Social-profiler: Anbragte børn hjælpes ikke ved at svække forældrene

DEBAT: Forholdet mellem biologiske forældre og anbragte børn er vigtigt for barnets tarv, men et nyt S-udspil vil svække indsatsen. Der er brug for en version 2.0 af udspillet, lyder opfordringen fra socialtilbud, pædagoger og SF. 

Af Viggo Spangsberg, leder af Baglandet Købehavn 
Trine Torp (SF), MF og socialordfører
Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Flere børn står til at blive bortadopteret uden deres forældres samtykke, kunne man for nyligt læse i nyhederne. Det er konsekvensen af, at nye regler har gjort det lettere at slette familiebåndet mellem udsatte forældre og deres børn.

Og i et socialudspil fra Socialdemokraterne, som kom i foråret, lægges der op til at svække eller helt afskære kontakten mellem børn og deres biologiske forældre i flere anbringelsessager. Konkret skal myndighederne for eksempel have mulighed for at afvise forældrenes ønske om at få deres børn hjem igen, hvis der er gået lang tid.

Og for med det samme at slå fast, hvor vi står: Der er ikke brug for ny lovgivning. For allerede nu skal afgørelser om børn altid tage udgangspunkt i barnets behov, og barnet skal høres og inddrages. Disse intentioner i lovgivningen skal følges, også i højere grad end det sker i dag – og det skal ske ved at styrke sagsbehandlingen og den forebyggende indsats.

Vi skal ikke fjerne de biologiske forældre fra ligningen
Vi hylder generelt indsatser og initiativer, som styrker anbragte børn og unges rettigheder. For de har virkelig brug for det. Men det er ikke vejen frem at tage de biologiske forældre ud af ligningen. Hverken ved anbringelser eller ved at slette familiebånd ved tvangsadoption.

For man skader børn ved at svække deres forældre. Der er gigantisk forskel på at arbejde med børn anbragt med deres forældres samtykke - og dem uden samtykke. Og støtten til det anbragte barn kan i værste fald være spildt, hvis barnet oplever, at forældrene er imod anbringelsen – eller hvis barnet er grundlæggende utryg ved, hvordan forældrene klarer sig.

Børn bekymrer sig og finder ikke ro og tryghed i deres nye hjem, når de står i en loyalitetskonflikt, som på sigt er ødelæggende. Forældrene er vigtige for børnene, også selvom de ikke magter den grundlæggende omsorg for deres børn. Kontakten og forældrenes omsorg skal understøttes og dyrkes – og det skal den for børnenes skyld. For alle børn ønsker at have en relation til deres forældre, og alle børn har brug for, at de voksne i deres liv kan samarbejde.

Derfor vil vi opfordre Socialdemokraterne til at lave en version 2.0 af deres udspil, hvor de vender den rundt: Tilbyd hjælp og behandling til alle forældre til anbragte børn. Dét vil styrke børnene.

Forrige artikel DF: Brug sund fornuft i forbud mod diskrimination af handicappede DF: Brug sund fornuft i forbud mod diskrimination af handicappede Næste artikel Ny debat om diskrimination mod handicappede Ny debat om diskrimination mod handicappede
  • Anmeld

    Iver hecht · Cand.Psych. Aut, forstander på Familiecentret Vibygård

    Forældresamarbejde er afgørende i arbejdet med socialt udsatte børn.

    Kære Pernille Rosenkrantz-Theil.

    Respekt og tak til dig og Socialdemokratiet for at præsentere et flot og ambitiøst Apollo-projekt.

    Som kaptajn på et familiecenter i 30 år har jeg efterhånden en vis erfaring udi rumfart og vil gerne have lov at give mit besyv med.

    Du ønsker, at samfundet blander sig mere i familiens liv. Og faktisk råber mange familier om hjælp og vil gerne have indblanding udefra. De bliver desværre bare mødt af mangelfuld sagsbehandling, halvhjertede udredninger og fortravlede forældrekompetenceundersøgelser.

    Samarbejde er vejen frem
    Hvis Apollo-projektet skal lykkes, må vi til at tænke anderledes. Vi bliver nødt til at ændre menneskesyn og have fokus på, at mennesker er dybt afhængige af deres nære relationer - relationer, som i vid udstrækning skabes i den tidlige tilknytning mellem forældre og børn.

    Børn er ekstremt loyale over for deres biologiske forældre og vice versa. Der eksisterer nogle gensidigt meget stærke og betydningsfulde bånd, som er både biologisk og psykologisk betingede.

    Denne gensidighed betyder også, at far og mor handler ud fra, hvad de mener er godt for barnet. Udsatte familier består - ligesom alle andre familier - af forældre, som vil deres børn det bedste. Men ofte har de ikke de nødvendige psykiske og økonomiske ressourcer, fordi de selv er vokset op i udsatte familier og blev svigtet af både forældre og samfund.

    Da jeg arbejdede i psykiatrien, så vi, hvordan forældre blev reduceret til forstyrrende pårørende. Det samme risikerer vi på det sociale område. Her bliver forældre alt for nemt opfattet som barnets modstandere.

    Det er de også en sjælden gang imellem (fx i Tønder-sagen), men i langt de fleste tilfælde ønsker forældrene jo det allerbedste for deres børn - og de er drevet af kærlighed, som udgør det vigtigste råstof i relationen mellem mennesker!

    I stedet for at gøre forældrene til barnets fjender, bør vi anerkende og samarbejde med dem og give dem al den støtte, de har brug for. Hvis ikke vi bruger lige så mange ressourcer på forældrene som på børnene, så kommer vi aldrig helt til månen.

    Har du, Pernille Rosenkrantz-Theil, brug for inspiration, er du velkommen her på Familiecenter Vibygård, så du kan se, hvordan vi i 30 år har bygget på den hjælperaket, der kan være med til at løfte jeres Apollo-projekt og Danmarks udsatte børn.

    Fra http://www.altinget.dk/social/artikel/familiecenter-saadan-lykkes-det-socialdemokratiske-apollo-projekt