Apotekernes monopol splitter danskerne

MEDICIN: Skal det være muligt at købe receptpligtig medicin i f.eks. Matas? Danskerne er uenige, viser ny måling. V vil arbejde for en liberalisering, mens S og K frygter for sikkerheden. Matas er klar.
Skal være lovligt at sælge receptpligtig medicin fra eksempelvis matasbutikker og kiosker, hvis de ansætter fagfolk? Det spørgsmål deler vandene blandt danskerne, viser ny måling.
Skal være lovligt at sælge receptpligtig medicin fra eksempelvis matasbutikker og kiosker, hvis de ansætter fagfolk? Det spørgsmål deler vandene blandt danskerne, viser ny måling.Foto: Colourbox
Kasper Frandsen
Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse ud fra et spørgeskema på internettet med 1241 respondenter.
Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse ud fra et spørgeskema på internettet med 1241 respondenter. Foto:
Fakta

Danskernes holdning til apotekernes monopol på salg af medicin

Spørgsmålet:

Mener du det skal være lovligt at sælge receptpligtig medicin fra eksempelvis matasbutikker og kiosker, hvis de ansætter fagfolk?

Resultat:

Ja: 41,2 pct.
Nej: 52,1 pct.
Ved ikke: 6,7 pct.

Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse ud fra et spørgeskema på internettet med 1241 respondenter.


Kilde: A&B Analyse

Apotekernes monopol på receptpligtig medicin i Danmark har historisk været lige så sikkert som amen i kirken. Men skal det fortsat være sådan? Det spørgsmål deler vandene blandt danskerne.

Således siger 41,2 pct. af danskerne "ja" til, at f.eks. Matas eller andre kiosker kan få lov til at sælge receptpligtig medicin, hvis de ansætter fagfolk til at stå for salget. Modsat siger 52,1 pct. af danskerne "nej" til samme spørgsmål. Det viser en meningsmåling foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk.

Efter sommerferien skal apotekerforeningens monopol evalueres af Folketingets partier. Umiddelbart peger den politiske vejrhane på, at det ikke bliver i den nærmeste fremtid, at apotekernes monopol bliver brudt. De Konservative og Socialdemokraterne siger blankt nej til en ændring af ordningen.

"Vi mener, der er grund til at gå meget langt for at opretholde det danske system," siger Sophie Hæstrop Andersen, der især peger på forsyningssikkerheden af original medicin som den vigtigste årsag til at beholde apotekernes monopol.

Forståelse
Selvom Sophie Hæstrop Andersen er imod at liberalisere markedet for medicin, har hun forståelse for uenigheden blandt danskerne.

"Jeg er egentlig ikke overrasket over resultatet. Jeg tror, der foregår en eller anden form for diskussion i de danske hjem om, hvordan man bedst får adgang til apotekerne og medicin i takt med flere apoteker rundt i landet har lukket eller er åbne på skæve tidspunkter," siger hun.

Pragmatiske Venstre
I Venstres erhvervsoplæg "Erhvervsliv i fortsat fremgang og fornyelse" fra juni 2008 går partiet ind for, at apotekerforeningens monopol skal brydes. I oplægget peges der især på relative høje danske medicinpriser i forhold til udlandet og ønsket om at sikre udbuddet af medicin i yderkantsområderne som argumenter for en liberalisering (Se mere i bunden af artiklen).

Det mener Venstre stadig, men partiets sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, er meget lidt meddelsom inden efterårets forhandlinger om, hvordan Venstre forestiller sig en dansk alternativ model for medicindistribution kan se ud i fremtiden.

"Vi arbejder for liberalisering, så meget kan jeg sige," siger hun og fortsætter:

"Men det er ikke ensbetydende med, vi kan få det igennem, så vi skal være realistiske i et forhandlingsforløb."

Matas lurer i baggrunden
Hvis der skulle blæse nye politiske vinde over medicinmarkedet, så er Matas klar til at tage udfordringen op.

"Vi er klar til at tage konkurrencen op med apotekerne. Vi vil opfylde de krav som politikerne ender med at finde nødvendige for at sikre en høj forbrugersikkerhed," siger Henrik Engberg Johannsen, informationschef i Matas.

Ifølge ham vil en liberalisering af markedet for receptpligtig medicin betyde højere tilgængelighed og priskonkurrence.

"Vi har ofte flere butikker i samme by - og vil derfor ikke nødvendigvis have medicinsalg i alle butikker, men vores netværk af butikker vil i høj grad være med til at sikre en langt bedre tilgængelighed end det er tilfældet i dag, hvor Danmark har den laveste apotekstæthed i EU," siger Henrik Engberg Johannsen, der påpeger, at salget af håndkøbsmedicin ikke er steget siden dette marked blev liberaliseret.

