set er der brug for, at de unge mødes med kontakt, støtte og mulighed for fællesskab.

Trine Torp (SF)
Socialordfører

Samlet set er der brug for, at de unge mødes med kontakt, støtte og mulighed for fællesskab. I individualiseringens tidsalder mødes de for ofte af holdningen: "Du er frit stillet til at skabe dig selv, men mislykkes du, har du kun dig selv at takke" (Ekeland 2007). Men med i rygsækken har mange hjemløse unge omsorgssvigt, traumer, psykiske problemer, isolation fra et socialt liv og manglende tryg kontakt til familie og venner. Disse problemer skal takles, hvis man skal undgå hjemløshed, for følelsen af at være anderledes og marginaliseret ødelægger ofte troen på at kunne få et job, en kæreste, en lejlighed og et socialt liv.

Overgangen fra barn og ung til voksen er svær for os alle, men uden netværk, base og en tryg opvækst, som desværre ofte er virkeligheden for tidligere anbragte, så kan udfordringen blive uoverstigelig. Derfor synes vi i SF også, at man skal give udsatte unge en reel chance for at kunne skabe sig et godt og meningsfuldt liv på lige fod med andre. Hvis ikke vi gør det, vil hjemløshed blandt unge fortsat være et problem i det danske samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Torp

Fhv. MF (SF), fhv. medlem af Folketingets Præsidium
cand.psyk. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00