Socialrådgivere: Plejefamilier er ikke klædt på til opgaven

DEBAT: Kvaliteten i plejefamilie-anbringelser halter gevaldigt bagefter. Der er brug for en ny vision for anbragte børn og unge, skriver Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Af Niels Christian Barkholt
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

Vi socialrådgivere er meget optagede af de kommunale omlægninger af indsatserne for børn, unge og familier. Omlægningerne rummer mange potentialer – både værdipolitiske i forhold til en bedre prioritering af ressourcer – og faglige i forhold til at opnå bedre resultater for de børn, unge og familier, vi arbejder med.

Men på trods af de mange potentialer er jeg udmærket klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen. Der vil også fremover være børn og unge, der skal anbringes, og nogle af disse børn skal anbringes længe. Måske hele deres barndom.

De fleste af de længerevarende anbringelser bør være i plejefamilier, som giver de anbragte børn mulighed for at få en almindelig hverdag med nære relationer, kontinuitet og socialt liv.

Det bør de, fordi kontakten til lokalsamfundet, kammeraterne, skolen, fritidslivet og til barnets netværk og familie har en enorm betydning for barnets livskvalitet og mulighed for en god udvikling. Her kan anbringelser i plejefamilier noget helt særligt.

Men det er vigtigt, at vi spørger os selv, hvorvidt vi har sikret os, at der er kvalitet nok i plejefamilie-anbringelserne, om plejefamilierne har de rette betingelser og om de er klædt ordentligt på til opgaven – med andre ord om vi gør nok for at sikre børnene og deres udvikling?

Jeg mener desværre, at svaret er et klart nej. Vi skal først og fremmest forebygge, at en anbringelse overhovedet bliver nødvendig, men for de børn, der er anbragt i plejefamilier, skal vi sikre et langt bedre fundament under anbringelserne.

Mere tid til bedre opfølgning
Vi skal være bedre til at måle på, om barnet opnår den ønskede udvikling under plejeanbringelsen i stedet for – som vi gør i øjeblikket – at måle på en række tekniske og bureaukratiske proceskrav.

Dette udfordres dog af, at loven er indrettet på en måde, så netop overholdelse af proceskrav bliver den afgørende målestok for indsatserne frem for fokus på barnets udvikling.

Det er altså en omfattende omstilling, der skal til, hvis vi for alvor skal styrke fokus på læring og udvikling for barnet.

Heldigvis tror jeg på, at denne omstilling er på vej, men det kræver mere dialog med ministerier og politikerne på Christiansborg. At måle på værdiskabelsen, på det som kommer ud af indsatserne, dvs. outcome, vil på et tidspunkt afløse procesregulering. På den måde kan vi bruge tiden og ressourcerne meget bedre og dermed skabe langt større værdi. Det er en vigtig omstilling og en vigtig ændring i vores fokus og opmærksomhed.

Kvalificér samarbejdet med plejefamilierne
Derudover skal plejefamilierne bakkes langt bedre op fra forvaltningen, fordi det er et fortsat vedholdende stykke arbejde at sikre den gode anbringelse. Den pointe er ofte fraværende i den offentlige debat om anbringelser. Et godt og solidt samarbejde mellem kommunen og familieplejerne er helt afgørende for et godt plejeforløb og dermed for børnenes trivsel og udvikling.

Derfor skal kommunerne have velkvalificerede familieplejekonsulenter, som har et tæt og godt samarbejde med familieplejerne og som løser opgaven i et makkerskab med socialrådgiverne med myndighedsansvar.

De kan støtte plejefamiliens fokus på barnets udvikling. De er tillige i høj grad med til at forebygge sammenbrud i anbringelser og at håndtere konflikter i opløbet. De er i høj grad med til at sikre barnets sociale mobilitet, hvilket gør dem uundværlige i den forebyggende indsats.

