Af Jørgen Søndergaard
Direktør, SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Er tiden løbet fra SFI? Det overvejer børne- og familiechef i Ikast-Brande Kommune, Anton Rasmussen, i Altinget 12. april.

Baggrunden er, at en række SFI-forskere i Politiken 4. april satte spørgsmålstegn ved grundlaget for, at socialminister Karen Hækkerup udpegede fire konkrete indsatser, som kommunerne burde bruge i arbejdet med udsatte børn og unge. Rasmussen læser SFI's indlæg som en modstand mod evidensbaseret socialt arbejde. Heldigvis forholder det sig stik modsat.

Øget evidensbasering er vejen frem
For mig er der ikke nogen tvivl om, at en øget evidensbasering er den rigtige vej frem! Faktisk er SFI nu involveret i afprøvning af 7-8 forskellige programmer i Danmark i samarbejde med en række forskellige kommuner. Det var oprindeligt også planen, at MST - som Anton Rasmussen taler varmt for - også skulle have været med i dette forsøgsprogram, men det blev desværre ikke til noget, fordi antallet af henvisninger til MST er for lille i Danmark.

Før man kan sige, at der er solid evidens for effekten af en bestemt indsats i Danmark, er det nødvendigt med en rimelig grad af sikkerhed at kunne fastslå, at indsatsen giver bedre resultater i forhold til omkostningerne end de andre forebyggende indsatser, der også anvendes i Danmark.

Jørgen Søndergaard
Direktør, SFI

Før man kan sige, at der er solid evidens for effekten af en bestemt indsats i Danmark, er det nødvendigt med en rimelig grad af sikkerhed for at kunne fastslå, at indsatsen giver bedre resultater i forhold til omkostningerne end de andre forebyggende indsatser, der også anvendes i Danmark.

Det kan meget vel være, at de fire udvalgte indsatser - eller nogle af dem - viser sig at være bedre og/eller billigere end andre. Men i den Rambøll-rapport, der danner grundlag for denne diskussion, mangler der viden om nogle væsentlige sammenhænge og størrelsesordener, før man kan afgøre dette på et ordentligt fagligt grundlag.

Fortsat intet fagligt grundlag til udvælgelse
Vi kritiserer på ingen måde de indsatser, Anton Rasmussen og hans medarbejdere har valgt i Ikast/Brande Kommune. Vores kritik betyder selvfølgelig ikke, at man skal holde op med at bruge de fire nævnte indsatser. Vi synes blot, det er vores pligt at fortælle, at der endnu ikke er et fagligt grundlag for at vælge én indsats frem for en anden med den begrundelse, at det er veldokumenteret, at den er bedre end de andre.

Anton Rasmussen hævder, at SFI ikke har "interesseret sig for at være med i udvikling og forskning i, hvad der faktisk virker".

Hvis det virkelig passede, kunne man med rette stille spørgsmålstegn ved SFI's berettigelse. Men sandheden er, at SFI er landets førende forskningsinstitution, når det gælder måling af effekter af sociale indsatser.

Som et af de seneste tiltag har vi oprettet en hel afdeling for kontrollerede forsøg, hvor vi sammen med kommuner i hele landet arbejder stenhårdt på at udvikle det sociale arbejde gennem systematisk afprøvning af, hvordan forskellige indsatser virker.

Metoder skal afprøves i Danmark først
Mange spørger, om det virkelig er nødvendigt at afprøve en ny indsats i Danmark, når den har vist sig at virke i udlandet. Svaret er: Som regel, ja. Undtagelsen er de ret usædvanlige tilfælde, hvor en indsats er undersøgt i mange lande med samme resultat. Ingen af de fire udvalgte indsatser lever op til dette. Det typiske er, at en indsats kun er undersøgt få steder og med resultater, der varierer fra undersøgelse til undersøgelse.

I Danmark er vi bagud i forhold til vores nordiske nabolande med den slags effektforskning. Derfor er vi på SFI også meget glade for, at vi i disse år har fået midler fra Socialministeriet til at gennemføre effektmåling af en række sociale indsatser i samarbejde med en række kommuner.

Evidens kommer desværre ikke fra den ene dag til den anden - det er et langt, sejt træk.