Dansk Folkeparti: Ventetiderne på høreområdet er helt uacceptable

Af Liselott Blixt (DF)
Formand for Sundhedsvalget

Politisk har vi haft høreområdet til revision i flere omgange de seneste år.

Der er gjort en stor indsats for at skabe rammerne for en høreomsorg, der fungerer så effektivt som muligt til gavn for borgerne.

Den aktuelle debat på Altinget viser, at vi på Christiansborg - trods gode intentioner - ikke er nået helt i mål. Der er behov for, at sundhedsministeren hurtigt får taget hånd om de mest åbenlyse problemer på høreområdet.

Det gælder især ventetiderne for offentlig behandling samt den uhensigtsmæssige konkurrence om de hørehæmmede, som udspiller sig mellem det offentlige og den private sektor.

Uacceptable ventetider
Den svært forsinkede evaluering af lov L59, der kom i slutningen af marts, viser, at ventetiderne for offentlig behandling af høretab er steget betydeligt, siden reglerne for visitation til høreapparater blev ændret 1. januar 2013.

I den forbindelse vil jeg opfordre regionerne til at instruere hospitalerne om, at de i tilfælde af ventetider ud over en måned mere aktivt og systematisk skal informere borgerne om de alternative muligheder for høreapparatbehandling, der findes.

Liselott Blixt (DF)
Formand for Sundhedsvalget

Ifølge Høreforeningen er der aktuelt 121 ugers ventetid på at få et høreapparat i Odense. I Aalborg er ventetiden 96 uger, og i Aarhus er den på mellem 50 og 20 uger. Man skal til Thy-Mors Sygehus, hvis man vil have landets korteste ventetid.

Her tager det ”kun” 10 uger, før man kan komme til. Da et høretab er et alvorligt problem for de berørte og deres familier, siger det sig selv, at hospitalsventetider i den størrelsesorden er helt uacceptable. Regionerne, der fik ansvaret for høreområdet i 2013, har et kæmpe problem, som må løses i en fart.

En af årsagerne til, at ventetiderne for offentlig behandling er steget, er, at regionerne har strammet reglerne for tildeling af tilskud til behandling i den private sektor. Evalueringen af L59 viser, at udgifterne til det offentlige tilskud er faldet, mens ventetiderne er steget.

Det er svært at konkludere andet, end at borgere med høreproblemer betaler regningen, og det er efter min opfattelse ikke i orden. I Sundhedsudvalget har vi spurgt ministeren, hvordan regnestykket præcist ser ud for regionerne og venter fortsat på et svar.

Dum konkurrence
Høreområdet er kompliceret, og der er mange modsatrettede interesser på spil. Efter min opfattelse bør alle aktører i højere grad fokusere på borgernes behov.

Som jeg ser det, blandt andet baseret på egne erfaringer med min gamle mor, der er hørehæmmet og har ventet på udredning i det offentlige i uendelig lang tid, er der behov for en smartere udnyttelse af de ressourcer, der findes på høreområdet.

Jeg synes ikke, at vi politisk skal blande os i, om borgeren vælger en offentlig eller en privat løsning, når der er knas med hørelsen. Der skal være et frit valg, men vi kan godt forlange af aktørerne på området, at de bliver bedre til at samarbejde.

I den forbindelse vil jeg opfordre regionerne til at instruere hospitalerne om, at de i tilfælde af ventetider ud over en måned mere aktivt og systematisk skal informere borgerne om de alternative muligheder for høreapparatbehandling, der findes.

Langtidsparkeringen af borgere på venteliste er uacceptabel og i mange tilfælde helt unødvendig. Hovedbudskabet til borgere på venteliste, der ikke har en egentlig sygdom, skal være, at de også kan få et gratis høreapparat hos en privat forhandler, hvis det er det, de ønsker. Det burde ikke være hverken svært eller dyrt.

Bedre kommunikation, tak
Baseret på mine egne erfaringer med høreområdet, synes jeg i det hele taget, at mange problemer udspringer af dårlig kommunikation. Alle aktører kan blive bedre og mere redelige i deres kommunikation.

De fleste, der har et høreproblem, er ældre. Mange både ser og hører dårligt og har ofte andre helbredsproblemer. Det stiller krav til måden, man kommunikerer med borgerne.

Jeg har oplevet, hvordan det offentlige sygehusvæsen helt unødvendigt formulerer sig på en måde, der gør, at man som borger kan blive usikker på, om man mister sin plads på ventelisten, hvis man vælger alternative løsninger.

Og jeg har oplevet, at information om fordele og ulemper ved valg af en henholdsvis offentlig og privat løsning ikke blev formidlet ordentligt eller måske slet ikke forklaret.

Jeg har også oplevet, hvordan private udbydere af høreapparater med smart markedsføring vildleder ældre borgere og på den måde gør dem aldeles usikre på deres muligheder. Mange ældre er svækkede og sårbare. Derfor har butikkerne en særlig forpligtelse til at kommunikere klart og redeligt.

Når man går ind på et offentligt sygehus, på en privat høreklinik eller for den sags skyld til en privatpraktiserende ørelæge, så skal der være fuld gennemsigtighed i alle forhold.

Det bør være helt klart for borgeren, hvilke økonomiske konsekvenser vedkommendes valg af høreløsning har, og hvilke økonomiske interesser som i øvrigt er på spil. Dansk Folkeparti har tidligere ved flere lejligheder forholdt sig kritisk til, at praktiserende ørelæger, samtidig med at de virker som læger, kan have privatøkonomiske interesser i en høreklinik, der sælger høreapparater.

Det er en sammenblanding af interesser, som ikke er acceptabel. Lovgivning med henblik på at skabe gennemsigtighed i ejerforholdene - blandt andet i form af en anmeldelsespligt - har i praksis vist sig at blive omgået.

Derfor må sundhedsministeren administrativt eller via en ændring af lægemiddelloven, lov om medicinsk udstyr, apotekerloven, sundhedsloven og lov om markedsføring af sundhedsydelser sørge for, at denne interessekonflikt én gang for alle får en ende.

Det vil være et vigtigt første skridt på vejen til større gennemsigtighed på høreområdet.