Styrk opstarten på anbringelserne
Der bør også sættes ind for at styrke plejeforældrenes uddannelsesniveau. I dag får disse familier kun fire dages kursus. Det er helt utilstrækkeligt, når de skal varetage komplicerede opgaver som eksempelvis at imødekomme særlige behov hos børn inden for en målgruppe, der er blevet tiltagende dårligere fungerende de seneste år, og at sikre et godt samarbejde med den biologiske familie.

Et godt eksempel på, hvordan man kan sikre en god introduktion og kvalificering af plejefamilierne er ”KEEP,” et amerikansk træningsprogram for plejeforældre, der baserer sig på social læringsteori, anerkendende tilgang, belønninger og ”mild” disciplin.

Dette træningsprogram giver plejeforholdet det rette fundament med uddannelse til plejefamilien de første 16 uger, hvor anbringelsen er allermest sårbar. Lolland Kommune har afprøvet KEEP med succes og vil nu uddanne alle kommunens plejefamilier i metoden. Jeg vil opfordre socialministeren til at indføre dette som et minimum af uddannelse og for at sikre en god start på anbringelser fremover.

Nu må vi udvikle en vision for børn og unge, der er anbragt i plejefamilier. Den vision skal løfte området generelt. De forhold, jeg har trukket frem, er blot et udpluk af forbedringspotentialer i arbejdet med anbragte unge.

Mere målrettet opfølgning på barnets udvikling, tættere samarbejde med plejefamilien og KEEP som et obligatorisk forløb i forbindelse med en anbringelse. Det er mine bud på bedre og mere stabile anbringelser, som vil styrke de anbragte børns udvikling og læring. Dette vil samtidig give plejefamilierne rammer til at gøre det, de er bedst til – nemlig at skabe et hjemligt og inkluderende miljø for børnene.

Forrige artikel Børns Vilkår: Stil krav til anbragte børns skolegang Børns Vilkår: Stil krav til anbragte børns skolegang Næste artikel Forening: Frivilligt arbejde er springbræt til arbejdsmarkedet Forening: Frivilligt arbejde er springbræt til arbejdsmarkedet
  • Anmeld

    Rita Knudsen · Socialrådgiver og psykoterapeut

    Plejeforældrene klædes ikke ordentlig på til at varetage denne svære opgave.

    Børn i familiepleje.
    Plejeforældrene klædes ikke ordentlig på til at varetage denne svære opgave.

    Der er med rette fokus på plejefamiliers vilkår igen.
    De fleste børn, der anbringes, kommer i familiepleje - og her kan alt gå galt.
    Der har tidligere været sager fremme i pressen, som har rystet og berørt mange af os.

    Problemet er, at plejeforældre ikke tilbydes ordentlig uddannelse, faglig hjælp og supervision. Det er slet ikke i nærheden af det, de har behov for, hvis opgaven med ofte svært belastede og traumatiserede børn skal lykkes.

    Langt de fleste plejeforældre er velfungerende og omsorgsfulde og går til opgaven med de bedste intentioner, men de er ikke forberedte på, at have traumatiserede børn i familien - døgnet rundt, året rundt.

    Børn anbringes ikke uden grund. Der er ikke tale om børn, der er taknemmelige for at være fjernet fra forældrene. De er ikke ‘bare’ glade for, at en anden familie vil tage sig af dem i stedet for.

    Plejebørnene er dybt frustrerede over svigt og tab fra de forældre, som de på godt og ondt har knyttet sig til. Deres negative erfaringer udspiller sig også i deres nye relationer. Noget er bevidst, men langt det meste er ubevidste processer, der driver plejebarnets ofte destruktive adfærd.

    Det kommer bag på mange plejeforældre, hvor meget de bliver påvirket af disse processer. Ofte kan de slet ikke genkende sig selv, og de kan have svært ved at rumme de følelser af vrede og sorg, der opstår i dem. De fleste plejeforældre jeg møder, er naturligvis meget optaget af, hvordan de skal få børnene til ikke at være bange, opføre sig hensigtsmæssigt osv.

