Der er brug for en debat om, hvor og hvordan frivillige kan bidrage, og hvordan kommunalbestyrelsen kan sætte og udvikle rammer for et mere omfattende samspil med civilsamfundet

Anny Winther
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Af Anny Winther
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

KL’s vision for fremtidens socialpolitik kan helt kort sammenfattes i ordet samskabelse. Fremtidens socialpolitik skal bygge på, at velfærdsløsninger skabes i et samspil mellem borgere, pårørende, frivillige organisationer, uddannelsesinstitutioner, private virksomheder mv.

Derved skaber vi flere muligheder for deltagelse i nye fællesskaber – og de er langt fra altid kommunale. Udgangspunktet er, at borgerens ressourcer skal bringes langt mere i spil, så den enkeltes evne til aktivt at tage ansvar for eget liv styrkes.
 
Det er hovedbudskabet i KL’s debatoplæg "Investér, før det sker", som blev offentliggjort i marts måned.

Potentialer i det nære netværk
På KL’s Sociale Temamøde 2013 offentliggøres endnu et udspil, der sætter handling bag ordene.
 
Når der skal findes løsninger for udsatte børn eller voksne, er det derfor helt afgørende, at kommunerne har blik for hvilke muligheder og ressourcer, der er i borgerens nære netværk.

Det kan både være i forhold til den konkrete støtte, hvor eksempler på netværksinddragelse er familierådslagning og slægts- og netværksanbringelser på børneområdet samt åben dialog på psykiatriområdet. Eller når kommunerne skal udvikle nye indsatser, hvor for eksempel inddragelse af forældre til børn med handicap kan føre til bedre og billigere løsninger i børnenes nærmiljø.
 
Her kan også brugerforeningerne såsom Danske Handicaporganisationer og ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund), der har årelange erfaringer som facilitatorer af netværk for både brugere og pårørende, i højere grad end i dag indgå i et samspil med kommunerne.
 
Det store netværk eller fællesskab, som vi typisk kalder civilsamfundet, er en gevinst for alle parter, når kommunen indgår partnerskaber med aktører i civilsamfundet.

Det kan for eksempel dreje sig om det boligsociale arbejde, hvor boligselskaber, praktiserende læger, private virksomheder, frivillige mv. sammen med kommunen løfter en bydel og ad den vej mindsker de sociale problemer.

Et andet eksempel er fritidspas til børn og unge, der gør det muligt for dem at gå til fritidsaktiviteter og derved øge deres trivsel og udviklingsmuligheder. Et tredje eksempel er, når frivillige netværksfamilier åbner deres hjem for borgere med psykiske problemstillinger og dermed giver dem mulighed for at få et større socialt netværk, som tilsyneladende kan reducere deres behandlingsbehov.
 
Kommunerne skal vejlede
I fremtidens socialpolitik skal kommunen derfor i højere grad agere som facilitator af netværk. At være facilitator handler kort sagt om at være medskaber af sociale og arbejdsmæssige fællesskaber, hvor mennesker oplever, at de kan og er noget og derved opnår handlekraft og styrke til at mestre eget liv. Der er mange veje til at nå dette mål, men det er grundlæggende for alle mennesker, at vi har brug for at spejle os i andre.
 
En væsentlig trædesten fremadrettet bliver netværk, hvor borgere hjælper borgere. Når man mødes med andre i samme situation som en selv, bliver det mere legalt, at man har udfordringer – og de, som er kommet langt i deres egen mestring, kan fungere som mentorer og rollemodeller for dem, som endnu ikke er kommet så langt. Det giver den enkelte selvværd. Det kan for eksempel være veluddannede ledige, der støtter mere udsatte ledige i deres uddannelses- og jobsøgning. Eller når borgeren med ADHD eller psykiske lidelser deltager i netværk eller gruppeforløb frem for individuel en-til-en-støtte.
 
Debat om rammer for samarbejde
Kommunernes samarbejde med frivillige er nærmest eksploderet i de seneste år, og stort set alle kommuner forventer at styrke samarbejdet med frivillige i de kommende år. Det er kommunen, der skal sikre den daglige service. Men der er brug for en debat om, hvor og hvordan frivillige kan bidrage, og hvordan kommunalbestyrelsen kan sætte og udvikle rammer for et mere omfattende samspil med civilsamfundet.

Den debat vil kommunerne gerne sætte sig for bordenden af, for der er mange, der allerede er frivillige, og endnu flere, der gerne vil være det i fremtiden. Disse muligheder skal forfølges!