Debat

Bloddonorerne: Danmark skal være selvforsynende med plasma

DEBAT: Der vil være en lang række fordele, hvis Danmark blev selvforsynende med plasma, ligesom vi er det med blod, skriver Poul Erik H. Petersen, landsformand for Bloddonorerne i Danmark.

Foto: Colourbox
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Poul Erik H. Petersen
Landsformand for Bloddonorerne i Danmark

Mandag blev frysetørret plasma fast inventar i Region Hovedstadens seks akutlægebiler. Det er første gang i Danmark, at blodbanken er med ombord, når akutlægebilerne rykker ud. 

Når det nu er muligt at tage plasma med ud på ulykkesstederne, så kan patienter med alvorlige blødninger i langt højere grad behandles effektivt.

Et stigende plasmabehov
Plasma bliver brugt i hospitalernes patientbehandling – f.eks. ved livstruende blødninger og til livsnødvendig medicinsk behandling af immundefekt samt autoimmune sygdomme.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Behovet for plasma har været stærkt stigende i de senere år.

Danmark er selvforsynende med blod, men ikke med plasma. De seneste år har blodbankerne i alle landets fem regioner startet på egentlige plasmatapninger. De tapninger er steget markant, men Danmark er fortsat ikke selvforsynende. Der bliver derfor indkøbt plasma på verdensmarkedet.

Bloddonorerne i Danmark anbefaler, at en dansk selvforsyning af plasma bliver sikret så hurtigt som muligt.

Poul Erik H. Petersen
Landsformand, Bloddonorerne i Danmark

En arbejdsgruppe under Danske Regioner har i en rapport beskrevet, hvordan Danmark over nogle år kan blive selvforsynende med plasma. I forbindelse med rapporten har Bloddonorerne i Danmark udtalt, at vi er indstillet på at rekruttere det nødvendige antal bloddonorer, så Danmark kan blive selvforsynende med både blod og plasma. Bloddonorerne i Danmark synes, at det er åbenlyst rigtigt, at der nationalt bliver taget en beslutning.

En opfordring til politikerne
Bloddonorerne i Danmark har rettet henvendelse til sundhedsministeren og de sundhedspolitiske ordførere i Folketinget med opfordring til at sikre en beslutning af følgende grunde:

  • Det er gang på gang blevet dokumenteret, at det er meget vigtigt, at både blod- og plasmadonation er baseret på frivillige og ubetalte donorer. Så længe Danmark ikke er selvforsynende med plasma, vil vi fortsat være afhængig af import fra lande, der anvender betalte donorer, hvilket fører til en række problemstillinger. Ved selvforsyning kan vi til gengæld sikre en dansk plasmabeholdning med de samme standarder for donation, der gælder for fuldblod.
  • Både WHO og Europarådet har anbefalet selvforsyning af plasma.
  • Et andet argument handler om forsyningssikkerhed. Det stærkt stigende behov for plasma på verdensplan kombineret med den begrænsede kapacitet til at lave tapninger af høj kvalitet kan betyde, at forsyningen af plasma til behandling af danske patienter på sigt kan være truet, hvis vi ikke har selvforsyning.
  • Plasma fra USA er en markant del af verdensmarkedet. En amerikansk beslutning om at prioritere plasma til eget behov kan føre til en international forsyningsmangel.

Flere fordele end ulemper
Overgangen til dansk selvforsyning af plasma vil selvfølgelig betyde en række anlægs- og driftsomkostninger. En arbejdsgruppe nedsat af Danske Regioner vurderer imidlertid, at det med en effektiv drift af tappesteder af tilstrækkelig størrelse burde være muligt at opnå et omkostningsniveau for plasmatapninger i Danmark, som er konkurrencedygtigt med omkostningerne ved indkøb af plasma på verdensmarkedet. 

Verdensmarkedsprisen på plasma kan meget let ryge i vejret, hvis den globale forsyningssikkerhed bliver sat under pres. Dansk selvforsyning af plasma vil desuden føre til en række arbejdspladser i alle fem regioner – arbejdspladser, der ellers vil ligge i udlandet og dermed ikke give en dansk skatteindtægt.

Danmark har – baseret på 200.000 frivillige og ubetalte donorer sammen med effektive og kvalitetsorienterede blodbanker – en blodforsyning i absolut verdensklasse.

Bloddonorerne i Danmark anbefaler, at en dansk selvforsyning af plasma bliver sikret så hurtigt som muligt.

Fra Bloddonorerne i Danmarks side er vi parate til at skaffe de plasmadonorer, der skal til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00