    Der er behov for længere undervisningsforløb for plejeforældre og en dybere indsigt i psykologisk teori om børnenes ubevidste. Det giver mulighed for en ny forståelse for børnenes adfærd og følelser. Det indebærer også, at plejeforældrene får bedre forståelse for deres egne følelser og reaktioner. Undervisningen skal knyttes til både redskaber og rummelighed, så kontakten, grænsesætningen, omsorgen og accepten kan omsættes til en sund kontakt i dagligdagen.

    Der findes selvfølgelig skrækhistorier, men langt de fleste sager handler om, at velmenende mennesker får opgaver - men ikke den fornødne indsigt i - hvordan opgaven skal løses.

    Lange undervisningsforløb er måske ambitiøst, men det koster, hver gang en plejefamilie må give op. Både økonomisk og menneskeligt. Økonomisk for samfundet, menneskeligt for barnet - men i høj grad også for de plejeforældre, der lægger sjæl i arbejdet.

    Så kære kommuner: I beder plejeforældrene om at løse en stor, samfundsmæssig opgave. Den skal I klæde plejeforældrene ordentligt på til at kunne klare.

    Socialrådgiver og psykoterapeut
    Rita Knudsen


  • Anmeld

    Palle Bertelsen · Plejefamilie

    Socialrådgivere

    Det er en sjov artikel, for i Randers er socialrådgivere ikke eksisterende, når det gælder plejefamilie og de anbragte børn. Mange plejefamilier har i en årerække ikke haft besøg/kontakt til en rådgiver. Sørg først for at socialrådgiveren er til stede, før man hugger på plejefamilierne. I Randers er der over 80 plejefamilier, hvor der ikke har været kontakt til en rådgiver fra kommunen i en årerække.

  • Anmeld

    Marianne List · Næstformand i Plejefamiliernes Landsforening

    Selvfølgelig skal plejefamilier være klædt på til opgaven!

    Selvfølgelig skal plejeforælde være klædt på til opgaven!
    Giv muligheder til anbragte børn og unge skriver forskningsleder ved Metropol Frank Cloyd Ebsen, i en artikel i Altinget i går d. 16. maj, samme dag skriver næstformand for DS, Niels Christian Barkholt at Plejefamilier er ikke klædt på til opgaven!

    I Plejefamiliernes Landsforenings er vi helt i tråd med Frank Cloyd Ebsens vinkel, og måske burde Niels Christian Barkholt læse artiklen, og feje for egen dør først. Den erfaring vi har fra PLFs Projekt Netværkets netværksgrupper for børn- unge og tidligere anbragte voksne, er helt i tråd med udsagnene i Frank Cloyd Ebsens artikel.

    I mange år har vi i PLF arbejdet for at få bedre uddannelsesmuligheder for plejeforældre, vi fik i stedet en større kontrol med Socialtilsyn og pålagte to kursusdage om året. PLF er positive overfor Socialtilsynet. Vi mener at plejefamiliers uddannelse bør tage udgangspunkt i de problemtikker det eller de anbragte børn der bor hos os har. Er det f.eks. ADHD, er det forældresamarbejdet eller andet der fylder i arbejdet. Her oplever vi ikke at sagsbehandlere og familieplejekonsulenter arbejde med.

    Hvilke kurser og efteruddannelser der er brug for, kan man bedst finde ud af, når der er udarbejdet en klar og tydelig handleplan. En handeplan, der er udarbejdet i et fagligt og ligeværdigt samarbejde med plejefamilierne, forældrene og barnet, så alle kender formålet og opgaverne.

    Så vi er enige plejefamilierne skal løbende klædes på!

    Men det skal dine medlemmer også – hvis du læser artiklen fra Frank Cloyd Ebsen, så fremhæver han blandt andet følgende:

    ” Den ene er, at anbragte børn godt ved, at sagsbehandleren er den vigtige person, som kan bestemme over, hvor de skal bo, om de må se deres forældre, og kan gøre noget ved en dårlig situation.

    Det andet de sagde er, at de ønsker sagsbehandlere, der er autentisk tilstede og bevidste om deres rolle.

