Debat: Feminist, kend din kamp

Af Markus Lentz
Feminist og studerende

Feministen og miljøaktivisten Wangari Maathai var i 2004 Afrikas første kvindelige modtager af Nobels Fredspris. I hendes samvirke med UNIFEM stiftede hun græsrodsorganisationen The Green Belt Movement.

Igennem organisationens lavpraktiske arbejde forende hun mange af Kenyas kvinder og mænd i kampen mod sexisme, diskrimination og erosion ved at plante over millioner af træer.

Desværre er den LGBT-farvede regnbuehistorie i Kenya langt fra ligestillingsdebatten i Danmark. For i Danmark har kønsforræderen Henrik Marstal, safe-spacequeers og identitetspolitiske feminister mere travlt med at destruere den heteroseksuelle verdensorden med kussetryk og twerk, end at hjælpe den lavtuddannede, selvmordstruede, kriminelle tabermand og hans østeuropæiske rengøringskone.

I stedet har de feministiske diskurser tvunget tabermanden og rengøringskonen ned i Rationalitetens Jernbur, hvor de bliver verbalvoldtaget med nye udtryk som heteronormativitet, cis og twerk-tivisme.

Mandehad overskygger ligestillingskampe
Vigtigere debatter som social dumping af rengøringsdamer og nedskæringerne af kontanthjælpen er størknet i den hvide, middelklassicistiske, identitetspolitiske feminists menstruationsblod, hvis stædighed er mere cementeret end en betonlebbes seksualitet.

De mange feministiske diskurser på de sociale medier burde i stedet rulle ærmerne op og med fælles knytnæve mobilisere sig i arbejderkampen.

Marcus Lentz
Studerende

For at understøtte mit feministiske paradoks, så fortalte feministjuristen Khaterah Parwani, fra Exitcirklen, til Politiken Live i Den Sorte Diamant om sin kæreste, der havde spurgt på en feministisk medieplatform, hvorfor feministerne ikke gik på de digitale barrikader for dem, som udsættes for socialdumping eller bliver skåret i kontanthjælpen?

Det skulle Parwanis kæreste aldrig have blandt sig i. For der gik ikke langt mellem veerne før et mandehadsk kommentarspor var fostret.

Feminister bør melde sig ind i arbejderkampen
De mange feministiske diskurser på de sociale medier burde i stedet rulle ærmerne op og med fælles knytnæve mobilisere sig i arbejderkampen, ligesom LGSM (Lesbian and Gays Support the Miners) i 1984 i Wales, der gik på kompromis med deres egen kamp for at støtte minearbejderne.

Webredaktøren på Friktion, Emma Holten, kom også ind på det i Deadline 3. januar, da hun udtalte, at der var vigtigere kampe at øremærke i stedet for barsel.

Som kampen imod nedskæringer af socialstøtte til enlige forældre, at rengøringskoner og tabermænd bliver socialt dumpet, at tørklædebærende muslimske kvinder og perkerdanskere bliver chikaneret, at krigs- og klimaflygtninge strander i Rødby, at mandlige pædagoger på landets institutioner mistænkeliggøres, at mænd ekskluderes, fordi de har yellow-fever (tiltrukket af asiatiske kvinder), at afviklingen af uddannelsesloftet går ud over ambitiøse studenter og studiner, og at kvinder og mænd kæmper en tavs kamp mod den psykiske og fysiske vold i deres parforhold.

Feminist, kend din kamp!