Debat

Dansk Selskab for Almen Medicin: Stress rammer ikke kun de svage

DEBAT: Der er særligt tre grupper, der bliver ramt af stress, og det er ikke kun de svageste, skriver Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, der mener, at man bør se på indretningen af samfundet.

Foto: DSAM
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Beich 
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Vi har talt om det i mindst et par årtier, men ingen har for alvor turdet ændre på noget af det, vi ved, der bidrager til stress, i vores indretning af samfundet. 

Faktisk er udviklingen gået i den stik modsatte retning. Vi har i stedet individualiseret stress som problem, og løsningerne har haft ret ensidigt fokus på øgning af den enkeltes robusthed og bedre coping. 

Vi anbefaler i flæng meditation, afspænding, yoga, fysisk træning, stress-coaching, psykoterapi, og medicinsk behandling.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Set fra min stol, som praktiserende læge, er der tre grupper, der især henvender sig, når det gælder belastningsreaktioner og stress:

1. Ganske unge, som ikke har været på arbejdsmarkedet endnu, kommer til lægen for at blive sygemeldt og hjulpet af med deres symptomer på stress. De får psykiske og psykosomatiske nedture og sammenbrud, før de er kommet i gang med livet.

Desværre – og jeg ved, det er politisk ukorrekt at nævne det, er det meget ofte offentligt ansatte, som er stressede eller udbrændte.

Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Der skal mange flere tilbud og fokus allerede i skolen på denne voksende gruppe, som synes at mangle værdimæssige holdepunkter og sociale kompetencer.
De kan ikke finde retning i en skov af information, administrere deres talenter eller træffe beslutninger. Alt for mange ender med symptomdiagnoser i min optik, og vi må frygte for deres forældrekompetencer og den efterfølgende generations tilstand.

2. Mennesker, der af en eller anden grund (alt fra alvorlig kræftsygdom til mennesker med personlighedsforstyrrelse og dårlig tilpasning i årtier) er havnet uden for arbejdsmarked, bliver vurderet, presset og prøvet, nogle i årevis i jobcentersammenhæng.

De fleste føler sig mistænkeliggjorte og bliver bare mere stressede og marginaliserede af det. Egen læge anmodes om utallige attester, som ikke finder anvendelse til andet end regelopfyldelse.
Her kunne man med fordel skille fårene fra bukkene og lade de kronificerede få deres pension (stol på egen læges vurdering), og bruge krudtet på at forebygge kronificering der, hvor der er håb.

3. Endelig fylder patienter med arbejdsbetinget stress i dagligdagen. Desværre – og jeg ved, det er politisk ukorrekt at nævne det, er det meget ofte offentligt ansatte (især lærere, lægesekretærer, sagsbehandlere, sygeplejersker, embedsmænd og læger) som er stressede eller udbrændte.

Forskningen har dokumenteret en sammenhæng mellem udvikling af stress og mangel på henholdsvis indflydelse, mening, belønning, forudsigelighed, social støtte og passende krav til arbejdet. Den offentlige sektor bugner af initiativer, der udstråler, at man ikke har tillid til sine ansatte og deres evne til at udøve faglige skøn inden for deres område.

Kontrolsystemer og registreringskrav, som hyppigt skyder helt ved siden af kvalitetsskydeskiven, presser ansatte og samarbejdspartnere helt unødigt i forhold til at få tid til deres kerneopgaver. Borgeren, mennesket, med komplekse behov, problemer, krav, er gledet ud af ligningen.

Man tager en del ad gangen for at kunne måle på den, og man tilsidesætter de meget store uspecifikke effekter af omsorgen med det personcentrerede fokus og brugen af den professionelle relation til elev, borger, patient, klient, bruger, med flere.

Vi skal se på indretningen
Skiftende regeringer med skiftende observans har lovet at afbureaukratisere og taler om det enkelte menneske i centrum, men vedtager i stedet yderligere kontrolforanstaltninger og registreringer for både borgere og ansatte. 

I tilgift er der opstået en nærmest euforisk eksistentialistisk tro på, at indsamling og ansamling af stadigt flere data om hver enkelt borger og stadigt mere komplekse it-systemer vil redde en nødlidende offentlig sektor, finde sandheden og føre til kvalitet i sig selv. 

Der opbygges offentlige databaser hele tiden, uden at vi på forhånd ved, hvad vi skal og kan bruge dem til. Der er krav om opsamling og brug af data, for hver enkelt møde mellem borgeren og den professionelle. I fremtiden vil betydelige datastrømme fra apps og eksterne kilder givetvis udvide eller forurene databaserne. 

Meningen er selvfølgelig, at de mange data skal bidrage til, at den professionelle sammen med borgeren kan forbedre sin faglige ekspertise. Problemet er, at vi ikke aner, om det vil finde sted, eller der vil ske det modsatte.

Det kan ende med at stresse både borgere og de professionelle yderligere, hvis vi henholdsvis afkræves eller begraves i data og beregnede sandheder i alle de fag, hvor borger og professionel i dag sammen finder sandheder og løsninger, som borgeren kan bruge i den givne situation.

Stress er ikke bare noget, der rammer nogle med for svag mestringsevne. Det stadigt stigende antal gør, at vi bør se på, hvordan vi indretter og udvikler vores samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00