Tvangsfikseringer mangler udløbsdato

Af Maria Ventegodt Liisberg og Mads Pedersen
Teamleder og specialkonsulent, Institut for Menneskerettigheder

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse sendte i juli i år et udkast til en større ændring af loven om anvendelse af tvang i psykiatrien. Loven sigter mod at halvere bæltefikseringer frem mod 2020 i overensstemmelse med regeringens handlingsplan. Lovforslaget kommer, efter regionerne i 2010 fastsatte et mål om at nedbringe tvangsfikseringer med 20 procent over tre år. Udviklingen er imidlertid gået den stik modsatte vej.

Tal fra Statens Seruminstitut viser således, at anvendelsen af bæltefikseringer har været stigende siden 2001. Sidste år blev omkring 2.000 personer tvangsfikseret mere end 6.000 gange. Mere problematisk end selve antallet af tvangsfikseringer er, at ca. 800 af fikseringerne varede mere end to døgn og i mere end 500 tilfælde var det længere end 72 timer. Tvangsfikseringer er også forekommet i udstrækninger på flere uger, hvilket dog ifølge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse forekommer ”relativt sjældent”.

Et nyt pilotstudie fra Psykiatrisk Center Hvidovre, som overlæge Jens Nørbæk står bag, viser desuden, at tvangsfikseringer ikke alene forekommer på de psykiatriske afdelinger, men i forbløffende grad også anvendes på hospitalerne på personer, der slet ikke er i behandling for en psykisk lidelse. Faktisk er det hver tredje af de patienter, der mod deres vilje bliver fikseret, der slet ikke er i behandling for en psykisk lidelse. De lider af helt almindelige legemlige sygdomme.

I et system, som er så presset, som psykiatrien er i dag, kan man ikke tro, at bløde målsætninger om nedbringelse af tvang vil føre til, at de lange fikseringer helt forsvinder.

Maria Ventegodt Liisberg og Mads Pedersen

International kritik
Den omfattende anvendelse af tvangsfiksering i Danmark er heller ikke ukendt for omverdenen. Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT) har gentagne gange kritiseret Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer. CPT har bl.a. understreget, at fikseringer i dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse. Længerevarende tvangsfikseringer kommer således for langt væk fra at have et terapeutisk formål og får i stedet de kendetegn, som definerer en nedværdigende eller umenneskelig behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og FN’s handicapkonventions artikel 15. Faktisk må tvangsfiksering kun anvendes i exceptionelle tilfælde og som en sidste udvej, når det er den eneste måde at forhindre en umiddelbar skade på borgeren eller andre, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt i sagen Bures mod Tjekkiet fra 2012.

Ministeriets lovforslag forsøger at imødegå den kritik, der har været af Danmark for den omfattende og langvarige brug af tvangsfikseringer. Lovforslaget lægger således op til, at tvangsfikseringer skal være ”kortvarige”, og at der skal stilles skærpede krav til tvangsfikseringer, der varer mere end 24 timer, i stedet for de nuværende 48 timer. Der er imidlertid intet til hinder for, at tvangsfikseringer fortsat kan anvendes i ugevis.

Slutdato for langvarige tvangsfikseringer
Det er derfor efter Instituttet for Menneskerettigheders opfattelse nødvendigt at gå endnu videre for at undgå længerevarende tvangsfikseringer og undgå krænkelser af menneskerettighederne. Instituttet har i et høringssvar til ministeriet anbefalet, at der nu bliver sat en slutdato for brugen af de langvarige tvangsfikseringer over 48 timer, for eksempel 1. januar 2018. Samtlige psykiatri-brugerorganisationer støtter afskaffelsen af bæltefikseringer i psykiatrien.

Det er derfor også yderst positivt, at Dansk Psykiatrisk Selskab i sit høringssvar skriver, at man ønsker en afskaffelse af bæltefikseringer. Som bestyrelsesmedlem for Psykiatrisk Selskab Lykke Pedersen har skrevet, er bæltefikseringer gammeldags og bør afskaffes. Hun forklarer, at bæltefikseringer er ”meget ydmygende og skræmmende”, ligesom hun understreger, at det kan være farligt at være spændt fast i længere tid.

Dansk Psykiatrisk Selskab anbefaler imidlertid ikke en slutdato for de lange tvangsfikseringer. Formand Thomas Middelboe har uddybet, at de ”ikke tør tage ansvar for et forslag om helt at afskaffe bæltefikseringer”. Med andre ord er lægerne bange for at stå i en situation, hvor de ikke kan håndtere de patienter, som i dag bliver bæltefikseret i længere tid. Samtidig anerkender lægerne, at man kun kommer til at undgå de lange fikseringer, hvis muligheden ikke findes. Med andre ord vil lægerne gerne undgå at bruge bæltefikseringer, men kommer kun til at undlade at bruge dem, hvis muligheden ikke findes. Beslutningen herom skal tages fra politisk hold.

Nedbringe tvang er muligt
Både det treårige gennembrudsprojekt finansieret af satspuljemidler og erfaringer fra bruger- og forskningsforummet Netværket for Åben Dialog viser, at det kan lade sig gøre at nedbringe tvangen massivt på psykiatriske afdelinger, som arbejder målrettet og systematisk med det. Gode fysiske rammer - så som adgang til motion - gør det nemmere at nedbringe tvangen.

I erkendelse heraf har regeringen og satspuljepartierne afsat 74 millioner kroner i alt over fire år til forsøg, der skal løbe fra 2014-17. Med finanslovsaftalen for 2014 er der desuden udmøntet 100 millioner kroner til forbedring af de fysiske rammer med henblik på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Desværre har psykiatriområdet været så hårdt ramt at sparekniven over så mange år, at tilliden til, at området bliver bedre finansieret, er lille, på trods af løfterne fra Folketinget og forligsparterne. Politikerne er derfor nødt til at forpligte sig til at løfte området.

Indførelsen af en slutdato for tvangsfikseringer på mere end 48 timer er nødvendig for at forpligte både politikere og sundhedspersonale til at tage de nødvendige skridt for at muliggøre afskaffelsen af de lange fikseringer. I et system, som er så presset, som psykiatrien er i dag, kan man ikke tro, at bløde målsætninger om nedbringelse af tvang vil føre til, at de lange fikseringer helt forsvinder.

Derfor anbefaler vi, at Folketinget fastsætter en slutdato for anvendelsen af langvarige tvangsfikseringer i den nye lov om tvang i psykiatrien.