I dag er det et krav, at apotekerne skal tilbyde kunderne den billigste medicin, der er på markedet. Det krav man ifølge Matas sagtens forestille sig fortsætte i et nyt, liberaliseret marked.

Redder syv liv om året
Hos Danmarks Apotekerforening er man bekymret for konsekvenserne ved et liberaliseret medicinmarked.

Det danske system er baseret på en høj grad af uvildighed, fordi apotekerne ikke tjener flere penge, jo mere medicin de sælger. Det har ifølge formanden for Danmarks Apotekerforening, Niels Kristensen, stor betydning.

"Hvis incitamentet for at sælge medicin alene er økonomisk, er der en risiko for at receptpligtig medicin bliver en salgsvare på bekostning af en professionel og uafhængig rådgivning," siger han.

Desuden forklarer Niels Kristensen, at læger og apoteker i samarbejde hver dag redder syv danskere fra fejlmedicinering.

"Det tror jeg ikke på, at tilfældige købmænd på samme vil kunne," pointerer han.

Den vurdering bakkes op af De Konservatives sundhedsordfører, Vivi Kier.

"Det kan godt være det umiddelbar lyder smart, men jeg mener faktisk, at det er vigtigt, når man får receptpligtig medicin, at man både har læge og apoteker får vejledning i, hvordan man bruger sin medicin," siger hun og fortsætter:

"Derudover kommer der en hel række udfordringer i kølvandet på en liberalisering af salget medicin, f.eks. i forhold til opbygning et lager, opbevaring og sikkerheden."

Fakta
Danskernes holdning til apotekernes monopol på salg af medicin

Spørgsmålet:

Mener du det skal være lovligt at sælge receptpligtig medicin fra eksempelvis matasbutikker og kiosker, hvis de ansætter fagfolk?

Resultat:

Ja: 41,2 pct.
Nej: 52,1 pct.
Ved ikke: 6,7 pct.

Meningsmålingen er foretaget af A&B Analyse ud fra et spørgeskema på internettet med 1241 respondenter.

Kilde: A&B Analyse

Det kan godt være det umiddelbar lyder smart, men jeg mener faktisk, at det er vigtigt, når man får receptpligtig medicin, at man både har læge og apoteker får vejledning i, hvordan man bruger sin medicin.

Vivi Kier (K)
Sundhedsordfører

Ikke lavere priser
Forslaget om liberalisering følges ofte af en forventning om lavere priser, men ifølge Danmark Apotekerforening viser undersøgelser, at priserne i stedet stiger.

"Nogle danskere tror nok, at det vil give lavere priser, hvis man åbner for salg på ethvert gadehjørne. Men erfaringen fra de lande, der har åbnet for salg af medicin uden for apotekerne viser faktisk, at priserne stiger frem for at falde," siger Niels Kristensen.

Samtidig er viser en ny undersøgelse fra IMS, at danskernes lægemiddelforbrug koster under det halve af, hvad det i gennemsnit koster i de 11 europæiske lande, vi normalt sammenligner os med.

Dokumentation
Sådan skrev Venstre om sine ambitioner for medicinmarkedet i juni 2008 i partiets erhvervsoplæg "Erhvervsliv i fortsat fremgang og fornyelse - et erhvervsoplæg fra Venstre": 

"Salg af medicin er centralt reguleret i forhold til bl.a. apotekerne og udsalgsstedernes geografiske placeringer samt uddannelsesmæssige krav til ejerkreds og medarbejdere. Denne centrale regulering kan medføre manglende konkurrence blandt markedsdeltagerne, og derved påvirke både servicekonceptet og medicinprisen. De danske medicinpriser ligger klart i den dyre ende i Europa. Apoteksvæsen og medicindistribution skal derfor vedvarende være under liberalisering, så en styrkelse af konkurrencen kan komme medicinforbrugerne til gode. Venstre foreslår derfor, at den danske apotekerlovgivning liberaliseres yderligere, når lovgivningen skal evalueres i 2009, således at apotekerforeningens monopol bliver brudt. Der skal naturligvis fortsat stilles krav om faglig kunnen hos ekspedienterne, således at kvaliteten i den service, som borgerne kan forvente, som minimum er på niveau med den nuværende. Erfaringer fra både ind- og udland samt hensyn til udviklingen i yderkantsområder mht. udbud og pris er elementer, der bør indgå i liberaliseringsprocessen."


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vivi Kier

Fhv. MF (K)
sygeplejerske (Odense Universitetshospital 1983)

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Niels Kristensen

Apoteker, formand for Pharmaforsikring, næstformand i Apotekeren Amba, fhv. formand, Danmarks Apotekerforening
cand.pharm. (Danmarks Farmaceutiske Højskole 1988)

0:000:00