Socialrådgivere: Samarbejde i fokus for nyt skilsmissesystem

DEBAT: Rammen er sat til et skilsmissesystem, der for første gang længe kan skabe gennemslagskraft i indsatsen over for familier ramt af skilsmisse. Hvis det skal lykkes, kræver det fokus på samarbejde, koordinering og forebyggelse, skriver næstformand Niels Christian Barkholt.

Af Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Regeringens udspil til et nyt system for håndteringen af skilsmisser viser, at socialministeren og hendes ministerium tager vores, andre organisationers og borgernes bekymringer og frustrationer alvorligt.

I dag er systemet uigennemskueligt for skilsmissepar og kaotisk for deres børn. Det giver mange muligheder for konfliktoptrappende adfærd. Derfor skal socialministeren have ros for sit gennemarbejdede udspil, der adresserer en række af de vigtigste problemer ved det nuværende system.

Møde med mennesket - ikke systemet
Muligheden foreligger nu for at udvikle en indsats, der hjælper familier i konflikt. Et nyt system bør med barnet i centrum arbejde helhedsorienteret med familierne, være enkelt og gennemskueligt og sikre et inddragende samarbejde med relevante instanser – Familieretshus, kommuner, domstole mv. Familierne, især børnene, skal have én fast kontaktperson, og hele indsatsen skal gennemsyres af socialfaglig viden og kompetence.

Samtidigt, når vi nu er ved at designe et helt nyt system, skal vi benytte lejligheden til at sikre, at børn og forældre møder mennesker – og netop ikke et system. Det stiller krav til et familievenligt miljø, hvor Familieretshusene ikke er en instans, borgerne frygter og derfor undgår, men et sted, hvor man trygt søger rådgivning så tidligt som muligt i forløbet. Forebyggelse skal være rettesnor for hele indsatsen.

Én instans kan forhindre manipulation
Det er godt, at Socialministeriet lægger op til én indgang for borgerne. I dag håndteres mange af de mest konfliktfyldte forløb på samme tid i flere instanser – i Statsforvaltningen, i Fogedretten og i Byretten – foruden kommunens forvaltninger og især familieafdelinger. Det medfører til tider modstridende dobbeltindsatser, som er unødigt forvirrende for skilsmisseforældre og går hårdest ud over dem, der har sværest ved at samarbejde, og deres børn.

Samtidig bliver det i nogle tilfælde udnyttet af den ene eller begge forældre til at manipulere systemet, trække sager i langdrag eller plante falske oplysninger om den anden. Hvis de nye familieretshuse bliver indrettet med socialfaglige kompetencer og samarbejde mellem faggrupper og enheder, så vil megen usikkerhed kunne undgås – både hos borgere og fagpersoner. Det socialfaglige arbejde og samordningen skal være omdrejningspunkt for det nye system.

Vil vi så opnå det med de forudsætninger, vi ser i det nuværende udspil? Fundamentet er lagt, men vi kommer ikke i mål, hvis vi ikke tager de sidste vigtige, men også større skridt.

Konflikthåndtering forbedrer forældresamarbejde
Todelingen i regeringens udspil vil give problemer. Som systemet er udformet i udspillet, vil de ukomplicerede (grønne) og mindre simple (gule) sager blive behandlet og afgjort i Familieretshuset, mens de komplicerede (røde) sager kun kan afgøres i byretten. Udgangspunktet må være, at alle forløb holdes væk fra domstolene så længe som muligt. I alle konfliktfyldte sager bør konflikthåndtering, samarbejde og forhandling mellem parterne stå centralt, da indgåede aftaler giver de bedste videre forløb for familierne.

Et forsøg i Statsforvaltningen viser, at forebyggende konflikthåndtering forbedrer samarbejdet mellem forældrene, gør konflikterne mindre og mindsker andelen af sager, der bliver afgjort juridisk. Hvis sagerne som udgangspunkt skal afgøres i retten, vil det derimod virke konfliktoptrappende og man vil misse den forebyggende effekt.

Familieretshuset bør træffe afgørelser i samtlige forløb i første instans, også de røde, og lade Byretten være ankeinstans. Forløbene skal sætte spot på bagvedliggende årsager til konflikterne. Det vil blotlægge mønstre, som kan være med til at placere et korrekt ansvar hos forældrene. Der skal arbejdes i dybden med problemerne, så der bliver skabt varige løsninger mellem forældrene. De forløb bør ledes af både en socialrådgiver og en psykolog.

Vi skal undgå silo-opdeling
Det er glædeligt, at Socialministeriet vil oprette en særlig enhed, der skal tage sig af børnene. Det kan ikke understreges nok, at et trygt forløb med samme børnesagkyndige person er afgørende for barnets tillid til at få hjælp. Barnet skal både beskyttes og høres, men de to hensyn kan kun varetages, hvis barnet føler sig tryg ved både miljøet i børneenheden og den børnesagkyndige.

Vi ved, at det vil kræve god tid og et stærkt og tæt samarbejde mellem familieretshuse, Familieretten og kommunernes familieafdelinger. Derfor må det være en topprioritet at undgå silo-opdeling og i stedet sikre et fundament, der fremmer dette samarbejde. Det vil kræve, at der følger ressourcer med udspillet til kommunernes familieafdelinger – udover de midler, der kræves til omstillingsprocessen fra statsforvaltninger til familieretshuse.

Når der er et forløb i gang i begge instanser, skal familieafdelingen i kommunerne forpligtes til at deltage i møder i det familieretlige system. Det kan forebygge, at familien kører to parallelle forløb og samtidig sikre, at børnene og forældrene fra starten får en oplevelse af, at systemerne arbejder sammen om den bedste løsning for barnet.

Dette samarbejde vil ikke blot være rettidig omhu for barnet, det vil også spare samfundet for rigtig mange penge nu og på længere sigt.

Forrige artikel Debat: Illusionen om et enstrenget skilsmissesystem Debat: Illusionen om et enstrenget skilsmissesystem Næste artikel Dansk Psykolog Forening: Angst behøver ikke være Danmarks dyreste sygdom Dansk Psykolog Forening: Angst behøver ikke være Danmarks dyreste sygdom
  • Anmeld

    Sidsel Lyster · stud. jur.

    Helt enig - bortset fra et man ikke kan konfliktmægle folk med karakterafvigelser

    Et rigtig godt udspil for børnene.

    Dog er jeg uenig i " I alle konfliktfyldte sager bør konflikthåndtering, samarbejde og forhandling mellem parterne stå centralt, da indgåede aftaler giver de bedste videre forløb for familierne."

    Enhver, som har prøvet at indgå aftaler med en psykopat, ved at det er et overgreb at mægle en normal person med en alvorligt karakterforstyrret person.

    Dialogen bryder sammen, når parterne er uenige om faktuelt stedfundne hændelser. Et normalt udgangspunkt med to empatiske og realistiske voksne er et minimumskrav for at mægling bør forsøges.