    Netop kontinuitet i behandlingen af den unge har mange steder stået som et centralt mål. Det bliver reduceret til kontinuitet i anbringelsen, men burde også være kontinuerlig kontakt til deres sagsbehandler – socialrådgiver. Det ved vi også fra undersøgelser, men ingen kommuner eller politikere magter at tage denne vigtige dimension med personaleomsætning op.
    I stedet er betingelserne, at sagsbehandlere ofte skifter arbejde, fordi de ikke kan holde kommunen ud, at græsset ser grønnere ud hos naboen, eller at de skifter børn, fordi kommunen nok en gang ændrer struktur og sagsgange.”

    Se artiklen her:
    http://www.altinget.dk/social/artikel/forskningsleder-giv-muligheder-til-anbragte-boern-og-unge?ref=newsletter&refid=24102&SNSubscribed=true&utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=social





  • Anmeld

    Thomas Vorre-Grøntved · Formand Plejefamiliernes Landsforening

    Nu står plejefamilierne igen for skud

    Niels Christian Barkholt har ganske ret i sine antagelser, men mangler viden om plejefamiliers reelle problemstillinger i samspillet med de anbragte børn som bør og skal være det primære fokus. Niels Christian Barkholt skriver, at: Vi skal være bedre til at måle på, om barnet opnår den ønskede udvikling under plejeanbringelsen i stedet for – som vi gør i øjeblikket – at måle på en række tekniske og bureaukratiske proceskrav. Dette udfordres dog af, at loven er indrettet på en måde, så netop overholdelse af proceskrav bliver den afgørende målestok for indsatserne frem for fokus på barnets udvikling. Det Barkholt antyder er socialrådgivernes utilfredshed med DUBU (Digitalisering – Udsatte Børn og Unge), der bruges for meget tid til at dokumentere socialrådgivernes arbejde med udsatte børn og unge. Netop DUBU er skabt som en konsekvens af kommunalt svigt i en lang række sager hvor børn er blevet misbrugt af deres forældre og underretning efter underretning er blevet overhørt. Den situation tror jeg ikke nogle udsatte børn ønsker at komme tilbage til. En opdatering af DUBU og en løbende efteruddannelse af socialrådgivere tror jeg er nødvendigt.
    Når talen så igen falder på plejefamiliernes manglende uddannelsesniveau, tænker jeg, det lyder lidt hult. Vi i PLF er helt klar over mange kommuners manglende tilbud på undervisningsfronten. Derfor har vi udarbejdet en lang række uddannelse og kompetenceløft til vores medlemmer. Vi har indgået et samarbejde med UC Syd og Undervisningsministeriet om landsdækkende undervisning på bachelor niveau. Vi har desuden indgået et samarbejde med Familieprojektet i København med deres uddannelses tilbud ligesom vi har et løbende samarbejde om temadage via VITA og FABU. PLF er desuden ved at lægge sidste hånd på et gratis uddannelsestilbud på en års-uddannelse af plejefamilier som gerne skal blive kompetencegivende. Sidst men ikke mindst har vi indgået et samarbejde med Psykolog Niels Peter Rygaard omkring udviklingen af Fairstart uddannelsen for plejefamilier. Dette uddannelses tilbud er afprøvet i en række lande og valideres i øjeblikket. Niels Christian Barkholt anbefaler KEEP som en god uddannelse til plejefamilier. Vores erfaringer med KEEP er meget blandede. Det Amerikanske KEEP understøtter overgreb som brug af skammekrog og lign. hvilket slet ikke er i tråd med Dansk lovgivning.
    Jeg ville anbefale Niels Christian Barkholt at fokusere lidt mere på socialrådgiveres kompetencer omkring udvikling af handleplaner, statusrapporter, børnesamtaler og børnefaglige undersøgelser. Det er bl.a. her der mangler et betydeligt kompetenceløft set fra plejefamiliernes side. Desuden er det jo i sidste ende de anbringende kommuner og derfor de ansatte socialrådgivere som bør have interesse i at tilbyde plejefamilier optimale uddannelsestilbud, som passer til de enkelte børns udfordringer. Det er den anbringende kommune, som har det juridiske ansvar for, at de anbragte børn har det godt. Desværre sker der meget lidt på dette felt, hvorfor vi i PLF har valgt at gøre noget ved uddannelse af plejefamilier. Vores medlemmer skal jo helst ikke brække halsen på de opgaver vi får af kommunerne.





