SFI: På vej mod vidensmobilisering

Af Agi Csonka
Direktør, SFI – Det Nationale Forskningscenter for velfærd

Vi har nu i årtier talt om vigtigheden af, at socialrådgiverens, lærerens og pædagogens arbejde er evidensbaseret. Men diskussionen om ”evidens” har bygget på en forsimplet forståelse af både praksis og forskning. Det er på tide, at vi i stedet begynder at tale om vidensmobilisering.

I årevis har evidensbasering af socialpolitikken stået højt på dagsordenen. Politikerne vil ”vide, hvad der virker”, så de kan prioritere de knappe ressourcer fornuftigt.

Forskningsinstitutioner – som blandt andet SFI – har ambitioner om, at deres viden skal bruges og bidrage til at udvikle velfærdssamfundet og velfærdsinstitutionerne. Ledere og medarbejdere i velfærdsinstitutionerne har de bedste intentioner om at bruge viden til at udvikle kvaliteten og styrke effektiviteten til gavn for borgere og brugere.

Men selv om evidensbasering af den sociale praksis har været en del af den velfærdspolitiske dagsorden i årtier, så er der fortsat langt fra ambitioner om, at velfærdsforskningen skal bidrage til at øge kvalitet og effektivitet - og til hverdagens realiteter.

Forskningsrapporterne samler støv på hylderne. Politikere afviser ubekvemme forskningsresultater. Indsatser iværksættes i kommunerne uden dokumentation for, at de virker. Ja, faktisk i nogle tilfælde også selvom der er dokumentation for, at de ikke virker.

Inddragelse af forskningsviden er ikke en særskilt proces, hvor en socialarbejder eller en kommunaldirektør læser en rapport i weekenden - og derefter går ud og omsætter den.

Agi Csonka
Direktør, SFI – Det Nationale Forskningscenter for velfærd

Socialarbejdere kan berette om måder at arbejde på, som alle ved er ineffektive, og som ikke gavner borgerne, men som man fortsætter med i mangel på alternativer. Så hvad går galt?

Forsimplet og naiv forståelse
Én væsentlig grund til at der ikke sker så meget på den front er, at den hidtidige forståelse af ”evidensbasering” i bedste fald kan karakteriseres som forsimplet og temmelig naiv.

I mange år har man betragtet ”evidensbasering” som lig med implementering af virkningsfulde indsatser: Først udvikles forsøg med en konkret indsats ude i praksis, eller en ”evidensbaseret” model importeres fra udlandet.

Dernæst evaluerer forskerne på, om indsatsen har den forventede effekt, og har den det, ja så har kommunerne herefter endnu et værktøj på hylderne, som de kan tage i brug efter behov.

Der er dog mindst to problemer med denne forståelse af vidensomsætning.

For det første reducerer den forståelse arbejdet i velfærdsinstitutionerne til ”indsatser”, som til hver en tid kan effektevalueres.

Men socialarbejderens eller pædagogens arbejde handler også om en faglig tilgang, en forståelse af borgernes udfordringer og ressourcer, om at skabe relationer til borgere og til andre fagfæller, om organisering af arbejdet, kompetencer, samarbejde osv.

Alt sammen elementer som har stor betydning for kvaliteten af arbejdet. Arbejdet i vores velfærdsinstitutioner kan med andre ord ikke reduceres til bestemte koncepter, som man kan hive ned fra hylden, når man har et bestemt problem.

For det andet reduceres forskningens rolle i forhold til praksis til at måle effekter. Men velfærdsforskning rummer også værdifuld viden om målgrupper, relationen mellem borgere og institutioner, samspillet mellem velfærdsydelser, organisering af arbejdet osv.

Alt sammen er vigtig viden, hvis man ønsker at udvikle velfærdsarbejdet i kommunerne. Og omsætning af denne type viden kræver en helt anden tænkning, end en simpel lineær proces, hvor forskningen fortæller praksis, hvad der virker.

Det stiller helt andre krav til både forskning, praksis og samspillet herimellem, hvis den type viden skal nyttiggøres i hverdagen.

Vidensmobilisering
I den internationale forskning er der en stigende erkendelse af, at anvendelse af viden i høj grad er en social og en relationel proces, hvor forskellige videnskilder inddrages og viden omformes i de konkrete udviklings- og beslutningsprocesser.

Derfor arbejder man f.eks. i Storbritannien med vidensomsætning i konkrete processer og møder faciliteteret af vidensmæglere.

Hovedpointen er, at forskningsviden bliver kun nyttiggjort, hvis den spiller sammen med praktikernes viden, erfaring og organisering af arbejdet. I Danmark kunne vi kalde dette vidensmobilisering som en bred betegnelse for arbejdet med at skabe, dele og anvende forskningsinformeret viden.

Dermed understreges det også, at inddragelsen af forskningsviden ikke er en særskilt proces, hvor en socialarbejder eller en kommunaldirektør læser en rapport i weekenden, og derefter går ud og omsætter den.

Inddragelse af forskningsviden kommer kun til at ske, hvis det er en integreret del af arbejdet med at udvikle kvaliteten i arbejdet – og ikke en selvstændig forskningsomsætnings-proces.

Vidensmobilisering er altså en fortløbende proces, hvor forskellige former for forskningsviden inddrages på forskellige tidspunkter og i forskellige anledninger. Udgangspunktet for anvendelse af forskning vil dog næsten altid være praktikernes ambition om at styrke kvaliteten af det konkrete arbejde.

Hvis vi for alvor vil styrke brugen af forskningsviden i udviklingen af velfærdssamfundet, så bør vi stoppe med at tale om omsætning af viden, og i stedet tale mere om vidensmobilisering; og dermed om aktiviteter og anledninger til at forskningsviden kan blive en del af kvalitetsudviklingen.