Bostedsforstander: Hos os er der gjort op med kassetænkningen

Af Grete Mikkelsen
Forstander på bostedet Granhøjen

Det skal være slut med kassetænkning, skrev formanden for Danske Regioner Bent Hansen for nyligt i Altinget. Formanden henviste til Valencia-regionen i Spanien som forbillede for samarbejde i sundhedssektoren.

Her har man skabt organisationen Ribera Salud, som ifølge regionsformanden råder over både sygehuse, sundhedshuse og almen praksis. Det lyder spændende at gøre op med kassetænkningen og at samle behandlingen i én organisation. Inden for psykiatrien kan Bent Hansen nøjes med en tur til Nykøbing Sjælland for samme inspiration som i Valencia. Det vender jeg tilbage til.

Regeringen skal ikke have ansvaret
Det helt store columbusæg i debatten om sikkerhed på bosteder synes lige nu at være 150 pladser til udadreagerende beboere fra kommunale botilbud. Der gik ikke lang tid fra regeringen havde meldt ud, at den droppede lovforslaget om nye særlige bosteder med tvang, før KL og Danske Regionerne stillede krav om en ny løsning fra regeringen.

Formanden for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, Charlotte Fischer, skruede en tak op for retorikken med udtaleser om, at regeringens beslutning kan koste menneskeliv. Bent Hansen konstaterede i en pressemeddelelse, at han ikke mente, at problemerne ville løse sig selv.

Pludselig er ansvaret for både kommunale bosteder og psykiatrien rykket fra at være et kommunalt og regionalt ansvar til at være regeringens. Og sker der et overfald på et kommunalt bosted eller på en regional psykiatrisk afdeling, så er det regeringens ansvar. Det er vist det, man kan kalde ansvarsfralæggelse. Hvordan kan det være andre end kommuner og regioners ansvar?

Det lyder spændende at gøre op med kassetænkningen og at samle behandlingen i én organisation. Inden for psykiatrien kan Bent Hansen nøjes med en tur til Nykøbing Sjælland for samme inspiration som i Valencia.

Grete Mikkelsen
Forstander, Granhøjen

Samarbejde mellem sektorer
Selvfølgelig er det kommunernes og regionernes ansvar. I stedet for at rette opmærksomheden mod regeringen burde de rette opmærksomheden mod hinanden og begynde at samarbejde. Både konkret samarbejde mellem bosteder, misbrugsbehandling og psykiatrien og som en del af samarbejdet en åben dialog om hvad det kræver af parterne. Om det så er ekstra sengepladser, øget akutpsykiatri eller noget tredje må de sammen finde ud af.

Samarbejde kræver, at man er parat til at rykke sig og fokusere på helheden for borgerne. Brugerne af psykiatrien skal, præcis som Bent Hansen refererer fra Valencia, være i et system, der arbejder som en helhed, og hvor man ikke falder igennem, når man går fra den ene sektor til den anden. Sådan vil man aldrig agere i en virksomhed, hvor de samlede omkostninger er i fokus. Her er omkostningerne både økonomiske og menneskelige.

Bent Hansen og andre behøver ikke tage så langt for at finde inspirationen. For ti år siden stiftede vi i Anneberg Parken i Nykøbing Sjælland Skovhus Privathospital, da vi i Granhøjens botilbud langt fra var tilfredse med samarbejdet med psykiatrien. Har Granhøjens beboere akut behov for psykiatrisk behandling, så er den tilgængelig døgnet rundt, og nok så vigtigt er der et løbende samarbejde mellem psykiatere og psykologer på hospitalet og det pædagogiske personale på Granhøjens botilbud med hen ved 150 beboere.

Vi har altså nedbrudt overgangen fra psykiatri til botilbud, der gjorde det svært for os at arbejde professionelt med en sammenhængende behandling. Når en beboer har akut behov for psykiatrisk hjælp, så er hjælpen der enten i form af ambulant eller indlæggelse. Beboeren kan måske stadig være i sin beskæftigelse under indlæggelsen og have en kontakt til sin hverdag. Efter indlæggelse kan behandlingen fortsætte ambulant. Botilbud, beskæftigelse og behandling er flettet ind i hinanden på borgerens præmisser – ikke på systemets.

Hent inspiration fra det private
”Vi kan ikke leve med, at kommunalt ansatte går på arbejdet med livet som indsats,” sagde Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, forleden som begrundelse for de nye botilbud. Det kan jeg godt forstå, at han ikke kan. Derfor er det også opløftende, at vi nu hører, at kommunerne i stigende omfang vælger private bosteder, fordi de er mere specialiserede. Vi behøver ikke vente på regeringen. Tværtimod.

Alternativet er ikke blot utryghed for de ansatte i psykiatrien og bostederne, men store omkostninger både økonomisk og menneskeligt. Patienter, der ryger ind og ud af psykiatrien uden at bliver færdigbehandlet og uden koordinering med botilbuddet, får det over tid ofte meget dårligt. Når et menneske med psykiske lidelser bliver voldelig eller truende, så skyldes det ikke den psykiske lidelse, men manglende, dårlig eller utilstrækkelig behandling. Problemet er ikke begrænset til 150 beboere på botilbud rundt om i landet, som har brug for et andet botilbud.

KL's egne beregninger viser, at flere end 500 borgere, som er visiteret til botilbud på grund af psykiske lidelser, misbrug eller andre sociale problemer, har mindst fem indlæggelser per år. En tredjedel af dem har ti indlæggelser om året.

Der er ikke i sig selv nødvendigvis noget forkert i, at en beboer på et botilbud har brug for kortvarige indlæggelser på et psykiatrisk hospital. Mennesker med psykiske lidelser kan svinge meget i deres tilstand, uanset at de generelt er velbehandlede. Men tænk hvis de 500 borgere kunne få en sammenhængende behandling, hvor botilbuddet samarbejdede med den psykiatriske afdeling, og personalet på botilbuddet vidste, at beboeren til hver en tid kunne få den nødvendige behandling, og ikke mindst at både den psykiatriske afdeling, botilbuddet og borgeren kunne have et tæt samarbejde.

KL og Regeringen har stirret sig blinde på, at regeringen skal løse problemerne på deres bosteder og psykiatriske afdelinger med de 150 nye pladser. Den løsning kan de ikke få øjnene fra på trods af, at de mener, at det handler om menneskeliv. Tag ansvar for situationen og løft blikket fra, at andre skal løse problemerne. Se mod de steder, der allerede samarbejder. De kommuner og de private, der søger løsningerne i samarbejde. Brug de private – i det mindste som inspiration. Det er muligt at gøre op med kassetænkningen. Det er det i Valencia, det er det i Nykøbing – og det er det i resten af landet.