  • Anmeld

    Jan Wilken · Adm. direktør, Team Olivia Danmark

    Vi kan lære fra Norge...

    Når vi som samfund er nødt til at anbringe børn udenfor hjemmet, skylder vi dem og deres familier, at det tilbud vi giver dem, er det bedste vi i fællesskab kan præstere, ikke bare indenfor de økonomiske rammer for vores formåen, men i langt højere grad indenfor rammerne af den viden, vi har om familier, børn og deres udvikling.

    Niels Christian Barkholts pointe om at der plads til forbedring, er vel næppe en overdrivelse.

    Vi har for så vidt i Danmark både de politiske og strukturelle rammer til at forbedre indsatsen, hvis vi ønsker det, og til dels har vi, som Niels Christian Barkholt peger på, også en del viden i form af eksempelvis KEEP forløb, der peger i retning af mulige løsninger. Hvordan kunne et bud på forandring se ud, hvis vi ser på, at der er ganske gode erfaringer fra andre områder og andre lande som vi kan læne os op ad?

    Børnene, som vi anbringer i plejefamilier er dybt afhængige af at de professionelle netværk samarbejder, at de er fagligt kompetente, at indsatserne fortløbende måles og evalueres, men skåret helt ind til benet har børnene og deres familier brug for at opleve at de bestræbelserne rent faktisk kan mærkes og opleves i det daglige arbejde, som mere end diskussioner om tal og teoretiske muligheder.

    I forsøget på at vores indsatser bliver mere end blot tale og tal kunne vi, inspireret af indsatser hos vores nordiske naboer, eksempelvis tænke i kompetencehuse, som Team Olivia har erfaring med i Norge, hvor plejefamilier og børn kan være tilknyttet et kompetencehus, der både fungerer som uddannelsessted for plejefamilier, som et socialt rum for børn og familier sammen og som supervisionsforum og sparringspartner i dagligdagen. Vi kunne lade uddannelse og supervision af plejefamilier blive en obligatorisk og fortløbende proces, og kombinerer dette med eksempelvis de erfaringer man i årevis har gjort sig i Norge, med Modul-Baseret Kognitiv Adfærds Terapi (MB-KAT) som en ufravigelig metode, som såvel personale i kompetencehus som plejeforældre fortløbende uddannes og fastholdes i, i deres daglige arbejde.

    Et kompetencehus kunne understøtte de sociale relationer for børn og plejefamilier, og samtidig fungere som netværk for plejeforældre, der i deres arbejde med børnene, har et behov for udvikling, vejledning, løbende uddannelse samt tilbud om opkvalificering baseret på behovet i den enkelte plejefamilie. En fast metode som MB-KAT vil opfylde systemets behov for at måle og veje indsatsen, samtidig med at den giver en tryg base for barnet og giver plejefamilierne en unik mulighed for at fastholde den professionalitet og faglighed, de naturligt nok har behov for at have. I kompetencehuset udfolder mulighederne for sociale rammer, opkvalificering, målbarhed, tæt kontakt og personlige relationer sig således, så både systemet, barnet og plejefamilier får mulighed for at få den udvikling, der er så tvingende nødvendig for såvel samfundet som for de børn, vi forsøger at give en tryg og god nok barndom og vej ind i voksenlivet.

    Det er klart at politikerne skal skabe råderum og mulighed for handling. Det er klart at kommunen skal turde tænke forebyggende og turde lave blot mindre investeringer, der rækker længere ind i fremtiden end blot til i morgen. Der er, med en smule fantasi og mod til udvikling, under de givne rammer mulighed for, at vi i et samarbejde mellem interesseorganisationer, kommuner, civilsamfund og private aktører kan skabe denne slags løsninger uden at afvente, hvilke politiske vinde der blæser hvorhen. Hvis vi vil. Og tør!